Pave Frans: At skrifte er ikke at analysere sig selv, men at tage imod Guds barmhjertighed
Tiziana Campisi – Vatikanstaten Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Lev ” hvert skriftemål som et unikt og uigentageligt nådens øjeblik” og giv ” generøst Herrens tilgivelse med elskværdighed, faderlighed” og ”moderlig ømhed”: det er den opmuntring, som pave Frans efter en kort improviseret tale kom med til deltagerne i et kursus organiseret af den apostolske skriftemålsdomstol. Deltagerne blev modtaget i audiens i Sala Clementina i det apostoliske palads. Opgaven, der betros præsterne i skriftestolen, er ”smuk og helt afgørende, fordi ”den giver mulighed for at hjælpe mange brødre og søstre til at erfare sødmen ved Guds kærlighed”. Teksten kommer med et forslag til en meditation over angerbønnen - den bøn der reciteres under skriftemålet og er skrevet af den hellige Alfonsus af Liguori,”en præst der var nær menneskene og en mand i ligevægt”.
At meditere over sit eget forhold til Guds barmhjertighed
I den forberedte refleksion standsede paven ved ”tre holdninger der udtrykkes i angerbønnen under skriftemålet” for at hjælpe til at meditere over det personlige forhold til Guds barmhjertighed: ”Anger foran Gud, tillid til Ham og et forsæt om ikke at falde tilbage i synden”. Det første ”er ikke resultatet af en selvanalyse og heller ikke udtryk for en psykisk følelse af skyld”, forklarer pave Frans. Det udspringer derimod af ”bevidstheden om vores egen elendighed over for Guds uendelige kærlighed og hans grænseløse barmhjertighed”. Dette driver os til ”at bede ham om tilgivelse” ved at sige angerbønnen: ”Min Gud, min Gud, jeg angrer, og af hele mit hjerte smertes jeg over mine synder, fordi jeg har krænket dig, der er uendelig god”. Og det fører til omvendelse - til at reflektere over sig selv og sine egne handlinger.
I øvrigt, i den enkelte person er fornemmelsen af synd direkte proportional med opfattelsen af Guds uendelige kærlighed: jo mere vi føler hans ømhed, jo mere ønsker vi at være i fuldt fællesskab med Ham og jo mere afsløres hæsligheden i det onde i vores liv. .
Og vi må huske, tilføjer paven, at Gud aldrig bliver træt af at tilgive os, derfor må vi aldrig glemme at bede ham om tilgivelse.
Kærligheden til Gud besjæler enhver anden kærlighed
Idet vi bekender at vi har krænket Gud ”der er uendelig god og værdig til at blive elsket over alt andet” anerkender man ”Guds uendelige godhed”, og at han skal have ” førstepladsen frem for alt andet som lys under vores vandring og fundament for alle vores værdier, idet vi betror ham alt”. Dette ”giver liv til enhver anden form for kærlighed til mennesker og til det skabte, forklarer paven – for den der elsker Gud elsker sin bror og søger hans bedste – i retfærdighed og i fred”.
Det ydmyge forsæt ikke at synde
I angerbønnen udtrykker man viljen ” til ikke mere at falde tilbage i den synd man har begået”. Det drejer sig om et forsæt og ikke et løfte, præciserer pave Frans lige som ”den hellige Jean Marie Vianney, sognepræsten af Ars, plejede at gentage, at ”Gud tilgiver os, også selv om Han ved, at vi vil synde igen”.
Faktisk er der ingen af os, der kan love Gud ikke at synde mere, og det, som kræves for at modtage tilgivelse, er ikke en garanti for syndfrihed,, men et aktuelt forsæt gjort med den rette intention i skriftemålets øjeblik. I øvrigt er det en opgave, som vi altid bør påtage os med ydmyghed, som ordene ”med din hellige hjælp” understreger”.
Barmhjertighed er Guds navn
Hvad angår afslutningen på skriftebarnets bøn ”Herre, vis barmhjertighed, tilgiv mig ”– så anbringer den ordene ”Herre” og ”barmhjertighed” ”som synonymer” idet den understreger, at ”Gud er barmhjertighed, barmhjertighed er Hans navn” og at ”i enhver barmhjertighedens handling, i enhver kærlighedshandling viser Guds ansigt sig”. Og i denne betragtning går pavens tanke til jubilæet i 2015 med invitationen af skriftefædre og medlemmer af skriftemålsdomstolen til at bede og forberede sig til, at dette års forberedelse ”kan se Faderens barmhjertighed blomstre i mange hjerter og på mange steder”.