Sök

”Hav evangeliet med i lommen. At læse det er vigtigt for dit liv"

Paven fortsatte med katekese om Helligånden ved generalaudiensen onsdag. Han anbefalede korte prædikener – ”ikke mere end 8 minutter”.

Adriana Masotti – Vatikanstaten Oversat og redigeret af Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

Efter en refleksion over Helligåndens værk i skabelsen talte paven ved onsdagens generalaudiens om Helligåndens værk i ”Åbenbaringen”, som Den hellige Skrift altid er et autoritativt vidne om. Helligånden har inspireret Bibelen, og det er Helligånden, der gør den levende, mens det er betroet Kirken at tolke den korrekt. I læsningen før pavens tale står:

“Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje; men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud. (2 Peters Brev 1,20 – 21)

Helligånden har inspireret Den hellige Skrift

Mange passager i Det nye Testamente hævder de bibelske teksters guddommelige inspiration. Pave Frans citerede den hellige Paulus, der skriver: ”Hele Skriften er inspireret af Gud”. Det drejer sig om, understregede han, en trosartikel, som vi gentager i trosbekendelsen, og han tilføjede:

Helligånden, som har inspireret Skrifterne, er også den, der forklarer dem og gør dem evigt levende og aktive. Som inspirerede af Ånden bliver de inspiratorer. ”  De hellige Skrifter, der er inspirerede af Gud, – og redigerede en gang for altid, kommunikerer uforanderligt selve Guds Ord videre, siger Det andet Vatikankoncil”.

Ord som pludselig oplyses

Som den opstandne Jesus åbnede sine disciples sind for forståelsen af Skrifterne, fortsætter Den hellige Ånd med at gøre det i Kirken. Det er noget, enhver af os kan have erfaret.

Det kan ske, at vi en dag i et klima af tro og bøn pludselig læser en vis passus fra Skrifterne, som vi har læst mange gange før uden at føle noget særligt ved den. Så oplyses den tekst pludseligt. Den taler til os, den kaster lys ind over et problem, vi lever med, og den gør Guds vilje i en vis situation klar for os.

Kirken er ”sandhedens støtte” takket være Ånden

Dette er en virkning af Helligånden, sagde pave Frans. ”Skriftens ord lyser op under Helligåndens virke”. Guds Ord synes ”levende, effektivt og skarpere end ethvert dobbeltægget sværd” som det siges i Hebræerbrevet.

Kirken, Kristi Brud, er den autoriserede tolk af Skriftens inspirerede tekst. Kirken er formidler af dens autentiske udsagn. Fordi Kirken har fået Helligånden som gave, er den inspirator. Den er ”søjle og støtte for sandheden”. Hvorfor? Fordi den er inspireret og fastholdt af Helligånden. Og Kirkens opgave er at hjælpe de troende og dem, som søger sandheden med at fortolke de bibelske tekster på en korrekt måde. .

Brug tid hver dag på at læse evangeliet

Pave Frans understregede vigtigheden af at bruge tid i løbet af dagen på personlig læsning af Bibelen, for at meditere over en passus, for at lytte til Ordet.

Og derfor beder jeg om: hav altid et evangelium i lommeformat og hav det med i tasken, i lommen Når I så er på rejse, eller når I har lidt fritid, så tag det og læs noget. Dette er meget vigtigt i jeres liv. Tag en lommeudgave af evangeliet og læs i den en eller to gange i løbet af dagen, når der er lejlighed til det.

Lad prædikenen under messen være kort

Men " Den åndelige læsning par excellence af Skriften, er den fælles”, der især foregår under messen, sagde paven. Prædikenen bør hjælpe med at oversætte Guds ord til de troendes liv. Men han anbefalede, at den bør være kort:

Prædikenen bør ikke være længere end otte minutter, for med tiden bliver man uopmærksom og folk falder i søvn. De har ret. En prædiken bør være sådan. Og det vil jeg sige til præsterne, at de siger så mange ord, og man forstår ikke, hvad de taler om. En kort prædiken: en tanke, en følelse og en handlingsbetonet ting – hvad man skal gøre.

Et kærlighedsbrev fra Gud til sin skabning

Pave Frans foreslog et sidste aspekt, der kan hjælpe til at elske Ordet: en fodnote, der ledsager hele Bibelen, er ”Guds kærlighed”, sagde han. Og han mindede om den hellige Gregor den Stores definition af Skriften: ”Et brev fra Gud den Almægtige til sin skabning” idet han tilføjede: ”som et brev fra Brudgommen til sin Brud”. Gid Helligånden, konkluderede paven, ”må hjælpe os til at gribe denne kærlighed fra Gud i livets konkrete situationer”.

15 juni 2024, 08:01