Sök

”Jeg ville gerne være sammen med jer nu”, siger paven til migranterne i Darién-skoven ”Jeg ville gerne være sammen med jer nu”, siger paven til migranterne i Darién-skoven  (AFP or licensors)

”Jeg ville gerne være sammen med jer nu”, siger paven til migranterne i Darién-skoven

”Glem ikke jeres menneskelige værdighed. Vær ikke bange for at se de andre i øjnene. I er Guds børn!” Det skriver pave Frans den 21. marts til en gruppe kvinder og mænd i det midlertidige modtagelsescenter i Lajas Blancas (Panama)

Salvatore Cernuzio – Vatikanstaten Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

“ Jeg ville gerne være hos jer personligt”.

Det er nogle af de mest bevægede ord, der i disse år henvendes til migranter. Pave Frans skriver dem i et kort budskab til de kvinder og mænd, der i dette øjeblik er anbragt på det midlertidige modtagelsescenter for migration (ETRM) i Lajas Blancas. Det er det center, der modtager migranter fra Colombia, Haiti, Venezuela og andre lande. De har overlevet Darièn-skoven, junglen ved grænsen mellem Colombia og Panama, der er blevet et vigtigt gennemgangssted for den, der vil til USA fra Sydamerika gennem Centralamerika og Mexico.   

Farer og vold

Mere end en halv million – et rekordstort tal som kommer fra regeringen i Panama – er de personer som bare i 2023 vovede sig ind på den såkaldte  Darién Gap, en dødsensfarlig rute, hvor der ud over farerne i skoven er risiko for at støde på kriminelle bander, som bestjæler folk eller beder dem om penge for at lede dem gennem denne korridor. Den er 265 km lang og de bruger vold – særligt mod kvinder. Den, der overlever, flygter til Lajas Blancas, hvor man for nyligt har registreret overbefolkning og forværring af helbredsproblemer og sikkerhedsproblemer på grund af mangel på vand og sengepladser.  

Støttende ord fra paven

Til alle disse mennesker når nu budskabet om nærhed og trøst fra paven, der gerne vil være der sammen med dem. Han husker de erfaringer, hans familie på fædrene side fik, da de tog fra Piemonte til Argentina.

“Der var øjeblikke, hvor de intet havde, ja, hvor de sultede, med tomme hænder, men med hjertet fuldt af håb”.

Migranterne, Kristi lidende krop

Pave Frans siger, han er taknemmelig for biskopper og pastorale medarbejdere, der skaber et nærvær og er ”ansigtet på en moderkirke, der går fremad med sine sønner og døtre, som den ser Kristi ansigt i” og ”den bringer lettelse og håb på migrationens korsvej”. Så henvender han sig til de samme migranter, der bliver ”Kristi levende krop”, når de tvinges til at forlade deres fødeland, til at møde risici og prøvelser på en vanskelig vej uden at finde anden udvej”. Til dem har han en grundlæggende anbefaling:

Glem aldrig jeres menneskelige værdighed. Vær ikke bange for at se de andre i øjnene, for I er ikke forkastede. Også I er en del af Guds børns menneskelige familie. Og tak for at I er der.

Appellen til angelusbønnen den 17. december

Allerede ved angelusbønnen den 17. december sidste år -  på aftenen før verdensdagen for migranter - ledte paven verdens opmærksomhed hen på situationen i Darièn. Ved afslutningen af katekesen havde pave Frans delt sin bekymring for ”familierne med børn som vover sig ud på farlige veje, narrede af dem, der bedragerisk lover dem en kort og sikker vej, men i stedet for bliver de mishandlede og bestjålne”. "Ikke så få mister livet ude i den jungle”, sagde paven. "Der er behov for en samlet anstrengelse fra de lande, der er mest direkte involverede og også fra det internationale samfund for at undgå, at denne tragiske realitet bare passerer i tavshed, og der er behov for sammen at give et humanitært svar". 

Budskabet til biskopper ved grænsen

Også den 20. marts kom paven  i et budskab til deltagerne i et møde mellem biskopperne i grænselandene Colombia og Costa Rica og biskopperne i Panama om nødsituationen i Tapón i Darièn med en ny appel om ” at arbejde utrætteligt for at det bliver muligt at rykke denne ligegladhed op med rode, så at en migrantbror eller -søster i kirken finder et sted, hvor han ikke føler sig dømt, men modtaget, ,hvor han kan stille sult og tørst og få håbet tilbage” Samtidigt bad paven om at ”alle får ret til at blive i deres fødeland i et værdigt og fredeligt liv”.

22 mars 2024, 08:10