Sök

Pierre og Bustillo, to kommende franske kardinaler: en indsats for at støtte paven Pierre og Bustillo, to kommende franske kardinaler: en indsats for at støtte paven   (Vatican Media)

Pierre og Bustillo, to kommende franske kardinaler: en indsats for at støtte paven

Den nuværende nuntius i U.S.A. og biskopen af Ajaccio på Korsica står på listen over dem, der bliver kardinaler til koncistoriet den 30. september. For Pierre er udnævnelsen “ en invitation til at fortsætte med indsatsen for paven og besvare evangeliseringens udfordringer”. Ifølge Bustillo drejer det sig om “at hjælpe Kirken til at blive ved med at koncentrere sig om forkyndelsen af Evangeliet i en kompliceret kontekst”

Xavier Sartre – Vatikanstaten Oversættelse ved Lisbeth Rütz

Der er også to franskmænd blandt de 21 nye kardinaler, som Kirken vil få den 30. september ved slutningen af det ordinære koncistorium, som pave Frans bekendtgjorde ved angelus- bønnen den 9. juli. Christophe Pierre er apostolisk nuntius i De forenede Stater, og François Bustillo er biskop af Ajaccio på Korsica. De to kommende kardinaler har delt deres første indtryk og reaktioner på udnævnelserne med Radio Vaticana - Vatican News. Bustillo er endnu ikke helt klar over, hvad det var, han hørte i telefonen søndag middag: “ Jeg troede ligefrem, det var en spøg”, betror han.  På den anden side af Atlanterhavet i det apostoliske nuntiatur følte man den samme forbløffelse. Det var en amerikansk journalist, der vækkede ærkebiskop Pierre for at sige til ham, at paven havde sat ham på listen over de kommende kardinaler: “ Det havde jeg ikke ventet”.

Vanskeligheden ved at forkynde Evangeliet i dag

For diplomaten, der har repræsenteret Den hellige Stol på Haiti, i Mexico og fra 2016 i De forenede Stater for bare at nævne nogle af de ni lande, hvor han har tjent, er det “en stor ære “, at paven udnævner ham til kardinal. “Det er en invitation til at fortsætte mit engagement med at støtte paven, støtte Kirkens mission og overalt besvare de udfordringer, der ligger i evangeliseringen. På en vis måde er det meningen med hele mit liv”, siger han.  Pierre er for øvrigt en af de tre nuntiusser, der til september vil få den røde biretta sammen med ærkebiskop Emil Paul Tscherrig , hans studiekammerat ved det pavelige akademi for gejstlige (“nuntiusskolen” i Rom) og ærkebiskop Agostino Marchetto, som han har arbejdet sammen med i Afrika. 

"Det er et stort ansvar at blive kardinal” - “især i en verden under forandring hvor det at forkynde evangeliet ikke altid er så nemt” Pierre siger, han er stødt på denne vanskelighed i hvert eneste land, han har været i tjeneste i. “Det handler om at hjælpe Kirken til at fortsætte med at forkynde Evangeliet i en kompliceret kontekst. Det er udfordringen i dag, men også skønheden i vores mission”.

Finde en balance mellem bispedømmet Ajaccio og Rom

For sit eget vedkommende føler monsignor Bastillo, franciskaner med franske og spanske rødder, hele vægten af det ansvar der ligger på ham. Også selv om han indrømmer, at for øjeblikket ved han ikke, hvad det helt konkret vil betyde for ham at blive kardinal i de kommende dage. Han er dog fuldt ud bevidst om, at dette ansvar er synonymt med “trofasthed og nærhed til Den hellige Fader” uden at glemme det bånd han som biskop på Korsica har “til et særligt folk, et bispedømme”. “Jeg må søge at finde et bånd, der er meget enkelt og hvor der er stor ligevægt mellem Rom og det, paven vil bede mig om og det ansvar som jeg aktuelt har her på Korsica, overfor  Ajaccio og bispedømmet”.

Det er første gang i historien, at en biskop af Ajaccio kreeres til kardinal. Bustillos navn fremgår af listen over de kommende kardinaler ved siden af blandt andet tre præfekter for dikasterierne i den romerske kurie og ærkebiskopper, der er metropolitter. For at forklare det valg, paven har gjort, refererer franciskaneren til pavens “frihed”. (“Vi søger ikke om at blive kardinaler”), og frem for alt understreger han den hellige Faders opmærksomhed på “biskopper fra små bispedømmer”. “Det er tilfældet for mig”.

12 juli 2023, 09:49