Pave Frans: I bønnen er vi aldrig alene

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

I onsdagens generalaudiens, der på grund af coronapandemien blev transmitteret fra det apostoliske palads, fortsatte pave Frans med sine refleksioner om kong David og bønnens rolle i hans liv. Katekesen var den sidste før sommerpausen i juli. Angelusbønnen om søndagen fortsætter derimod som normalt.

David - en bønnens mand

Paven fremhævede, hvordan David blev udvalgt af Gud til den særlige mission at være Israels konge, og derfor har han en særlig plads i Guds folks historie. David er først og fremmest en hyrde - både da han vogter sine får og senere, da han bliver konge. Jesus kaldes i evangelierne ”Davids søn”, fordi han nedstammer fra David - og det er med Ham, at Davids profetier går i opfyldelse.

Også Jesus forstår sig selv som hyrde - den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene (Joh 10,11-18). David ligner os, for som vi var David både ”hellig og synder”. Men ligegyldigt hvad der skete i Davids liv, var han en bønnens mand:

David beder som en hellig mand, han beder som forfulgt, han beder som forfølger, han beder som offer. David beder også som bøddel. Dette er den røde tråd i hans liv. Han er en bønnens mand. Det er den stemme, der aldrig bliver tavs; hvad enten den jubler eller klager, så er det altid den samme bøn. Kun melodien ændrer sig. Og sådan lærer David os at komme ind i dialog med Gud - både i glæde og når han er skyldig, i kærlighed som i lidelse, i venskab som i sygdom. Alt kan blive til et ord til det ”Du”, der altid lytter til os.

Med bønnen er vi trygge i Guds hænder

Også David kendte til at føle sig alene og forladt - men han var det aldrig. Den der giver bønnen magt i sit liv er aldrig alene, sagde paven.

Bønnen løfter os op. Den er i stand til at sikre vores forbindelse med Gud, som er menneskets sande ledsager på livets vandring. Midt i alt det der sker os i livet, hvad enten det er godt eller dårligt, så skal bønnen altid være der. Tak Herre. Jeg er bange Herre. Så stor er Davids tillid, at da han var forfulgt og måtte flygte, tillod han ikke, at nogen forsvarede ham. ”Hvis min Gud ydmyger mig sådan, så ved Han bedst. Bønnen lader os falde i Guds hænder. Disse hænder der er foldede i kærlighed og er de eneste sikre hænder, vi har.

Sjælen halter, når poesien mangler

Musik og poesi er helt elementært i vores gudsforhold, sagde paven. David var både musiker og digter - han satte ord og toner på sine gudserfaringer. Ifølge traditionen er David salmernes mester:

Den verden, som viser sig for hans øjne, er ikke et stumt sceneri. Hans blik griber bag ved de ting, der sker, et større mysterium. Bønnen fødes netop dér: af den overbevisning at livet ikke er noget der bare kommer over os, men et forbløffende mysterium, som fremkalder poesien i os, taknemmeligheden, lovprisningen eller klagen, bønfaldelsen. Når en person mangler denne poetiske dimension, når poesien mangler - så halter hans sjæl.