DANSK

Stop krige! Paven besøgte Commonwealth-kirkegården i Rom i anledning af Alle Sjæles Dag

Pave Frans fejrede messen til minde om de døde på "Rome War Cemetery" mellem gravene for de faldne. Ca. 300 var til stede. Man mindedes de unge døde og smerten over deres død: “ Så mange uskyldige døde, så mange liv, der blev brat afbrudt, krige er altid et nederlag. Der findes ikke en total sejr”. Opfordring til at bede Gud om fredens gave.

Salvatore Cernuzio – Vatikanstaten

Oversættelse og redigering ved Lisbeth Rütz

Vi tænker i dag på de døde og beder Herren om fred, for at mennesker ikke mere skal dræbe hinanden i krige. Så mange uskyldige døde, så mange soldater, der må lade deres liv der, for krige er altid et nederlag. Altid …..

Pave Frans bærer en buket hvide blomster og folder så hænderne i bøn med hagen støttet på hænderne, mens han i sin kørestol passerer græsplænen med 426 gravsten på Rome War Cemetery, kirkegården med de jordiske rester af faldne soldater fra Commomwealth-landene. På dette græsklædte sted, der blev indrettet af arkitekt Louis de Soissons efter Den anden Verdenskrig, valgte pave Frans at fejre messen på Alle Sjæles Dag. Stedet ligger i Testaccio-kvarteret i Rom og er ikke særlig kendt af romerne.

Krige er altid et nederlag

Traditionen er blevet markeret flere gange i mere end ti års pontifikat med fejring på Cimitero Laurentino, på den franske militærkirkegård, på Verano-kirkegården, på kirkegården ved Prima Porta, på den amerikanske Nettuno-kirkegård. Det er minderige steder, historiske steder, smertens steder som i disse tider, der ødelægges af konflikter, minder menneskeheden om, hvad der er krigens første konsekvens: døden. For alle, for sejrherrerne og de besejrede.

"Uden samvittighed"

“ Krige er altid et nederlag. Altid...” siger paven med eftertryk i den korte, improviserede prædiken som han allerede har sagt det adskillige gange ved seneste angelusbønner om søndagen efter at krigens vold brød ud i Mellemøsten.

Så mange unge og ældre mennesker i Verdenskrigen, også mennesker, der er tættere på os i Europa. Så mange døde. Man ødelægger livet uden samvittighed over for dette. Der findes ingen total sejr, nej. Ja, den ene vinder over den anden, men bagved er nederlaget i den pris, der betales.

Liv der blev afbrudt

Paven kom til Rome War Cemetery næsten en halv time før messen startede. Først hilste han ved indgangen på den gruppe troende, der allerede havde stået der nogle timer trods øsende regnvejr fra morgenen af. Under mausolæet gav han et håndtryk til medlemmerne af ledelsen for Commonwealth War Graves Commission (Cwgc), den kommission der beskæftiger sig med vedligeholdelse og drift af kirkegården. Straks derefter kom den sædvanlige rundtur mellem de faldnes grave. Man så, hvordan pave Frans søgte at skelne navnene på marmorstenene. Navne af forskellig nationalitet blandt militærfolk, soldater og også nogle flyvere der døde som krigsfanger i Rom. Ved siden af navnene var symboler på deres militære afdeling, nogle mottoer og især datoerne for de faldnes meget unge alder.

Jeg så alderen på disse faldne. Størstedelen af dem var mellem 20 og 30. Liv der blev afbrudt... Og jeg tænkte på deres forældre, på mødrene der modtager dette brev: Frue, jeg har den ære at sige til Dem at Deres søn er en helt... Ja, han var en helt, men de har taget ham fra mig. Så mange tårer i disse liv der blev afbrudt.

Ca. 300 var til stede i sol og regn

Ca. 300 - præster, familier, gamle, militærfolk, civile myndigheder – blandt dem Roms borgmester, Roberto Gualtieri. De slår paraplyerne ud og tager regnslag på. De klapper ikke, da paven ankommer, de hverken kommenterer eller siger noget. De bevarer stilheden, der præger hele højtideligheden, der kun afbrydes af en lille piges gråd og af støjen fra en boremaskine ved noget vejarbejde.

Minde og håb

Denne fejring siger paven ved begyndelsen af sin refleksion, får os til at tænke på to ting: minde og håb”. “Mindet om “dem der gik forud for os, som levede deres liv og har endt det”. Mindet om “så mange mennesker der har gjort os godt, om familien, om venerne, mindet om dem som det ikke lykkedes for at gøre meget godt, men de er blevet modtaget i Guds barmhjertighed, i Herrens store barmhjertighed”.

Så er der håb, gentager paven: “Dette er et minde for at vi skal se fremad, se på vores vandring, på vores vej”.

Vi er på vej frem mod et møde med Herren. Vi må bede om håbets nådegave. Håbet om alle de dage der skal lede os fremad, der skal hjælpe os med at løse problemerne.

Bede Gud om fred

Pave Frans ser på den aktuelle situation, på denne verden, der er lemlæstet af krige. Som det allerede er sket tidligere, retter han sine tanker mod familierne til dem, der dør på slagmarken. “Så mange tårer i disse afbrudte liv”, gentager han. Han opfordrer de tilstedeværende til at bønfalde Gud om fred og til at bede for “vore afdøde” - nutidens og fortidens – ja “for alle”.

Måtte Herren modtage alle. Og må Herren også have medfølelse med os og må Han give os håb til at gå fremad og genfinde dem alle, når Han kalder os til sig.

Ved afslutningen af messen der var markeret af salmer og bønner, sol og regn, kom bønnen om Giv dem den evige hvile. Under applaus og råbene “leve paven” kører paven langsomt videre med bøjet hoved. Et sidste blik på disse marmorplader der indeslutter et helt liv i sig. Et “afbrudt” liv.