Paven udskrevet fra Gemelli-hospitalet. Tanker om de døde migranter i Grækenland: ”Hvilken smerte”
Salvatore Cernuzio - Roma (Policlinico Gemelli) Oversættelse ved Lisbeth Rütz
Ansigtet var mærket af det, han havde været igennem; men smilet var det samme. “Hellige Fader, hvordan har De det? ” “Jeg lever stadigvæk”. ” Pave Frans kom kl. 8.45 ud fra Gemelli-hospitalet, hvor han havde været indlagt fra den 7. juni p. g. a. en operation for laparotomi. Ved hospitalets hovedindgang under halvtaget stod to lange rækker fulde af patienter, læger, sygeplejersker og forbipasserende på den ene side og på den anden side journalister og kamerafolk med deres udstyr. De havde stået der fra kl. 6 om morgenen og ventede på paven, parate til at tage billeder ved den første bevægelse, der kunne ses indenfor. I de vinduer der vender ud mod pladsen, hvor statuen af Johannes Paul II står, havde der samlet sig sygeplejepersonale og studenter fra det katolske universitet. De optog alt på deres smartphones.
Kor, hilsener og klapsalver
“Se paven! ” råbte en mand ved synet af rullestolen med paven, der straks løftede hånden for at hilse på de tilstedeværende. Der var en kort strækning hen til den nu velkendte hvide Fiat 500 L, som stod parat med tændt motor. Men pave Frans standsede op nogle øjeblikke. Folk stimlede sammen med det samme, en faldt og de afspærringsbånd, som politiet og gendarmer havde sat op en tidlig morgen, faldt ned. Der var tumult – alle ville hilse på Jorge Mario Bergoglio og stille ham nogle spørgsmål; men sindsbevægelsen var stærkere. Pave Frans standsede ved en lille gruppe journalister midt i mængden. Han hilsede på journalisten fra Radio Cope, Eva Fernández, der spurgte ham, hvordan det gik med den anden omgang narkose. Ved sidste operation i 2021 for mavemundsforsnævring, var der kommet nogle generende følger. Det havde han selv kommet med betroelser om på vejen hjem fra Canada. “ Det ved jeg ikke rigtig”, svarede paven på spansk og kaldte på kirurg Sergio Alfieri, der har opereret ham to gange og som ved to pressekonferencer har oplyst om vigtige detaljer ved pavens sygdomsforløb efter operationen. Han bad Alfieri om at give en teknisk besvarelse.
Smerte over skibbrud i Grækenland
Ind imellem hilsener og råb “Hellige Fader! Hellige Fader! ” nåede pave Frans at udtrykke sine tanker om det dramatiske skibbrud i Grækenland med mere end 80 døde. Torsdag havde paven sendt et telegram for at dele sin smerte, fredag svarede han med svag stemme og bedrøvet ansigt: “Det er så smertefuldt”.
Menneskelig varme
Paven steg langsomt op i bilen, ledsaget af professor Alfieri, sin personlige sygeplejeassistent, Massimiliano Strappetti, og gendarmerne. Rundt om ham opstod der en mur af kameraer. Han vinkede fra vinduet og takkede for den menneskelige varme, han havde mærket og for journalisternes arbejde. Nogen prøvede at følge efter ham, og en dreng råbte Leve paven. God bedring råbte en kvinde som et ekko. En syg kvinde med fødder der var opsvulmede så meget, at hun næsten ikke kunne være i sine sko havde stået op i mere end en time, støttet af en veninde. Hun smilede, bevæget over at have oplevet så stort et øjeblik, selvom hun også var en smule skuffet over at det ikke var lykkedes hende at knuge pavens hånd. Men en gammel kvinde der sky havde bedt journalisterne om at give hende en plads på første række, sagde med eftertryk: “jeg hilsede på paven! ”
Bøn i Santa Maria Maggiore
Bilen havde retning mod Santa Maria Maggiore, den basilika, der er blevet symbol på den argentinske paves mariafromhed. Pave Frans ankom omkring kl. 9.30, og som altid efter alle sine rejser, standsede han nogle øjeblikke i bøn for at takke Jomfruen for, at operationen var gået godt. På vej ind og ud hilsede han på de troende og turister, som havde taget plads der allerede fra morgenstunden for at hilse på paven. Fra basilikaen vendte paven tilbage gennem Peruginos indgang, hvor han standsede for at hilse på ordensmagten og takke dem for deres arbejde. Men først standsede han overraskende omkring kl, 10 ved Istituto Maria Santissima Bambina for at aflægge søstrene, der var samlede til ordenskapitel, et kort besøg. Det meddelte direktøren for Vatikanets pressetjeneste, der i en anden pressemeddelelse siger: " Søndagens Angelus-bøn og audienserne de nærmeste par dage finder sted undtagen generalaudiensen onsdag den 21. juni. Den er annulleret af hensyn til Den hellige Faders rekonvalescens efter operationen”.
Paven har det godt, siger Alfieri, der opererede paven
Imens stod professor Alfieri tilbage ved hospitalet sammen med journalisterne. Han veg ikke tilbage for at besvare forskellige spørgsmål: “ Paven har bekræftet alle sine rejseaftaler”, den til Lissabon, den til Verdensungdomsdagen og også den til Mongoliet i slutningen af august. ”Ja, han vil kunne klare dem bedre end før, for nu vil han ikke mere have det ubehag, som han havde før. Han vil være en stærkere pave”, sagde Alfieri.
En spurgte, hvordan rekonvalescensen vil fortsætte, og kirurgen svarede med en anelse henkastet ironi. ”Men han har ingen rekonvalescens – han er allerede begyndt at arbejde! ” Dermed refererede han til de ” arbejdsmæssige aktiviteter”, der sammen med bøn og læsning inddelte dagene, mens han var indlagt. ” Vi bad ham om at have en lille rekonvalescensperiode, og jeg er sikker på, at han denne gang vil lytte lidt mere til os, for der venter ham nogle vigtige aftaler, og han har allerede sagt, at han vil overholde dem alle sammen inklusive rejserne, tilføjede Alfieri.
Tak til det medicinske personale på Gemelli
Torsdag formiddag havde Alfieri og hele personalet på Gemelli et privat øjeblik sammen med paven, der takkede dem for deres opmærksomhed og dedikation til opgaven: ”Den hellige Fader har villet takke hele sygeplejepersonalet, alle hospitalsarbejderne, alle lægerne”, fortæller professoren. "Han ville takke hele direktionen, for når paven kommer her, bliver hele hospitalet ved med at arbejde. Ingen svigtes. Han havde også en personlig samtale med en af vores kollegaer, som ikke har det godt. Det var et meget bevægende øjeblik udover det, som vi oplevede på børneafdelingen”. Et billede fra dette øjeblik blev offentliggjort torsdag af Vatikanets pressetjeneste og viste pave Frans under krucifikset, mens han sad i rullestol og talte med et par. “Tak”, “bed for mig” og “ jeg er stadigvæk i live”. Det var de ord, som paven sagde til hele det medicinske personale på Gemelli. Alfieri refererede det næsten bevæget: "Jeg gentager, paven har det godt, han har det bedre end før …..”, lagde han vægt på at understrege. " Nu vender jeg tilbage til arbejdet...", sagde han med en hilsen til reporterne. Men først en replik: "Hvordan er det for Dem at have opereret en pave? "Tja, jeg havde jo allerede øvet mig. På gensyn!".
Sidste opdatering kl. 10.30 fredag