Ærkebiskoppen af Rabat: Paven er i Marseille for at vække folks samvittighed

Delphine Allaire – udsendt til Marseille Oversættelse til dansk ved Lisbeth Rütz

Den dybe længsel efter at opbygge fred i Middelhavet ansporer 70 biskopper, der er kommet fra alle Middelhavets bredder. De kom til Marseille onsdag to dage før pave Frans ankom den 22. september. Hermed fortsætter de det arbejde, der begyndte med møderne i Bari 2020 og Firenze 2022. Blandt dem der er kommet er kardinal Cristobal López Romero, ærkebiskop af den marokkanske hovedstad Rabat. Han præsiderede torsdag ved biskoppernes åbningsmesse i La Major i Marseille.

Hvad tænker De som ærkebiskop af Rabat og præsident for Cerna (den nordafrikanske bispekonference) om middelhavsmødet i Marseille?

Vi biskopper fra den nordafrikanske bispekonference udsendte allerede for otte år siden et pastoralt brev til vores troende med titlen: “Håbets tjenere”. Disse møder kan faktisk være en kilde til håb. Møderne i Bari, Firenze og nu Marseille har allerede hjulpet os til at forstå, at vi alle tilhører Middelhavskulturen, uanset hvor forskellige vi ellers er. Dette inviterer os til ikke at gøre middelhavsområdet til en grænse for fred, men til en fred uden grænser, en første frugt af disse møder burde altså være at stifte fred og vokse i enhed.

Hvad agter De at dele med de andre biskopper, der er samlede fra disse lande? Hvad er Deres største bekymring?

Først og fremmest skal vi være bevidste om vores enhed. Det som forener os er vigtigere end det, der adskiller os. Det er logisk, fordi vi alle er biskopper. Vi deler den samme tro på Kristus, og den er vores drivkraft. Med denne fred som udgangspunkt bør vi bidrage til fred og enhed i middelhavsområdet. Der er alt for mange konflikter og spændinger i denne region. Lad det være nok bare at tænke på Balkanregionen, Kroatien og Serbien. Marokko og Algeriet, Grækenland og Tyrkiet, Israel og Palæstina, for ikke at tale om Syrien, Irak, Ukraine og Rusland, som er en del af området ved Sortehavet og dermed også middelhavsområdet.  

Vi bør tænke på, at vi alle er broderfolk, der arbejder for det fælles bedste, ikke for det nationalistiske fælles bedste, men for det universelle fælles bedste. Og hvorfor ikke et fællesskab af middelhavslande? Hvorfor ikke et tættere samarbejde mellem landene ved den nordlige og den centrale del af Middelhavet, en støtte til områderne ved den østlige del og Mellemøsten? Jeg tror, at fred og enhed er nøgleord i vores møder omkring Middelhavet.

Hvordan ser De på migrantsituationen, der dag for dag bliver mere og mere presserende? Fra Tunis til Italien, fra Marokko til Spanien er det er komplekst spørgsmål. Hvad kan Kirken gøre?

Vi arbejder meget med dette tema. På søndag er det verdensdagen for migranter og flygtninge, og temaet dette år er: “Fri til at migrere, fri til at blive”. At emigrere er en menneskeret, men før denne ret til at migrere har alle også ret til at blive, hvor de er født og har bygget deres liv op. Kirken hjælper i samarbejde med regeringerne og civilsamfundet mennesker med at blive bevidste om disse rettigheder, men også med at kæmpe for, at de kan gøre brug af dem. Rettighederne falder ikke ned fra himlen, vi må erobre dem. De er resultatet af en personlig og fælles anstrengelse. Ethvert land bør se på, hvordan det kan møde disse migrantfænomener, som ikke i sig selv er problemer. Problemerne er krige, politiske forfølgelser og økonomiske uligheder. Alle disse faktorer fører til kaotiske migrationsbølger, der kunne blive et permanent fænomen i menneskehedens historie, til noget velordnet, regulært og positivt.  

Hvad tænker De om pave Frans´ pilgrimsrejse til Middelhavet, fra Lampedusa i 2013 til Marokko, jeres hjemland i 2019 og til Marseille i dag med besøg i hele 17 lande, der vender mod Middelhavet?

Allerede dette tal er betydningsfuldt og har et budskab i sig. Det betyder, at paven anerkender vigtigheden af dette middelhavsområde og at han engagerer sig i det. Ved at komme til Bari, ved at komme her til Marseille og ved at støtte hele processen med møder i middelhavsområdet. Jeg håber, at hans tilstedeværelse her vækker vores samvittighed.

Også beskyttelsen af de kristne, i nogle middelhavsområder mere end i andre og den religiøse frihed står i centrum for disse møder. Hvordan kan man stille garantier i middelhavsområdet?

Vi katolikker repræsenterer kun en lille del af menneskene omkring Middelhavet. Følgelig burde vi komme med appeller til interreligiøse og økumeniske møder for middelhavslandene. Med muslimer og ortodokse. Det drejer sig ikke bare om at forsvare katolikkernes eller de kristnes rettigheder, men om alles ret til samvittighedsfrihed og religionsfrihed. Katolikkerne lider i nogle lande, muslimerne i andre, og jøderne er også nogle steder ofre for antisemitisme. Religionsfrihed vil aldrig nogensinde blive opnået, hvis religionerne ikke arbejder sammen for det fælles bedste.