Pave Frans: troens første fjende er ikke intelligens, men frygt

Benedetta Capelli – Vatikanstaten Oversættelse ved Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

De teologiske dyder – tro, håb og kærlighed – er Guds store gaver. Sammen giver de øjne, der ser i mørke, et hjerte der elsker, også når man ikke er elsket, et håb på trods af alt. Pave Frans kom ved generalaudiensen onsdag i Aula Paolo VI med konkrete billeder for at forklare de dyder, der gør ”forsigtige, retfærdige, stærke og velafbalancerede”. En teologisk dyd som troen står ikke i modsætning til fornuften men har en stor fjende: frygt.

Tro er den dyd, der skaber den kristne. For at være kristen er frem for alt ikke bare at acceptere en kultur, med de værdier, der følger med den. At være kristen er at modtage og passe på et bånd, båndet til Gud: jeg og Gud: min person er Guds elskelige ansigt. Det er dette bånd, der gør os kristne.

“Hvad er tro”? spørger paven, der svarer med at henvise til Den katolske Kirkes Katekismus. Troen er altså ”den handling hvor mennesket frit overgiver sig selv til Gud”. Pave Frans henviser til de store bibelske skikkelser for at forklare overgivelsen til Herren. Abraham for eksempel er en stor troens fader. Det gjorde ham frugtbar og satte ham i stand til at give afkald på sin søn Isak, der til sidst blev skånet for at blive ofret. ”Han gik – siger paven – som om han så det usynlige”.

Frygt, troens fjende

Pave Frans refererer til Moses, der bliver ved med at stole på Herren. Så er der Jomfru Maria, der med sit ja ”går ud på en vej hvor hun hverken ved hvor den går hen eller kender de farer, der lurer”. Men hun har hjertet fuldt af tro og tillid. Paven citerer også den episode i Evangeliet, hvor apostlene midt i stormen ser Jesus sove. ”Hvorfor er I bange? siger han – tror I ikke”?

Her viser det sig altså – troens største fjende er ikke intelligens, det er ikke fornuft, som nogen er besatte af at blive ved med at sige. Troens store fjende er frygt. Derfor er troen den første gave, man skal tage imod i det kristne liv. En gave der bør modtages og bedes om dagligt, så den kan fornyes i os.

Tro, dåbens gave

“Hvad ønsker I af Guds Kirke” er det spørgsmål, der stilles til forældrene når de vil have deres barn døbt. ”Troen, dåben” er svaret.

Med den ved forældrene, at selv midt i livets prøvelser vil deres barn ikke drukne i frygt. Se, det er frygt der er fjenden. Barnet ved, at når det ikke længere har forældre på denne jord, vil det fortsætte med at have en Gud og Far i himmelen, der aldrig vil forlade det. Vores kærlighed er så skrøbelig, kun Guds kærlighed overvinder døden.

“Troen – tilføjer paven – er den lykkeligste gave, den eneste som vi må misunde. For i den, der har troen, bor der en kraft, der ikke bare er menneskelig. Det er faktisk troen der udløser nåden -  åbner tanken for Guds mysterium”. ”Herre, styrk vores tro” det er bønnen. Det er en smuk bøn”. Pave Frans lader de troende gentage den nogle gange og lader den genlyde i Aula Paolo VI, der er fyldt med pilgrimme.