Sök

Vatikanet afgør sag om påståede Mariaåbenbaringer Vatikanet afgør sag om påståede Mariaåbenbaringer 

“Det er ikke overnaturligt“ Vatikanet afgør sag om påståede Mariaåbenbaringer

Dikasteriet for Troslære anerkender biskops afgørelse i sagen om påståede Mariaåbenbaringer i Trevignano ved Rom. Der må ikke længere fejres messe eller holdes andagter på det påståede åbenbaringssted.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

“Constat de non supernaturalitate”, åbenbaringerne er ikke af overnaturlig karakter, afgør Vatikanet i en sag om påståede mariaåbenbaringer i Trevignano uden for Rom. Der må ikke fejres messe, holdes andagter eller organiseres pilgrimsvandringer til åbenbaringsstedet, skriver Salvatore Cernuzio den 27. juni i Vatican News - samme dag som Troslæredikasteriet offentliggjorde et dokument om, hvordan de kirkelige myndigheder ser på åbenbaringerne. Dokumentet bakker op om det dekret, stedets biskop, monsignor Marco Salvi, udstedte den 6. marts i år. Det understreger, at biskoppens beslutninger er truffet efter aftale med Troslæredikasteriet, der den 17. maj i år offentliggjorde et nyt regelsæt til skelnen i vurdering af formodede overnaturlige fænomener. Det nye regelsæt fra Vatikanet medfører en øget centralisering i behandlingen af sager på området og bemyndiger dikasteriet til løbende at gribe hurtigt ind med henstillinger til lokalområdet. Det sker blandt andet, fordi nyheder via SoMe og andre massemedier i dag spredes langt hurtigere og mere effektivt end tidligere. Derfor er en hurtigere indsats fra centralt hold nødvendig.

Den lokale biskops kommentar til ”seeren” Gisella Cardia

I et officielt dokument udsendt af Marco Salvi, biskop af Civita Castellana, udtaler biskoppen: ”Efter en passende periode med opmærksom skelnen og efter at have lyttet til vidnesbyrd fra området og med brug af en ekspertkommission bestående af en mariolog (ekspert i teologi om jomfru Maria), en teolog, en ekspert i kanonisk ret, en psykolog og ekstern konsulentbistand fra nogle specialister og efter at have overvejet Marias skikkelse i Kirkens tradition og i folkets levende tro, har bispedømmet udsendt dekret om, at de pågældende ting ikke er af en overnaturlig karakter”. (Constat de non supernaturalitate). Biskoppen udtaler videre:

”Efter at have afvejet og igen nøje undersøgt indholdet af de budskaber, der er givet videre af den formodede seer og alt det indsamlede materiale, har kommissionen lyttet til forskellige involverede personer i de formodede åbenbaringer - herunder Gisella Cardia og hendes mand Gianni Cardia ”.

Biskoppens dekret forbød præster at fejre messer, holde andagter og arrangere pilgrimsvandringer på det nye valfartssted, der ligger på ”seeren”. Gisella Cardias og hendes mands private grund. Ægteparret har fået påbud om at respektere biskoppens beslutning.

Det er en af den lokale biskops opgaver at vurdere formodede åbenbaringer efter Troslærekongregationens retningslinjer. Undersøgelsen af ”seerens” visioner blev bestilt i april 2023, og biskoppen fik kommissionens endelige sammenfatning i januar 2024. Dikasteriet bakker med sit dokument op om biskoppens forbud. Baggrunden for dokumentet er at undgå at skabe indtryk af, at Kirken anerkender disse åbenbaringer. ” Den der følger Gisella Cardia” udelukker sig selv fra Kirken har biskop Salvi udtalt.

Historien bag åbenbaringerne

De påståede ”åbenbaringer” har stået på siden 2016. Den 3. kl. 15 i hver måned er en voksende mængde pilgrimme mødt op på stedet for at bede rosenkrans og deltage i fejringen af messen sammen med ”seeren” Gisella Cardia, der er blevet voldsomt eksponeret i de italienske medier i de senere år med farverige beretninger om påståede undere. Ved flere lejligheder skal to statuer, Gisella Cardia har bragt hjem fra Medjugorje, have grædt – den ene med tårer af blod – den anden med tårer af olie. Fru Cardia har i medierne også fortalt om undere, der skal være sket i hendes hjem flere gange. Hun havde taget troende med sig hjem og oplevede, at en gryde med gnocchi og et fad med pizzastykker blev ved med at være fyldt, jo flere pilgrimme hun bespiste.

Biskoppens vurdering, der bakkes op af Vatikanet, har anvendt både positive og negative kriterier i sin skelnen. De positive kriterier er bl.a. følgende: er der sunde og stabile frugter af åbenbaringerne? Er der sket omvendelser? Er flere mennesker kommet ind i en sund og regelmæssig åndelig praksis, og er indholdet i overensstemmelse med Den katolske Kirkes troslære?

De negative kriterier er bl.a. følgende: Har seeren haft et ønske om profit? Har de formodede åbenbaringer skabt splittelse blandt de troende?

Det er konstateret, at åbenbaringerne også har indeholdt elementer, der er i strid med Den katolske Kirkes frelseslære – bl.a. blev de lokale troende pålagt at gå hen til det sted, hvor åbenbaringerne skulle have fundet sted.

Trods biskoppens pålæg er Gisella Cardia og hendes tilhængere fortsat med at mødes den 3. hver måned på åbenbaringsstedet.

Anklager om bedrageri

Politiet i Civitavecchia har i følge dagbladet Corriere della Sera indledt en undersøgelse, efter at en tidligere tilhænger, Luigi Avella, har anmeldt parret for bedrageri. Avella forærede fra juni til september 2020 parret 130.000 euro. Dem kræver han nu tilbage.

 

 

 

 

02 juli 2024, 08:52