Sök

“Det drejer sig om menneskelighed”. I samtalen med journalisterne på det fly, der søndag bragte pave Frans tilbage til Rom, talte pave Frans om modtagelse af flygtninge, fred og om forsøg på våbenhvile i Ukraine. “Det drejer sig om menneskelighed”. I samtalen med journalisterne på det fly, der søndag bragte pave Frans tilbage til Rom, talte pave Frans om modtagelse af flygtninge, fred og om forsøg på våbenhvile i Ukraine.   (VATICAN MEDIA Divisione Foto)

Den hellige Stol vil kæmpe for at få ukrainske børn i Rusland tilbage

“Det drejer sig om menneskelighed”. I samtalen med journalisterne på det fly, der søndag bragte pave Frans tilbage til Rom, talte pave Frans om modtagelse af flygtninge, fred og om forsøg på våbenhvile i Ukraine.

Vatican News Oversættelse og redigering ved Lisbeth Rütz

Under pressekonferencen i flyet på vej tilbage til Rom søndag talte pave Frans blandt andet om at lette tilbagekomsten til Ukraine for de børn, der blev ført til Rusland under krigen, kontakterne med Kreml og den økumeniske dialog. Han berørte kort sin indlæggelse på Gemelli-hospitalet ugen før Palmesøndag. Vatikanets tilbagelevering til Grækenland af rester fra Parthenon blev nævnt som et eksempel til efterfølgelse i fremtiden. 

Herunder følger et kort uddrag af hvad der blev talt om i flyet:

Antal Hubai (Rtl Klub) 

Hellige Fader, vi ved, at De har haft forskellige personlige erfaringer med ungarerne i løbet af Deres liv. Har De skiftet syn på ungarerne efter disse dages møder?

Paven talte i sit svar om sine erfaringer med ungarere, da han studerede til præst i 60´erne. Her mødte han mange ungarske jesuitter, der var blevet tvunget til at flygte fra deres land. To gange om måneden besøgte han som ung præst de ungarske Maria Ward-søstre i deres skole, der lå 20 km. fra Buenos Aires. Han mødte ungarske lægfolk i det ungarske samfund i Buenos Aires og forstod to ord i deres sprog -  gulasch og tokaj! Han hørte om, hvordan Maria Ward søstre, der var blevet tilbage i Ungarn, skjulte sig for at undgå deportation og hørte om ungarernes skuffelse over, hvordan opstanden i 1956 blev slået ned af Rusland.

... Men har De skiftet mening om ungarerne siden?

“Nej, den er ikke ændret. Måske er den blevet beriget i den forstand, at de ungarere, som jeg har kendt, er meget kultiverede. Det gælder også for dem der ikke kom fra en højere social klasse; også jævne folk havde en meget høj kulturel standard. De talte normalt tysk eller engelsk, for ungarsk taler man ikke uden for Ungarn – kun i paradiset. Det tager nemlig en evighed at lære det (ler) og det har ikke ændret sig, tværtimod. Jeg har set den stil, jeg kendte dengang.”

Eliana Ruggiero (AGI)

Hellige Fader – De har udsendt en appel om at åbne - genåbne - dørene for de fattige, migranterne, dem der falder uden for reglerne. Bad De i Deres møde med Orbán premierministeren om at genåbne grænserne for de Balkanruter, som han har lukket? Derefter mødte De også metropolit Hilarion. Kan Hilarion og Orban blive kanaler for en åbning mod Moskva, så man kan accelerere en fredsproces for Ukraine eller gøre det muligt med et møde mellem Dem og Putin? 

“Jeg tror, man altid skaber fred ved at åbne for kanaler; man kan aldrig skabe fred ved at lukke kanalerne for venskab”, sagde paven. Han havde taget den samme diskussion med Orbán, som han havde taget med andre politiske ledere. “Jeg tror, det er et problem, Europa selv må tage vare på, fordi der er fem lande der lider mest: Cypern, Grækenland, Malta, Italien, Spanien fordi de er middelhavslande og størstedelen af migranterne går i land der. Og hvis Europa ikke tager en mere ligelig fordeling af migranter på sig, vil kun disse lande stå tilbage med problemet.” 

Paven betonede, at dette måtte være et fælles problem for Den europæiske Union. Han nævnte den dalende befolkningstilvækst i lande som Italien og Spanien. “Sidste år talte jeg på et familiemøde om dette, og på det seneste har jeg set, at også den italienske regering og andre regeringer taler om det. Gennemsnitsalderen i Italien er 46 år, og i Spanien er den højere endnu, og der er små, øde landsbyer. “. Paven nævnte Sverige under de latinamerikanske diktaturers tid som et eksempel. Indvandring ville efter pavens opfattelse også kunne hjælpe lande med lav befolkningstilvækst.  Paven nævnte metropolit Hilarion som en person, han respekterede meget. Han talte om nødvendigheden af en fremstrakt hånd og af at arbejde for økumeni. “Med patriark Kirill har jeg talt en eneste gang efter at krigen begyndte – 40 minutter over zoom, og med Anthony, der er nu på Hilarions post og som kommer og besøger mig. Han er en biskop, der har været præst i Rom og kender miljøet godt, og med ham som mellemmand er jeg i forbindelse med Kirill. “ 

Der var sidste år planlagt et møde mellem paven og Kirill i Jerusalem; men dette møde er blevet udskudt. Paven udtrykte sin glæde over den gode forbindelse mellem Rom og Moskva og udtrykte en meget positiv vurdering af den russiske ambassadør ved Den hellige Stol.

... Kunne Hilarion og også Orbán accelerere fredsprocessen i Ukraine og gøre det muligt med et møde mellem Dem og Putin; kunne de være mellemmænd? 

Paven talte her om sin villighed til at medvirke til fredsskabende initiativer. P.t. er der initiativer i gang; men paven ville ikke komme nærmere ind på, hvad de bestod i.

Aura Maria Vistas Miguel (Rádio Renascença) 

Deres Hellighed - næste etape er Lissabon. Hvordan er Deres helbred? Vi blev meget overraskede, da De blev indlagt på hospitalet. Nogle sagde, at De var besvimet. Føler De, at De har energi nok til at tage ud og møde tusinder af unge til august i Lissabon? Kunne De tænke Dem til Verdensungdomsdagen at invitere en ung ukrainer og en ung russer som et fredstegn for nye generationer?

“Først helbredet. Jeg følte en stærk smerte ved onsdagsaudiensen og havde ikke lyst til at spise frokost. Jeg lagde mig lidt, jeg besvimede ikke, men jeg havde høj feber og kl. tre om eftermiddagen indlagde lægen mig på hospitalet med pludselig og stærk lungebetændelse i den nederste del af lungerne. Jeg takker Gud for, at min krop reagerede hurtigt på behandlingen.

Så Lissabon. Dagen før jeg rejste, talte jeg med monsignor Américo (mons. Américo Manuel Alves Aguiar, hjælpebiskop i Lissabon og præsident for Verdensungdomsdagen 2023) der kom for at se, hvordan det stod til. Og ja, jeg tager afsted og håber, jeg klarer den. Og I kan jo se, at det ikke er det samme som for to år siden. Jeg går med stok; men nu er det bedre. For øjeblikket er rejsen ikke aflyst. Så kommer rejsen til Marseille, senere til Mongoliet, og så er der en sidste rejse, jeg husker ikke hvorhen.

… og mødet med unge fra Rusland og Ukraine?

Américo har noget i tankerne. Han er ved at forberede noget, sagde han til mig. Det er han ved at forberede på bedste vis!

Nicole Winfield (Associated Press)

Hellige Fader: jeg ville spørge Dem om noget lidt anderledes: for nylig kom De med en meget stærk økumenisk gestus. De gav tre fragmenter af Parthenon-skulpturerne fra Vatikanmuseerne tilbage til Grækenland. Det vakte genklang i den ortodokse verden, for mange museer i Vesten diskuterer netop tilbageleveringen af ting, de har fået under koloniperioden. Det skal ses som en retfærdighedshandling over for disse mennesker. Jeg tænker for eksempel på indfødte folk og grupper i Canada, der har bedt om tilbagelevering af ting fra Vatikanmuseerne som en del af helingsprocessen efter de skader, de led under kolonitiden.

“Men dette drejer sig jo først og fremmest om det syvende bud: har du stjålet, må du levere tilbage!”, svarede paven.

Han sagde, at det ville være nødvendigt at skelne i hvert enkelt tilfælde. Der var enighed om tilbagelevering til Canada af objekter fra indianerkulturen. Men nogle gange vil der ikke være en reel mulighed for tilbagelevering. I det omfang det kan lade sig gøre at tilbagelevere skal man gøre det “ for ikke at vænne sig til at stikke hånden ned i andres lommer!”, var pavens konklusion.

Eva Fernandez (Radio COPE)

Den ukrainske premierminister har bedt om Deres hjælp til at bringe de børn tilbage, der er tvunget til Rusland. Tænker De på at hjælpe ham?

“Det tror jeg, for Den hellige Stol har været mellemmand i nogle situationer med udveksling af fanger, og det gik godt takket være ambassaden. Jeg tror, dette også kan gå godt. Det er vigtigt, Den hellige Stol i det mindste er villig til at gøre det, fordi det er retfærdigt, det er en rigtig ting og vi må hjælpe, for at dette ikke skal være en casus belli men en sag om menneskelighed.”

Paven sagde, der skulle gøres alt hvad der er menneskeligt muligt. Det er nødvendigt at bevare engagementet i dette - for når niveauet af engagement falder, mister de mange flygtede børn og kvinder beskyttelsen. Paven opfordrede til vedvarende at være opmærksomme på den hjælp, flygtninge kan have brug for. 

 

03 maj 2023, 14:59