Trudeau: pavens besøg har haft en enorm betydning. Forsoning er alles ansvar

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

” Forsoning er et ansvar for os alle…” Den canadiske premierminister Justin Trudeau talte om et fælles engagement for kirke, institutioner og borgere ”i helbredelsens ånd”. Det gjorde han, mens han rettede sin hilsen til paven på Citadelle de Quebec, residens for generalguvernøren i Canada, hvor pave Frans mødte de civile myndigheder. Det var det første og eneste møde i Quebec.

Kostskolesystemet

”Merci, Thank you, Gracias,Tiawenhk” sagde premierministeren adskillige gange i sin tale, hvor den ene halvdel var  på fransk og den anden  på engelsk for at markere taknemmeligheden for, at paven besøgte landet, men også og fremfor alt for de undskyldninger, der blev givet til indianerne for det misbrug, børnene havde været udsat for på kostskolerne.

Disse skoler blev finansierede og promoveret af regeringen, men drevet af religiøse ordener.  I det 20. århundrede var der her mindst 150.000 børn, der led under assimilationspolitikken, som medførte forskellige former for vold og endog døden.

Det er et drama der ifølge Trudeau kalder på alles medansvar. ”Lad os alle anerkende, at kostskolesystemet forsøgte at assimilere de indfødte børn”, sagde han. ” I dag fortsætter de indfødte folk med at kæmpe for at forsvare og bevare deres kulturer og deres sprog”. Altså er det ”vores ansvar ikke at se forskellene som en hindring, men som en mulighed for at lære, for at forstå hinanden bedre og for at handle”.

Private samtaler med paven

Før det offentlige møde havde Trudeau haft en privat samtale med paven i et rum på Citadelle. Straks efter mødte han statssekretær Pietro Parolin. Mindre end en halv time før havde paven aflagt høflighedsvisit hos Mary May Simon, den første guvernør fra den oprindelige befolkning i Canada. Begge var lige fra modtagelsen i lufthavnen i Edmonton til stede ved alle de pavelige begivenheder, der har fundet sted i disse dage. På Cittadelle var der det første private møde med paven, hvor de kunne præsentere deres familiemedlemmer og det første offentlige møde, hvor biskoppen af Rom blev takket for sin rejse og for sin omfavnelse af de oprindelige befolkninger.

Virkningen af pave Frans´undskyldninger

Og det er netop den virkning, som besøget og især Vatikanets anmodning om undskyldning har haft på den oprindelige befolkning, som Trudeau undestreger i sin korte hilsen: ”Denne uge – sagde pave Frans – har han anerkendt det misbrug, der fandt sted på kostskolerne og førte til ødelæggelse af kulturer, af menneskeliv og de vedvarende traumer som de oprindelige befolkninger led under i hver region i landet. Som hans Hellighed sagde i Maskwacis, så er det at bede om undskyldning ikke enden på det spørgsmål – det er et udgangspunkt, et første skridt. Mandag morgen satte jeg mig sammen med de overlevende og hørte på deres reaktioner på hans undskyldninger. Enhver vil drage sin egen konklusion af det; men der er ikke tvivl om, at det har haft en enorm effekt”.

Tak til de overlevende

Premierministeren takkede alle de overlevende: begivenheden den 25. juli i Maskwacis ” ville ikke have været mulig uden mod og vedvarende engagement hos de overlevende, der delte deres  smertefulde erfaringer direkte med Den hellige Far”. ”Hans tilstedeværelse her i denne uge ville ikke have været mulig uden hans personlige overbevisning og hans integritet”.

At arbejde sammen

Premierministeren huskede også audienserne de sidste par år i Vatikanet: ”I vores forudgående samtaler har De, lige fra vi talte om det første gang stillet Deres tid til disposition og oprigtigt forsøgt at forstå, gøre godt og råde bod”. Han citerer så pavens ord: ”At bede om tilgivelse er ikke afslutningen på det spørgsmål, det er et udgangspunkt, et første skridt”. Et skridt hen mod den forsoningens vej, man forsøger at opbygge sten for sten. ”De overlevende og deres efterkommere bør være i centrum af alt, hvad vi kommer til at gøre i fremtiden. Lad os i helbredelsens ånd aldrig overgive os. Canadiere, institutioner, lad os fortsætte med at arbejde sammen med de oprindelige folk lige til vi når en fremtid, der er bedre for alle”.

Eksempler på styrke og mod

Om fremtiden talte også guvernør Simon i sin tale, hvor hun takkede paven for denne rejse, der ”signalerer over for verden, at de og den romersk-katolske Kirke står sammen med os på vores forsoningens, helbredelsens, håbets og fornyelsens vej” Takken går dog først og fremmest til den oprindelige befolkning, hvor mange på den ene side er tvunget til at bære videre på ”traumet med erfaringen fra kostskolerne”, men mange er på den anden side eksempler på stor kraft.

« De har arbejdet, ventet og bedt for at få undskyldninger der hvor den oprindelige befolkning har levet i Canada. De overgav sig aldrig. Takket være deres mod er vi der i dag. Deres anstrengelser gør Canada til en stærkere nation”, sagde Simon, der er datter af en mor, der er inuit.

Alle parate til at lytte

Den oprindelige befolkning, tilføjede hun ”er alle stolte. De er alle stærke”. Og de er alle ”kommet for at lytte til det, han havde at sige, med åbne hjerter og sind, nogle villige til at tilgive, andre til at leve videre med smerten, men alle parate til at lytte”, forsikrede hun paven. ”Alle håber på at fortsætte på deres helbredelsens vej”.

Det er en vej, der har brug for konkrete handlinger. Især sagde guvernøren ” er det vores pligt kollektivt at huske det, som skete på kostskolerne, fortælle de overlevendes historier og historierne om dem, der aldrig vendte tilbage”. Det er nødvendigt at støtte overlevende og familier ”med resurser, hvad angår det mentale helbred” ”for at opdage skæbnen for dem der ikke mere vendte tilbage”.

Rejsen mod forsoning

Målet med det, som Mary Simon på inuktit sproget definerede som mamisagniq, en rejse, er ”sand forsoning”. ”Jeg nærer store forhåbninger til det, jeg indtil nu har set på denne rejse”, konkluderede hun. ”Canada er ivrig efter at samarbejde med Den hellige Stol om forsoning og mange andre påtrængende, globale spørgsmål som for eksempel fremme af freden og uddannelsen, fjernelse af barrierer, kampen mod fattigdom og sygdom og genopbyggelse af tillid”..