Sök

Nyt dokument om menneskets værdighed fra Vatikanet Nyt dokument om menneskets værdighed fra Vatikanet 

Nyt dokument om menneskets værdighed fra Vatikanet

”Dignitas infinita” blev præsenteret ved en pressekonference i Vatikanet den 8. april.

Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

Den hellige Stol præsenterede den 8. april ved en pressekonference deklarationen (dokumentet) ”Dignitas infinita” – et nyt dokument, der tager stilling til både bioetiske og sociale spørgsmål. Titlen henviser til dokumentets emne –  at ethvert menneske har en uendelig og umistelig værdighed. Dokumentet kommer efter fem års arbejde med emnet og er ”en tekst, der skaber en syntese af pave Frans´magisterium”, skriver dagbladet Corriere della Sera den 9. april. Bladet fremhæver, hvordan bioetiske og sociale temaer behandles side om side i den nye skrivelse.

”Kirken nærer den dybe overbevisning, at man ikke kan adskille troen fra forsvaret af den menneskelige værdighed, evangeliseringen fra fremme af et værdigt liv og spiritualitet fra engagementet i alle menneskers værdighed”, skriver Victor Manuel Fernández,præfekt for fikasteriet for troslære, i sin indledning, hvor han fremhæver, at menneskets uendelige værdighed er grundlaget for ethvert samfund.

Dokumentet kan opdeles i to dele. Den første del nævner generelle principper for menneskets værdighed, andet afsnit præsenterer forskellige eksempler på, hvordan respekten for menneskets værdighed er under stigende pres.

Grundlaget for menneskets værdighed

Dokumentet skelner mellem fire forskellige slags værdighed. Den menneskelige person har en ”ontologisk værdighed”, fordi det er ”skabt i Guds billede og som gudlignende og er forløst i Jesus Kristus”. Det er en absolut værdi, der er til stede ”i et barn der endnu ikke er født, i en person der ikke er ved bevidsthed, i en gammel person, der ligger for døden”

Dokumentet fremhæver, hvordan pave Frans som sine forgængere lige fra begyndelsen af sit pontifikat har opfordret Kirken til ”at bekende en Far, der elsker ethvert menneskeligt væsen uendelig højt” og opfordrer til at opdage, at ”dermed giver han det en uendelig værdighed”. Kilden til dette budskab ligger gemt i evangeliet selv, siger dokumentet.

Dokumentet taler også om den moralske, sociale og eksistentielle værdighed hos mennesket. Gennem at handle mod kærlighedens lov kan mennesket miste sin moralske værdighed, mens det aldrig kan miste sin ontologiske værdighed, som det har i kraft af, at det er skabt og villet af Gud. Menneskets sociale værdighed krænkes, når det lever i dyb fattigdom og arbejder under slavelignende forhold. Endelig tales der om den eksistentielle værdighed, der er under pres, når mennesket bl.a. lever med alvorlig sygdom eller er udsat for vold.

Udviklingen i værdighedsbegrebet

Dokumentet påpeger, hvordan et værdighedsbegreb med en social dimension opstod allerede i Antikken, hvor mennesket fik sin værdighed i kraft af, at det var del af et samfund.  Der henvises flere gange til menneskerettighedserklæringen (10. december 1948) og der citeres både fra Det gamle og Det nye Testamente, kristne tænkere og udtalelser fra Paul VI, Johannes Paul II og Benedikt XVI. Fra Det gamle Testamente citeres bl.a. fra skabelsesberetningen (Gen 1, 26-27), hvor mennesket skabes i Guds bilede. ”At være skabt i Guds billede betyder, at vi har en hellig værdi, der overskrider enhver seksuel, kønsmæssig ,politisk og religiøs forskel”. Et andet eksempel fra Skriften er Esajas 10, 1-2: ” Ve jer, der giver onde love og udsteder uretfærdige forordninger for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret, for at udbytte enker og udplyndre faderløse”. Salme 82 citeres: ”Skaf de svage og faderløse deres ret, frikend de hjælpeløse og arme, udfri de svage og fattige, red dem fra de ugudeliges magt!”

I og med at Jesus vokser op i små kår, viser han de fattiges og arbejdernes værdighed. Uafhængigt af menneskers sociale baggrund viser han menneskers værdi – også de marginaliseredes. Eksempler er bl.a. skatteopkrævere (Matthæus 9, 10-11), kvinderne (Johannes 4, 1-42), børnene (Markus 10,14 – 15), de spedalske (Matthæus 1,29-34), de syge (Markus 2,29 – 34), udlændinge (Matthæus 25,35), enker (Lukas 7, 11 – 15) .

”Alvorlige krænkelser af menneskets værdighed”

Dokumentet betegner menneskets medførte værdighed som grundlag for alle dets rettigheder og pligter.

I kraft af sit læreembede og sin pligt til at forsvare menneskets gudgivne værdighed arbejder Kirken på at påpege de steder, hvor menneskets værdighed ikke respekteres. I sidste del af dokumentet nævnes forskellige eksempler på krænkelse af denne værdighed:

” alt hvad der krænker den menneskelige værdighed, som umenneskelige livsvilkår, tilfældige fængslinger, deportationer, slaveri, prostitution, menneskemarkeder med kvinder eller unge eller vanærende arbejdsforhold, hvor arbejderne behandles som simple instrumenter til profit og ikke som frie og ansvarlige personer”.

Fattigdom og krig

Med henvisning til pave Johannes Paul II nævner dokumentet fattigdom og krig som de væsentligste hindringer for, at mange mennesker ikke kan leve et værdigt liv. ”Rigdommen er vokset, men uden lighed, og det som så sker er, at der opstår nye former for fattigdom”

Genderteori, kønsskifte og surrogatmoderskab

Dokumentet indeholder en hård kritik mod genderteorien. Den er ”yderst farlig, fordi den eliminerer forskelle, idet den foregiver at gøre alle lige… At ville disponere over sig selv som genderteorien foreskriver betyder ikke andet end at give efter for menneskets ældgamle fristelse til at gøre sig selv til Gud”.

Dokumentet siger nej til kønsskifte, fordi ”kroppen er en del af den værdighed der ligger i at være skabt i Guds billede”. Dokumentet fordømmer surrogatmoderskab, der ”i alvorlig grad skader kvindens og barnets værdighed”

Undertrykkelse af homoseksuelle fordømmes og kaldes et overgreb ”mod den menneskelige værdighed”.

Eutanasi, assisteret selvmord, abort

Dokumentet indeholder en entydig fordømmelse af enhver form for eutanasi og assisteret selvmord, der benævnes som en krænkelse af den menneskelige værdighed, der bliver mere og mere udbredt.Abort fordømmes som en krænkelse af menneskets værdighed, der gælder fra ”undfangelsen til den naturlige død”

Handel med mennesker

Menneskehandel kaldes ”en skændsel for de samfund der kalder sig civiliserede”. Det samme gælder for handel med menneskelige organer og væv.  ”Udnyttere og kunder på alle niveauer burde foretage en seriøs samvittighedsransagelse over for sig selv og Gud”, siger dokumentet.

Vold mod kvinder

”Selv om man med ord anerkender kvindens værdighed på samme niveau som mandens, så er ulighederne mellem kvinder og mænd yderst alvorlige i nogle lande, og også i de lande, der er mest udviklede og demokratiske, vidner den sociale virkelighed om det faktum, at ofte anerkender man ikke, at kvinder har samme værdighed som mænd”. Vold og mord på kvinder nævnes som eksempler.

Digital vold

De digitale medier rummer mange frigørende muligheder; men desværre misbruges de ofte, skriver dokumentet. “ Det digitale milieu er også et område, hvor der er ensomhed, manipulation, udbytning og vold – til det ekstreme eksempel på dark web. De digitale medier kan skabe en udsathed for afhængighed, isolation og fremadskridende tab af kontakt med den konkrete virkelighed, idet de forhindrer udviklingen af autentiske, mellemmenneskelige relationer. Nye former for vold spredes gennem de sociale medier, for eksempel cybermobning. Internettet er også en kanal til udbredelse af pornografi og udbytning af mennesker med seksuelt formål for øje eller ved hasardspil”.

Seksuelt misbrug

”Dette fænomen er udbredt i samfundet, også i Kirken og udgør en alvorlig hindring for dens mission”, siger dokumentet om seksuelt misbrug. Det nævner, at Kirken er forpligtet til at gøre op med seksuelt misbrug og starte med sig selv.

10 april 2024, 11:35