Cantalamessa: Mediernes ”tænder” kan ødelægge, men også ”rense”

L’Osservatore Romano Oversættelse ved Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

I dag er der desværre i samfundet ”en form for ”tænder”, der knuser - uden medlidenhed og grusommere end leopardens tænder, som den hellige Ignatius af Antiokia talte om. Det sagde kapucineren, kardinal Raniero Cantalamessa i Aula Paolo VI under sin første fasteprædiken den 19. februar som forberedelse af påsken.

I en analyse af biskop og martyr Ignatius´ord: ” Jeg er Guds sædekorn, og skal knuses af de vilde dyrs tænder for at blive til Kristi rene brød”, forklarede pavens husprædikant, at informationsmedierne ”fortjener al respekt og agtelse”,  når de ” afslører de skævheder der er i samfundet eller Kirken”, mens de ikke udfører deres mission, når de ” med forudfattede holdninger  raser mod nogen, simpelthen fordi vedkommende ikke hører til deres egen fraktion”. Alt dette ”sker ondskabsfuldt, med en destruktiv, ikke en konstruktiv hensigt. Stakkels den der i dag ender i denne kødhakker, lægmand eller gejstlig”, kommenterede han.

I dette tilfælde - tilføjede Cantalamessa – ” har man ret og pligt til at gøre sine egne synspunkter gældende de relevante steder, og hvis det ikke er muligt eller man ser, det ikke nytter”, er der ikke andet at gøre for den troende end at ”forene sig med den piskede Kristus, Ham der blev kronet med torne og som de spyttede på”. I Hebræerbrevet -sagde kardinalen - læser man denne opfordring til de første kristne, som kan hjælpe ved lignende lejligheder.

Det er ”en vanskelig og yderst smertefuld ting, især hvis den rammer midt i ens egen biologiske eller religiøse familie”, men Guds nåde ”kan gøre og har ofte gjort alt dette til en anledning til renselse og helliggørelse”. Det drejer sig om ”– som det hændte for Jesus - at have tillid til sandhedens sejr over løgnen”. Og den vil måske bedre kunne sejre ” med tavsheden end med det krigeriske selvforsvar”.

En anden lejlighed, ” der ikke skal forspildes, hvis også vi vil ”knuses” for at blive Guds mel”, er den at ”acceptere modsigelse, give afkald på at retfærdiggøre sig og altid ville have ret, når dette ikke kræves af sagens betydning ”. Eller også ”at tåle nogen, hvis karakter, måde at tale på eller handlen går os på nerverne og gøre det uden at blive irriteret indvendig og snarere tænke, at også vi for nogen måske er sådan en irriterende person”. Det drejer sig om, fremhævede kapucineren, to betydningsfulde “prøvelser”, især for dem der arbejder i den romerske kurie ”der – fremhævede Cantalamessa – ikke er et religiøst fællesskab eller et ægteskab, men et tjenende fællesskab, der arbejder for Kirken”.

Det endelige formål med at lade sig knuse er først og fremmest ikke ”af en asketisk, men mystisk natur, det tjener ikke så meget til at tugte sig selv, men til at skabe fællesskab. ”  Det drejer sig om en sandhed, der er fulgtes ad med den eukaristiske katekese lige fra Kirkens første tider. Et eksempel er i den forbindelse en tale af den hellige Augustin, der ved at udvikle dette tema skaber en parallel proces ” der fører til dannelsen af det brød, som er Kristi eukaristiske legeme og den proces, der fører til dannelsen af hans mystiske legeme, som er Kirken”. Mellem de to legemer ”det eukaristiske og Kirkens mystiske legeme er der ikke blot lighed men også en indbyrdes afhængighed”.  Og det er takket være ”Kristi påskemysterium som det arbejder i eukaristien, at vi kan finde styrken til at lade os ”knuse” dag for dag af de små og nogle gange store ting, der sker for os i livet”.

Kardinalen videreudviklede temaet i prædikenerne ”Men I, hvem siger I at jeg er”(Matthæus 16, 15) og tog udgangspunkt i dialogen mellem Kristus og apostlene i Cæsarea Filippi. Jesu spørgsmål, forklarede han, skal ikke forstås ” i den sædvanlige betydning” - ”som om det interesserede Herren at vide, hvad Kirken tænker om Ham eller hvilke opfattelser af Ham, der er i vores teologiske studier”. Det skal overvejes ” lige som ethvert ord der er udgået fra Jesu mund og dvs. som henvendt, hic et nunc til den, der lytter til Ham personligt og i sin unikke situation”.

For at gøre denne undersøgelse til virkelighed - sagde Cantalamessa - kommer en anden evangelist til hjælp. I Hans evangelium ”finder vi faktisk en hel serie erklæringer fra Jesus - de berømte Ego eimi, “Det er mig”, hvor Han afslører, hvad Han tænker om sig selv - Han som siger ”Jeg er livets brød” ”jeg er verdens lys” og så videre”. Prædikanten vil under prædikenerne se på fem af disse selvafsløringer for hver gang at spørge sig, om ”: Han virkelig for os er det, som Han siger at være og hvad vi skal gøre for at Han kan blive det mere og mere”.

Det vil være et øjeblik tilføjede han, ” der skal leves på en særlig måde”. Altså ikke ”med blikket rettet mod det ydre, verdens og Kirkens problemer, som man er tvunget til at gøre i andre kontekster, men med et blik vendt indad” som en ”evangelisering af os for at vi selv kan evangelisere - en fylden os med Jesus” for at tale om det ”med en overvældende kærlighed”.

Med udgangspunkt i den første af disse erklæringer fra Herren: ”Jeg er livets brød”, spurgte prædikanten sig selv:”Hvordan og hvor spiser man dette livets brød?”. Kirkefædrenes svar, understregede kardinalen, var på to steder og på to måder:” i Sakramentet og i ordet, dvs. i Eukaristien og i Skriften” Der var - anerkendte han - ”forskellige accentueringer”; nogen insisterede på ”mere i Guds Ord”, mens andre accentuerede ”den eukaristiske udlægning”. Men ingen af dem ”ville tale om kun en måde, med udelukkelse af den anden”. Man taler om ordet og Eukaristien som om ”to måltider” hvor bordet er dækket af Kristus. Og det er tydeligt, især i liturgien, hvor ” syntesen af de to altid er blevet fejret i fredelig harmoni”.

Med udgangspunkt netop i dette opfordrede Cantalamessa til ”at tage et skridt fremad ” - et skridt, der består i ” ikke at begrænse det at spise Jesu legeme og drikke Hans blod bare til Ordet og til eukaristiens sakramente, men til at se det blive til virkelighed i ethvert øjeblik og aspekt af vores liv i nåden”. Jesus er for øvrigt det evige livs brød, ikke blot for det Han giver, men også og især for det Han er. Ordet og Sakramenterne er midlerne, at leve af Ham og i Ham er målet”. Hele Jesu tale ” tenderer mod at gøre det klart, hvad det er for et liv, Han giver: ikke et liv i kødet, men et liv i Ånden”, eller ”det evige liv”.