Paven mindes præsten og pædagogen don Lorenzo Milani ved audiens

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Paven udtrykker taknemmelighed over det engagement, som nationalkomiteen for fejringen af hundredårsdagen for don Lorenzo Milanis fødsel har lagt i at nå ud til alle italienere. Paven mindes don Lorenzo som trofast både over for Gud og Kirken. Og han opfordrer til ikke at være ligeglade, men gøre op med enhver form for diskrimination og uretfærdighed.

Hvad omvendelsen betød for don Lorenzo

Paven modtog omkring hundrede personer fra komiteen, der ledes af politikeren Rosy Bindi. Han fremhævede, at det var i sin fuldstændige efterfølgelse af Kristus, at don Lorenzo Milani, ide´-manden bag skolen i Barbiana realiserede sig selv helt, skriver Antonella Palermo den 22.1.på Vatican News: " Han var en præst, der elskede Kirken og han var evangeliets trofaste tjener over for de fattige”, sagde pave Frans i audiensen:

Don Lorenzo udlevede konsekvent evangeliets saligprisninger af fattigdom og ydmyghed ved at forlade sine borgerlige privilegier, sin rigdom og sin bekvemme livsstil, sin elitekultur for at gøre sig fattig sammen med de fattige. Og han følte sig aldrig gjort ringere af det, for han vidste, at dette var hans mission. Barbiana var hans sted.

Don Lorenzo og saligprisningerne

Pave Frans citerede don Milani for i én af sine bøger – Esperienze pastorali – pastorale erfaringer - at have skrevet: ”enhver sjæl er en verden med uendelig værdighed”. 

”Salige er de der sulter og tørster efter retfærdighed”. Don Milani erfarede også denne saligprisning sammen med sine folk og sine elever. Skolen blev området, hvor der skulle arbejdes for et stort mål, et formål der gik længere: at give de nederste deres værdighed tilbage, vise dem respekt, at man har rettigheder og borgerskab, men især taknemmelighed at være Guds barn, at det gælder alle.

Paven fremhævede i sin tale, at don Milani levede i en tid, hvor Italien udviklede sig fra at være landbrugssamfund til industrisamfund. Det betød, at landbefolkningen blev endnu mere marginaliseret.  Don Lorenzo havde et mål: han ville ”med sine kundskaber tjene dem, der er de nederste for de andre, men de første for Evangeliet”, sagde paven.

Med et oplyst sind og et åbent hjerte forstod don Lorenzo, at også den offentlige skole i den kontekst var diskriminerende for dens børn, fordi den ydmygede og ekskluderede den, der ikke kunne drage fordel af det og var på den tid med til at rodfæste ulighederne. Skolen var ikke et sted for social opstigning, men et sted, hvor der blev sorteret fra, og den tjente ikke evangeliseringen, for uretfærdigheden fremmedgjorde de fattige for Ordet, for evangeliet; den fjernede bønder og arbejdere fra troen og Kirken.

Don Milani efterlod sig en forpligtende arv, skriver Vatican News. Han beskrev don Milani som en ”urolig og urovækkende præst der var trofast mod Herren og Hans kirke”.

Et af don Milanis kendteste slogans var: ”I care”.  

Mottoet I care er ikke et alment ”det betyder noget for mig”, men et dybtfølt ”I betyder noget for mig”, en eksplicit kærlighedserklæring til hans lille fællesskab og samtidig er det det budskab, han har efterladt til sine elever og som bliver en universel lære. Han inviterer os til ikke at blive ved med at være ligeglade, til at identificere de nye fattige og de nye former for fattigdom, til at vi, nærmer os alle de ekskluderede og tager dem til  vores hjerte. Det burde alle kristne gøre.  

Don Lorenzo – et modsigelsens tegn

I sin samtid var don Lorenzo en kontroversiel skikkelse. Han blev født i Milano i en velhavende, intellektuel familie. Forældrene var ikke selv kirkeligt engagerede; faderen var agnostiker og moderen sekulariseret jøde.

Efter at have studeret ved Brera, kunstakademiet i Milano, omvendte Milani sig fra agnosticisme til engageret, katolsk kristendom. 1948 blev han præsteviet og begyndte at engagere sig i de fattiges og de udstødtes forhold. Han blev hjælpepræst for don Daniele Pugi, gammel sognepræst i San Donato kirken i Calenzano. Her grundlagde han den første skole. Skolen underviste både børn fra troende og ikke-troende familier, hvilket forargede konservative katolikker. I 1954 blev don Lorenzo forflyttet til Barbiana – et fjernt landsogn – på grund af konflikter med sine overordnede – bl.a. om sine undervisningsmetoder. I 1958 udgav han sin første bog Esperienze pastorali, som det hellige officium beordrede ham til at trække tilbage, skønt der ikke kunne påvises nogle doktrinære fejl i bogen. Hvilket don Lorenzo gjorde uden beklagelser.

I Lettera ai cappellani (brev til militærkapellaner) forsvarede han retten til at være militærnægter. I 1965 indledte man en retssag mod ham for dette skrift. Sammen med sine elever arbejdede don Lorenzo Milani et år på sit kendteste værk Lettera a una professoressa (Brev til en lærerinde) – et opgør med et skolesystem, der favoriserede riges børn på bekostning af de fattiges og gjorde det tydeligt, at magt og sprog er tæt forbundne. Bogen er oversat til omkring 40 sprog. Don Lorenzo døde i 1967 – kort efter offentliggørelsen af bogen.

Don Lorenzo og den form for pædagogik han udviklede i Barbiana fik stor indflydelse på senere reformer i det italienske skolesystem, og han er internationalt kendt for sin pædagogik, der lægger stor vægt på at afskaffe hierarkiet i undervisningen for at inddrage børnene og deres erfaringsverden.  

I 2017 besøgte pave Frans Barbiana for at bede ved don Lorenzos grav. I 2023 deltog Italiens præsident, Sergio Mattarella, den 27. maj i et arrangement, der markerede  100-året for don Lorenzos fødsel.