En kirke af “helgener, ikke verdslige mennesker” - to refleksioner af pave Frans

Pave Frans Oversættelse: Lisbeth Rütz

Den kristne tro er en kamp, et kamp der foregår inde i os for at overvinde fristelsen til, at vi lukker os inde i os selv for i stedet at lade kærligheden fra en far, der ønsker vores lykke, bo i os. Det er en smuk kamp, for når vi lader Herren sejre, jubler vores hjerte af glædens fylde, og vores eksistens oplyses af en lysstråle fra det uendelige. Den kamp, vi kæmper som Jesu efterfølgere, er frem for alt mod den åndelige verdslighed, som er en hedenskab forklædt i gejstlige klæder. Hvor meget den end er camoufleret af et skær af hellighed, er den en holdning, der ender med at være afgudsagtig, fordi den ikke anerkender Guds nærvær som Herre og befrier af vores liv og af verdens historie, mens den lader os være bytte for vores luner og lyster.

Altså må vi kæmpe. Men vores kamp er ikke en forgæves kamp, og den er heller ikke uden håb, for en sådan kamp har allerede en sejrherre – Jesus, Han som ved sin død overvandt syndens magt. Og med sin opstandelse har han givet os muligheden for at blive nye mennesker.

Selvfølgelig har Jesu sejr et navn, korset, der med det samme får os til at afvise det og fjerne os fra det. Men det er tegn på den uendelige kærlighed, der er ydmyg og stærk. Jesus har elsket os lige indtil en død, der var så vanærende som korsdøden, for at vi ikke mere skulle kunne tvivle på, at hans arme bliver ved med at være åbne, også for den værste synder. Og denne evige kærlighed henvender sig til og giver den kristnes og selve Kirkens liv en retning. Jesu kors bliver kriteriet for ethvert af troens valg. Den salige Pierre Claverie, biskop af Oran, sagde i en af sine prædikener dette med meget smukke ord, som jeg her vil gengive: ”Jeg tror, at Kirken dør, hvis den ikke er tæt nok på sin Herres kors”. Selv om det kan synes paradoksalt, kommer styrken, vitaliteten, den kristne frodighed, Kirkens frodighed derfra. Alt det andet er kun røgslør i øjnene, en verdslig illusion. Kirken bedrager sig selv, og den bedrager verden, når den indtager sin plads som en magt blandt andre magter eller som en organisation, om den så også var humanitær eller var som en iøjnefaldende evangelisk bevægelse.   Den kan også stråle; men den kan ikke brænde i ilden fra Guds kærlighed - “den ild der er stærk som døden”, som Højsangen siger.  

Netop på grund af dette ville jeg samle to tekster, der blev publicerede i denne lille bog. De er publicerede på forskellige tidspunkter. Den ene blev skrevet i 1991 og så offentliggjort igen i 2005, da jeg var ærkebiskop i Buenos Aires. Den handler om korruption og synd. Den anden er et brev til præsterne i Rom. Hvad er fælles for dem? Den bekymring, som jeg føler, er et stærkt kald fra Gud til hele Kirken til at blive ved med at våge og kæmpe med bønnens magt mod enhver eftergivenhed over for den åndelige verdslighed.

Denne kamp har et navn – den hedder hellighed. Hellighed er ikke en tilstand af salighed, der nås én gang for alle, nej, den hører aldrig op, den utrættelige længsel efter at knytte sig til Jesu kors og lade sig forme af den logik, der kommer af at give sig selv og af at stå imod fjenden, den smigrer os ved langsomt at dryppe den overbevisning ind i os, at vi er autonome. I stedet vil det gøre os godt at huske hvad Jesus har sagt: “Skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5).  

Hellighed er altså at være åbne over for det “mere”, som Gud kan bede os om og som viser sig for os i vores daglige liv. Fader Alfred Delp skrev: “Gud omfavner os med virkeligheden”. Vores dagligdag er det sted, hvor vi skal give plads til Herren som frelser os fra vores egen selvtilstrækkelighed og som beder os om dette magis (mere) som den hellige Ignatius af Loyola taler om: dette “mere” som skubber os hen mod en lykke, der ikke er en døgnflue, men har fylde og stråler.  

Jeg tilbyder læseren disse tekster som anledning til refleksion over hans eget liv og Kirkens liv i den overbevisning, at Gud beder os om at være åbne over for ,hvad Han har af nyt. Han beder os om at være urolige og aldrig tilfredse, om at søge og aldrig slå os til ro i en bekvemmelighed, der aldrig åbner sig, om aldrig at bygge på falsk sikkerhed, men om at vandre på hellighedens vej.