Deres liv var gennemsyret af evangeliet - Besøg i familien Martins

Lisbeth Rütz Vatikanstaten

I de første mange år var der størst interesse for den lille Thérèse; men i de senere år er der kommet meget mere fokus på resten af familien Martin. De var nemlig alle dybt engagerede katolikker og levede et liv, der var gennemsyret af evangeliet. Begge hendes forældre -  Louis (1823-1894) og Zelie Martin (1831-1877) følte sig oprindeligt kaldede til klosterlivet, men valgte at gifte sig og fik efterhånden ni børn. Fire af dem døde som små. De fem piger, der overlevede, valgte alle klosterlivet. Leonie (1863-1941) trådte ind hos visitandinerne i Caen, mens Celine, Marie-Pauline, Marie-Odile og Thérèse, trådte ind hos karmeliterne i Lisieux. Den 18. oktober 2015 kanoniserede pave Frans Louis og Zelie under familiesynoden i 2015, hvor der var fokus på familiens rolle i Kirken. Samme år blev der indledt en saligkåringsproces for Thérèses storesøster Leonie, og hun har nu status som ”Guds tjener”.

Et Mindested

Et lille hus i Alençon i Normandiet var rammen om familien Martins liv Familien Martins hjem tilhører nu bispedømmet Sées i Normandiet. Her er der indrettet et museum, hvor man kan se familiens stuer og mange af deres personlige ejendele. Forældrenes soveværelse står intakt og er kun adskilt ved en glasvæg fra den lille kirke, der er indrettet på stedet. I kirken er der relikvier fra Zelie og Louis, og i tilknytning til museet er der blevet indrettet et lille pilgrimsherberg med plads til 66 personer, 

Kanoniseringen af Louis og Zelie har medført, at der er kommet meget mere fokus på dem og en større interesse for familiens rolle som ”huskirke”. Museet og kapellet passes i dag af – ”de karmelitiske missionærer for Helligånden”. De er en sidegren til karmeliterordenen og blev grundlagt i 1984 i Brasilien. Søstrene har mange kaldelser og kombinerer et kontemplativt liv med et udadvendt apostolisk arbejde, hvor de bl.a. er med til at arrangere sognemissioner med besøg af ægteparret Martins relikvier. Ved siden af forældrenes ægteseng står en vugge, der i mange år har været i familiens eje. Her er det skik at lægge de mange forbønsønsker, søstrene modtager. Skikken kan forklares ved, at mange troende ønsker deres bønner opbevaret så tæt på familien Martins relikvier som muligt. Alene i juli måned kom der omkring 2.600, fortæller fader Thierry Hénault-Morel, rektor for sanktuariet. Hans tipoldemor var lillesøster til Louis Martin.

Og et åndeligt kraftcenter

”Vi organiserer weekender for forlovede, for brudepar, der vil forny deres ægteskab og leve en tid i tilbagetrukkethed, andagter for enkemænd og enker. I denne uge har vores gæster været mødre, der er alene om at tage sig af deres børn – enten fordi de er skilte eller fordi faderen ikke har villet kendes ved børnene. Der er forslag afpasset efter de forskellige situationer og nødvendigheder i familielivet, og at tjene familielivet er hjertet i vores pastorale arbejde. Der er også forslag til dem, der endnu ikke har mødt deres ”tvillingesjæl” og vil leve et stærkt åndeligt øjeblik i deling, venskab og i bøn, der kan hjælpe dem til at komme over en periode i cølibat, der har været en byrde og nogle gange også en smerte for dem. Ægtefællerne Martin går i forbøn for alle, og nådegaver mangler der ikke. For nogle dage siden blev jeg ringet op af en kvinde, der var kommet til en weekend for singler for to år siden. Hun led, fordi hun endnu ikke havde mødt en mand. Til den retræte var der en ung mand, som hun ikke havde taget kontakt til, ja hun havde knap nok lagt mærke til ham. Men til slut havde de siddet til bords sammen, de havde talt sammen og noget særligt havde vist sig. De giftede sig, og hun ringede mig op for at fortælle mig, at de lige havde fået en datter”, fortæller fader Thierry Hénault-Morel, til Avvenire, den italienske bispekonferences dagblad.