Pave Frans: uden en to stats løsning er sand fred langt væk
Vatican News Oversættelse ved Lisbeth Rütz, Vatikanstaten
“ Der var Osloaftalerne (1995), der var så klare med to-statsløsningen. Freden vil være langt væk, indtil den træder i kraft”. Det er dommen over, hvad der lige nu sker i Det hellige Land efter Hamas-attentaterne og krigen, der er ved at ødelægge Gazastriben, siger pave Frans til Domenico Agasso, vatikanist ved det italienske dagblad La Stampa, den 29 januar. Pave Frans, der taler om alle de igangværende konflikter, inviterer til at bede for fred og peger på dialogens vej som den eneste. Han beder om ”straks at standse bomberne og missilerne, slutte med de fjendtlige holdninger. Alle steder skal der være våbenhvile”, for ”vi er ved randen af afgrunden”.
Håb for det hellige land og Ukraine
Paven forklarer sin modvilje mod at definere en krig som ”retfærdig” og foretrækker at sige, det er legitimt at forsvare sig, men ”undgår at retfærdiggøre krige, der altid er forkerte”. Han siger, han frygter militær optrapning, men at han dog har noget håb ” for der er møder i gang, der skal forsøge at nå frem til en aftale. En våbenstilstand ville være et godt resultat”. Pave Frans definerer kardinal Pizzaballa som ”en central figur”, der ”agerer godt og prøver at mediere. Han husker hver dag sine videoopkald til sognet i Gaza og fremhæver som den første prioritet ”befrielsen af de israelske gidsler”. Hvad angår Ukraine, nævner Peters efterfølger kardinal Zuppis opgave: ” Den hellige Stol forsøger i øjeblikket at forhandle om udveksling af fanger og om at civile ukrainere kan vende hjem. Især arbejder vi sammen med fru Mara Lvova-Belova, den russiske kommissær for børns rettigheder, for repatriering af ukrainske børn, der med magt er født til Rusland. Nogle er allerede vendt tilbage til familien”.
Fiducia supplicans vil inkludere
I interviewet minder pave Frans om, at ”Kristus kalder alle ind”, og idet han refererer til deklarationen Fiducia supplicans, der tillader velsignelser til irregulære par (fraskilte og gengifte og par af samme køn) forklarer han: ”Evangeliet er til for at helliggøre alle. Selvfølgelig under betingelse af at de er af god vilje. Og det er nødvendigt at give præcise instruktioner om det kristne liv (jeg understreger, at man ikke velsigner forbindelsen, men personerne) Men syndere er vi alle – hvorfor altså lave en liste over syndere som kan komme ind i Kirken og en liste over syndere, som ikke kan være i Kirken. Dette er ikke evangelium”. Hvad angår kritikken af dokumentet, siger paven, at ”den, der protesterer kraftigt, hører til små ideologiske grupper”, mens han definerer afrikanernes tilfælde som ”et særtilfælde”, for ”for dem er homoseksualitet noget ”grimt” - set ud fra et kulturelt synspunkt tolererer de det ikke”. Men generelt ”kan jeg betro jer, at gradvist vil alle falde til ro i erklæringens ånd”. Den ”vil inkludere, ikke splitte. Den inviterer til at modtage og så betro personerne til Gud og betro sig selv til Gud”. Pave Frans indrømmer, at han af og til føler sig alene, ”men jeg går under alle omstændigheder videre dag efter dag”, og han siger, han ikke frygter skismaer: ” Der har altid i Kirken været smågrupper, der kom med refleksioner med skismatisk præg; det er nødvendigt at lade dem gøre det og så se fremad”
Paven tager så fat på sit nylige budskab til verdensdagen for social kommunikation, der betegner
” et godt skridt fremad, som kan løse mange problemer, men potentielt hvis det gøres uden etik også kan gøre mennesket meget ondt. ” Målet er, at den altid er i harmoni med menneskets værdighed”, ellers ”vil det være et selvmord”.
De næste rejser
Pave Frans siger, at han føler sig godt tilpas trods nogle svagheder og at han i øjeblikket ikke tænker på at gå af. Han nævner de næste rejser til Belgien, Østtimor, Papua Ny Guinea og Indonesien til august. ”I parentes bemærket” beskriver han den mulige tur til Argentina og siger, at han ikke følte sig fornærmet over præsident Mileis ord under valgkampen. Han bekræfter, at han inden for de næste par dage vil møde den nye præsident efter helgenkåringen af den argentinske helgeninde “Mama Antula” der er planlagt til den 11. februar. Han er klar til at have en dialog med ham.
Den kirke der vil komme og konklavet for 11 år siden
Efter at have nævnt Verdensdagen for børn ”som er livskunstnere” og skal lyttes til, gentager paven sin drøm om en ”Kirke på vej ud i verden” og minder om det, der skete efter hans ord til de samlinger, som gik forud for konklavet i 2013: ”efter mit indlæg kom der en klapsalve, ikke offentlig i den kontekst. Men jeg havde absolut ikke forstået det, som mange så skulle afsløre for mig: den tale var min ”dom ” (smiler). Da jeg var på vej ud af synodeaulaen, var der en engelsksproget kardinal, der så mig og udbrød: ”Det var smukt, det du sagde! Smukt! Smukt! Det er en pave som dig, der skal til”. Men jeg havde ikke opdaget den kampagne, der var ved at opstå for at få mig valgt før ved frokosttid den 13. marts her i Casa Santa Marta, få timer før den afgørende afstemning. Mens vi sad og spiste, stillede de mig to eller tre mistænkelige spørgsmål. Så begyndte jeg at sige til mig selv oppe i mit hoved: ”Der er ved at ske noget mærkeligt her”. Men det lykkedes mig dog at holde en smule siesta. Og da de så valgte mig, fik jeg en overraskende følelse af fred inden i mig selv”. Pave Frans betror til La Stampa, at han føler sig som en sognepræst for et meget stort sogn, faktisk for hele planeten. ”Jeg kan lide at bevare sognepræstens ånd. Og være midt mellem folk. Hvor jeg altid finder Gud."
