Dokument om Medjugorje skærper kontrollen

Den apostoliske visitator får central rolle

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Kommende budskaber til ”seerne” i Medjugorje vil blive gennemlæst, før de offentliggøres og skal forhåndsgodkendes af den apostoliske visitator, ærkebiskop Aldo Cavalli, sagde Victor Manuel Fernandez, præfekt for troslæredikasteriet, ved en pressekonference den 19. september, hvor dikasteriet offentliggjorde sit længe ventede dokument La Regina della pace omkring Medjugorje.

”De kommende budskaber vil nødvendigvis skulle analyseres”, citerer La Croix international Fernandez for at have sagt til pressekonferencen. Kardinalen tilføjede, at nye budskaber vil blive forsynet med en note fra dikasteriet med besked om, at de troende ikke er forpligtede til at tro på budskaberne.

Dokumentet, der er godkendt af pave Frans den 28. august og underskrevet af kardinal Fernandez og monsignor Armando Matteo, sekretær i dikasteriet, anerkender på den ene side de mange smukke frugter, Medjugorje har sat i form af kaldelser til præste- og ordensliv, ægteskaber og fornyet trosliv.

På den anden side lægger dikasteriet vægt på, at de troende skal udvise forsigtighed og skelne omhyggeligt m.h.t. ”seernes” budskaber. Fernandez sagde til pressekonferencen, at budskaberne fra Medjugorje i deres helhed var ”dybt katolske”, men betonede også, at målet med en rejse til Medjugorje bør være et møde med jomfru Maria – ikke med ”seerne”.

Medjugorje stiller Vatikanet over for et dilemma, skriver dagbladet Corriere della Sera i en kommentar til det nye dokument. På den ene side har pave Frans allerede i 2013 udtrykt skepsis over for strømmen af ”åbenbaringer” fra Medjugorje. ” Guds Moder er ikke et postbud eller leder af et postkontor”, har pave Frans udtalt. På den anden side ses Medjugorje ses som et udtryk for ægte folkefromhed, der har forandret mange menneskers liv.

Vatikanet tager stilling til en række valfartssteder

Vatikanets note La Regina della pace bygger på de nye regler for nye valfartssteder fra maj i år. Reglerne skal lette arbejdet med at skelne for den lokale biskop, når han skal tage stilling til nye, formodede privatåbenbaringer. Efter grundige undersøgelser kan nye valfartssteder ordnes i seks forskellige kategorier – fra nihil obstat (intet at indvende) til nederste kategori prohibetur et obstruatur (forbydes og forhindres).

Efter at de nye regler kom i maj, har Vatikanet offentliggjort en række vurderinger af nye valfartssteder – bl.a. Trevignano uden for Rom, Brescia og Como i Lombardiet og det spanske valfartssted Chandavila. I flere tilfælde har Vatikanet udtalt, at det med sikkerhed kan siges, at det ikke drejer sig om et overnaturligt fænomen. Et eksempel er De Vrouwe van alle Volkeren (Vor Frue af alle folk), der fra 1945 til 1959 skal have åbenbaret sig for Ida Peerdemann i Amsterdam for at forkynde budskabet om Maria som medforløser og nådens midlerinde.

Vurderingen af budskabet fra Medjugorje

Dokumentet fremhæver med hensyn til budskaberne fra ”seerne” i Medjugorje, at størstedelen af dem er ”dybt katolske” og ”kristocentriske”, og at kernen i dem er en tillidsfuld gudsfrygt.

Fra afsnit 27 fremhæves dog enkelte, mere problematiske formuleringer i budskaberne – for eksempel når Jomfru Maria udtrykker irritation over, at hendes råd ikke bliver fulgt eller direkte truer med ikke at vise sig mere:

“Jeg er kommet for en sidste gang at kalde verden til at omvende sig. Senere vil jeg ikke vise mig på jorden. Dette er de sidste gange jeg viser mig”. (2. maj 1982)

Det er bl.a. i lyset af den manglende præcision i enkelte “budskaber”, at Vatikanets dokument skal ses:  

“Når man anerkender Helligåndens handlen midt i en åndelig erfaring, betyder det ikke, at alt det, der hører med til denne erfaring er fri for mangel på præcision eller er perfekt. Endnu en gang bør man huske, at disse fænomener af og til viser sig forbundet med forvirrede menneskelige erfaringer, teologisk unøjagtige udtryk eller interesser, der ikke er helt legitime”, står der i dokumentets paragraf 27.

21 september 2024, 13:05