Doktrinær deklaration åbner for velsignelse af “irregulære” par

Vatican News Oversættelse ved Lisbeth Rütz 

Stillet over for to personers anmodning om at blive velsignede vil det være muligt for den ordinerede præst at give sit samtykke, også selv om deres forhold som par er “irregulær”. Men det sker ved at undgå, at denne gestus af pastoral nærhed indeholder elementer, der har den mindste lighed med et ægteskabsritual. Det siger deklarationen Fiducia supplicans om den pastorale betydning af velsignelser. Dokumentet er offentliggjort af dikasteriet for troslære og godkendt af paven. Det er et dokument, der uddyber temaet velsignelser ved at skelne mellem de rituelle og de liturgiske velsignelser og de spontane, der mest hører til i det folkelige fromhedsliv.  Netop i denne anden kategori overvejer man muligheden for også at tage imod dem, der ikke lever efter normerne i den kristne doktrin, men dog ydmygt beder om at blive velsignede. Det tidligere hellige officium har ikke siden august 2000 offentliggjort en deklaration (et dokument af høj læremæssig værdi). Det sidste dokument var Dominus Jesus i 2000.  

 “Fiducia supplicans” begynder med præfekt, kardinal Victor Manuel Fernandez´introduktion, der forklarer, at indledningen uddyber “den pastorale betydning af velsignelser og er “baseret på pave Frans´pastorale vision”, som tillader “at udvide og berige den klassiske forståelse af velsignelser”. En refleksion, der “indebærer en virkelig udvikling med hensyn til det, der er blevet sagt om velsignelser” indtil nu, idet den når til at omfatte muligheden for “at velsigne par i irregulære situationer og par af samme køn uden officielt at godkende deres status eller på nogen måde tilføje ændringer til Kirkens evige lære om ægteskabet”.

Efter de første paragraffer (1-3) hvor man mindes den forudgående udtalelse fra 2021, der nu uddybes og afsluttes, præsenterer deklarationen velsignelsen i ægteskabets sakramente (paragraf 4 – 6) og erklærer, at “riter og bønner der kan skabe forvirring om hvad der konstituerer et ægteskab ” og “hvad der strider mod det” skal undgås for ikke på nogen som helst måde at “anerkende noget som ikke er et ægteskab”. Man siger igen med eftertryk, at ifølge “den evige katolske doktrin” anses kun seksuelle forhold inden for ægteskabet mellem en mand og en kvinde for tilladte 

Et andet omfattende kapitel i dokumentet (paragraf 7 – 30) analyserer betydningen af de forskellige velsignelser, der er bestemt for personer, genstande der bruges i fromhedslivet og menneskers hjem. Man minder om, at “ud fra et strengt liturgisk synspunkt “ kræver velsignelsen at det, der velsignes, svarer til de planer, som Gud har indskrevet i skabningen” (11) Kirken har følgelig ikke magt til at give en liturgisk velsignelse til irregulære par eller par af samme køn. Men man bør undgå at reducere betydningen af velsignelserne ved at foregive, at en simpel velsignelse stiller “de samme moralske betingelser som modtagelse af sakramenterne” (12)

Efter at have analyseret velsignelser i Skriften byder deklarationen på en teologisk-pastoral forståelse. Den, der beder om en velsignelse, viser at have behov for Guds frelsende nærvær i sin historie”, for “vedkommende udtrykker “en anmodning til Gud om hjælp, en bønfalden om at kunne leve bedre”(21). Denne anmodning bør modtages og værdsættes “udover en liturgisk forståelse”, når man befinder sig “i et område af større spontanitet og frihed” 823). Ved at se på velsignelser i folkefromhedens perspektiv “bør velsignelserne vurderes som fromhedshandlinger”. For at give velsignelserne er det ikke nødvendigt at kræve “ en forudgående moralsk perfektion” som forudgående betingelse. Denne skelnen uddybes på basis af kardinalernes dubiapunkter, der blev offentliggjort i oktober og inviterede til en skelnen om muligheden for “velsignelsesformer der efterspørges af en eller flere personer, der ikke viderebringer en fejlagtig opfattelse af ægteskabet” (26) Dokumentet siger, at denne type velsignelser “gives til alle uden at kræve noget, idet man lader personerne føle, at de velsignes trods deres fejl og at “den himmelske Far fortsætter med at ville deres bedste og med at håbe, at de til sidst vil åbne sig over for det gode” (27)

Der er “forskellige anledninger, hvor mennesker spontant nærmer sig for at bede om en velsignelse - enten ved pilgrimsrejser  på sanktuarier eller også på gaden hvor de møder en præst”, og velsignelser af den art ”er rettede mod alle, ingen kan udelukkes derfra” (28) Selv om forbuddet mod at igangsætte “procedurer eller riter” til disse tilfælde består, kan den ordinerede præst forenes i bøn med disse personer, der “selv om de er i et forhold, som på ingen måde kan sammenlignes med ægteskabet ønsker at betro sig til Herren og hans barmhjertighed, påkalde hans hjælp og blive ledet til en større forståelse af Hans plan for kærlighed og sandhed” (30)

Det tredje kapitel i deklarationen (paragraf 31 – 41) åbner for muligheden for disse velsignelser, der repræsenterer en gestus vendt mod dem, som “erkender, at de trænger til og har brug for Hans hjælp og ikke kræver legitimering af en status, men bønfalder om, at alt det der er til stede i deres liv af godt og menneskeligt værdifuldt kommer til udtryk, helbredes og ophøjes af Helligåndens nærvær” (31). Sådanne velsignelser bør ikke være en norm, men være udtryk for “praktisk skelnen i en særlig situation” (37). Skønt man velsigner parret, men ikke deres forbindelse, inkluderer deklarationen blandt det der velsignes, de legitime forbindelser mellem to personer. I “den korte bøn, der kan gå forud for denne spontane velsignelse, ville den ordinerede præst kunne bede om fred over dem. Godt helbred, en ånd af tålmodighed, dialog og gensidig hjælpsomhed, men også lys og Guds kraft til at fuldføre Hans vilje” (38). For at undgå “enhver form for forvirring og skandale”, præciserer man, at når et irregulært par eller et par af samme køn beder om velsignelse, kan der  “aldrig vil blive tale om en velsignelse, der forbindes med civile ritualer Heller ikke med tøj, gestusser eller ord, der hører til et ægteskab” (39) Denne type velsignelse “kan anvendes i andre sammenhænge som for eksempel ved et besøg på et sanktuarium, ved et møde med en præst, ved en bøn der reciteres i en gruppe eller under en pilgrimsrejse” (40).

Til slut minder det fjerde kapitel (par. 42-45) om, at “også når forbindelsen med Gud formørkes af synd, kan man altid bede om en velsignelse ved at række hånden frem mod Ham”. Det at ønske velsignelsen “kan være det gode der er muligt i nogle situationer” (43).