Pave Frans: Midt i vores livs mørke er der altid et møde med Gud

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

At bede betyder ikke bare at møde Gud som en nær ven. Det vil også sige at møde Ham ansigt til ansigt, sagde pave Frans ved onsdagens generalaudiens, der fortsat bliver transmitteret fra biblioteket i det apostoliske palads. Dermed fortsætter han sin cyklus med katekeser, der har bøn som tema. Paven gennemgår i katekeserne store mands- og kvindeskikkelser fra 1. Mosebog.

Jakob – en snu mand

Paven mindede os om, at vi kan spejle vores eget liv i forskellige bibelske skikkelser. Han fortalte om patriarken Jakob, ”der havde gjort sin snuhed til sit største talent”. Med sin snuhed ”lykkes det ham at franarre faderen Isak hans velsignelse og førstefødselsretten”. Han er dygtig til at gøre forretninger, bliver en rig mand og gifter sig med en smuk kvinde.

”Med en moderne vending ville vi sige, at Jakob er en selfmade mand. Med sin begavelse lykkes det ham at tilkæmpe sig alt det, han drømmer om”.

Jakobs historie - forklarede paven - er historien om en mand ”der er tvunget til at flygte langt væk fra broderen” En dag hører han ”kaldet tilbage – til sit hjem – til sit fædreland”. Han rejser afsted på en lang rejse ”med en karavane fyldt med talrige mennesker og dyr”. Det bliver mørkt, og pludselig er der en ukendt, der griber ham og begynder at kæmpe med ham”. Jakob kæmper ”hele natten”; men ”til sidst bliver han besejret”. Han kommer forandret ud af denne nat, og han forstår, understregede paven – at han har mødt Gud ansigt til ansigt.

Kampen er et billede på bønnen

Pave Frans understregede, at kampen er et billede på bønnen. Jakob er et billede på det menneske, der erkender, at han er skrøbelig og afhængig af Gud:

For en gangs skyld er han ikke mere herre over situationen – hans snuhed slår ikke til. Han er ikke mere den strategiske, kalkulerende type. Gud lader sandheden gå op for ham – at han er dødelig, at han ryster og er bange, for Jakob var bange i kampen. For en gangs skyld har Jakob ikke andet at gøre indtryk på Gud med end sin egen skrøbelighed og afmagt – og så sine synder. Og det er denne Jakob, der får velsignelsen af Gud - den velsignelse som han haltende bærer med sig ind i det forjættede land. Han er sårbar, og han er blevet såret; men hans hjerte er blevet fornyet. En gang hørte jeg en gammel mand sige – han var en god mand, en god kristen; men han var også en synder, der havde meget tillid til Gud. Han sagde: ”Gud vil hjælpe mig, han vil ikke lade mig være alene. Jeg vil komme halt ind i paradiset; men jeg vil komme derind”.  Jakob var en mand, der var uigennemtrængelig for nåden og afviste barmhjertighed. Han kendte ikke til, hvad barmhjertighed er. ”Her er jeg, jeg styrer selv”. Han mente ikke, han havde behov for barmhjertighed. Men Gud frelste det, der var fortabt. Han lod ham forstå, at han var begrænset, at han var en synder, som havde behov for barmhjertighed, og han frelste ham.

Gud vil give os et nyt navn

Der kommer en tid for ethvert menneske, hvor det vil møde Gud alene ”ansigt til ansigt” i al sin sårbarhed. Men det møde bør man ikke frygte, sagde paven

Vi har alle et møde med Gud i vores livs nat, mørke øjeblikke, øjeblikke af synd, øjeblikke hvor vi mister orienteringen. Lige netop dér er der altid et møde med Gud. Han vil overraske os i det øjeblik, hvor vi slet ikke ventede Ham - i det øjeblik, hvor vi virkelig er alene. I den samme nat, hvor vi kæmper mod det ukendte, vil vi blive bevidste om, at vi bare er stakkels mennesker – jeg tillader mig at sige stakler; men netop der, hvor vi føler os som stakler, bør vi ikke være bange; for i det øjeblik vil Gud give os et navn, der indeholder meningen med hele vores liv. Det møde vil forandre vores hjerte, og det vil give os den velsignelse, der er forbeholdt den, der har ladet sig forandre af Ham. Dette er en smuk indbydelse til at lade os forandre af Gud. Han ved, hvordan han skal gøre det, for Han kender os -  hver eneste en. ”Herre, du kender mig”, kan hver eneste af os sige. ”Herre. Du kender mig. Forvandl mig”.