Jeg tænker ikke på at gå af. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være ”biskop emeritus af Rom”

Vatican News Oversættelse ved Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

I tilfælde af at han skulle gå af, ville pave Frans ikke være pave emeritus, men ”simpelthen biskop emeritus af Rom” og bo i Santa Maria Maggiore ”for at vende tilbage til at være skriftefar og bringe kommunionen ud til de syge”. Paven forklarer også det mulige scenarie, hvis han skulle gå af, hvilket imidlertid - understreger han - ”er en fjerntliggende hypotese”, fordi der ikke er ”så alvorlige motiver” til at tænke på denne mulighed.  Den er aldrig blevet overvejet ”trods vanskelige øjeblikke”. Det er en af de vigtige passager i pave Frans selvbiografiske bog ”Livet. Min historie i Historien”, skrevet sammen med don Fabio Marchese Ragona, vatikanist ved Mediaset. Bogen vil udkomme den 19. marts i Amerika på HarperCollins Forlag. Corriere della Sera har den 14. marts foregrebet nogle passagerne i den kommende bog. ”Betingelserne for en tilbagetræden” er ikke til stede, tilkendegiver pave Frans endnu en gang, medmindre ”en alvorlig fysisk hindring” skulle komme – en mulighed som et fratrædelsesdokument skulle give svar på. Dokumentet blev underskrevet af Bergoglio og deponeret i Statssekretariatet ved begyndelsen af pontifikatet. Pavens tilbagetræden er kun en fjern mulighed, for man kan læse i bogen, at paven ”kan glæde sig ved et godt helbred og hvis Gud vil det, er der yderligere projekter, der skal realiseres”.

Drabet på en hel generation i Argentina

De mere end 300 sider kommer igennem alle aspekter af pave Frans´ liv, fra forholdet til familien, specielt bedsteforældrene, deres emigration til Argentina i 1929, ”en lille udskejelse” i seminarietiden for så at komme til Den anden Verdenskrig og dens dramatiske afslutning med bombardementet på Hiroshima og Nagasaki. ”Brugen af atomenergi til våben er en forbrydelse mod mennesket, mod hans værdighed og imod enhver mulighed for fremtid i vores fælles hjem”, understreger pave Frans endnu en gang. Han stiller et stort spørgsmålstegn ved, hvordan man kan ophøje sig til ”riddere for fred og retfærdighed, hvis vi så i mellemtiden skaber nye våben til krig”. Siderne kommer igennem det argentinske diktaturs historie, Bergoglios tætte bånd til dem, der ikke slap levende fra tiden med diktatur, hans engagement i hjælpen til udsatte unge seminarister under general Jorge Rafael Videlas regime og også det mislykkede forsøg på at redde hans lærerinde Esther, der var meget vigtig for hans udvikling. Det, der skete i Argentina, ”var mordet på en hel generation” skriver paven, der ikke undlader at standse op ved de anklager, som blev rettet mod ham adskillige gange for samarbejde med regimet – anklager, der blev dementeret af hans modstand ”mod disse grusomheder”. Pave Frans skriver om Esther, at hun var ”en af de rigtige kommunister”, hun var ateist, men dog respektfuld. ”Selv om hun havde sine ideer, angreb hun aldrig troen. Og hun lærte mig så meget om politik”. Et minde som endnu en gang giver paven lejlighed til at gentage: ”at tale om de fattige betyder ikke automatisk, at man er kommunist”, for ” de fattige er evangeliets banner og de er i Jesu hjerte” og: ”i de kristne samfund delte man, hvad man ejede Dette er ikke kommunisme, det er kristendom i sin rene form”. .

Forsvaret af menneskelivet

Bogen fortsætter med det utrættelige forsvar af det menneskelige liv ”fra undfangelsen til døden”. Abort er ”mord” forøvet af ”folk der gør det for betaling, lejemordere”, og gældende praksis med ” udlejning af livmoderen” er ”umenneskelig”. Der er også et kapitel om fodbold - en passion for paven, der skriver om Maradona og om sit løfte ”ikke mere at se TV”. Siderne kommer også rundt om den periode, paven tilbragte i Cordoba – her kommer hans refleksion om de fejl, ”der blev begået på grund af min holdning, der var så autoritær, at jeg blev beskyldt for at være ultrakonservativ. Det var en renselsesperiode. Jeg var meget lukket inde i mig selv, en smule deprimeret”.

Forholdet til Benedikt XVI

Benedikt XVI s tilbagetræden, det efterfølgende konklave og hans valg til pave med navnet Frans er et andet kapitel i selvbiografien, hvor pave Frans beskriver sin smerte over at se, hvordan pave Benedikt blev ” udnyttet af folk uden skrupler med ideologiske og politiske formål ” og den efterfølgende ”polemik”, der ”ikke manglede i ti år og gjorde ondt på os begge”. Livet. Min historie i historien kommer igennem det øjeblik, hvor der var pandemi, mindes appellerne om den rigdom, der er i kulturerne og i forskellene mellem folkene i EU. Det sker i håbet om, at den ungarske premierminister Orban vil lytte til en sådan appel: ”så han kan forstå, at der altid er meget brug for enhed”. Det gælder også Bruxelles, “der ser ud til at ville uniformere alt for at respektere det ungarske særpræg”. I bogen berører pave Frans de temaer, han holder mest af, som for eksempel omsorgen for det skabte, han henvender sig til de unge og beder dem om at ”larme”, fordi ”tiden er ved at rinde ud, der er ikke meget tid til at redde planeten”. Den Kirke, som pave Frans forestiller sig, er ”en Kirke der er som en Mor, der omfavner og modtager alle, også den, der føler sig forkert og før i tiden er blevet fordømt af os”, tanken går til de homoseksuelle eller de transseksuelle ”der søger Herren og i stedet er blevet afvist eller jaget bort”. Pave Frans gentager sit ja til ”velsignelser af irregulære par”, for alle er elskede af Gud, ”især synderne”. ”Og hvis nogle af mine brødre biskopperne beslutter, at de ikke vil følge denne vej, betyder det ikke, at det er begyndelsen på et skisma, for Kirkens doktrin kan ikke diskuteres”.

Homoseksuelle og civile partnerskaber

Og når det homoseksuelle ægteskab er og bliver umuligt, så gælder det ikke for civile partnerskaber, for ” det er rimeligt, at personer, der lever kærlighedens gave kan være lovmæssigt sikrede som alle andre”. Som det er sket før, er pave Frans´ ord en anbefaling om at få folk, der ofte er marginaliserede i Kirken, til at føle sig hjemme ”især dem der har modtaget dåben og er fuldgyldige medlemmer af Guds folk. Og det er en anbefaling af, at den der ikke har modtaget dåben og ønsker at modtage den eller den, der ønsker at være gudfar eller gudmor, at vedkommende vil blive taget godt imod. ”Paven skjuler ikke, hvor meget han er blevet såret af dem, der hævder, at han ”er ved at ødelægge paveembedet”.  ”Der vil altid findes dem, der vil bremse reformen, men hvem ville dog stadig leve som i pavekongernes tid”. Men tilbage står den kendsgerning, at ”Vatikanet er det sidste absolutte monarki i Europa, og at folk ofte herinde taler og manøvrerer som ved et hof. Disse forhold bør definitivt afskaffes”.