Pave Frans siger farvel i Jakartas lufthavn Pave Frans siger farvel i Jakartas lufthavn 

På vej mod Papua Ny Guinea

Paven besøger det andet land under sin 45. apostoliske rejse.

Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

Pave Frans afsluttede torsdag sit besøg i Indonesien med en messe, som over 100.000 deltog i. Som noget helt unikt ved første etape af pavens 45. apostoliske rejse betegner Vatican News prioriteringen af dialog og broderskab mellem religionerne i Indonesien.

Fredag morgen gik turen ifølge Vatican News videre mod Jackson International Airport i Papua Ny Guinea i Oceanien. Det er Papua Ny Guineas andet pavebesøg efter Johannes Paul IIs besøg i 1984. Kl. 10.37 lokal tid lettede flyet fra Jakarta med kurs mod Papua Guinea som det andet land, paven besøger under sin 12 dage lange rejse til fire lande i Asien og Oceanien. Flyet vil lande i Port Moresby efter seks timers rejse. Paven vil opholde sig i Papua Ny Guinea i to dage indtil afrejsen søndag den 8. september.

Port Moresby, der også er kendt som Pom Town, er den største by og den vigtigste havneby i Papua Ny Guinea. Efter velkomstceremonien vil paven ved aftenstid ankomme til nuntiaturet . Lørdag vil han mødes med de lokale myndigheder og civilsamfundet på APEC Haus, byens vigtigste konferencecenter. Derefter vil følge et besøg på en pigeskole grundlagt af Søstrene af Jesu Kærlighed og et møde med pastorale medarbejdere fra Papua og Salomon Øerne.

Tak for gæstfrihed til Indonesiens præsident

Under flyrejsen mod Oceanien udtrykte paven i et telegram til præsident Joke Widodo sin dybe taknemmelighed mod det indonesiske folk ” for hjælp og talrige tegn på broderskab” under de dage, han tilbragte her. Han forsikrer om, at hver gang, flyet passerer Indonesien på pontifikatets hidtil længste rejse vil han ”med dybtfølt taknemmelighed” mindes besøget i Indonesien.

Pavens gave i nuntiaturet

Pavens gave til nuntiaturet i Indonesien var en jordansk fremstillet mosaik af hans våbenskjold. Våbenskjoldet indeholder et symbol på Jesu Selskab – en sol indeholdende akronymet IHS med et kors over og tre nagler ved foden. IHS kan tolkes som In Hoc Signo (Vinces) – ved dette tegn skal du sejre - som en mindelse om kejser Konstantin. Jesuitterne tolker det som Habemus Jesum Socium - Vi har Jesus som kammerat-  og Societas Jesu humilis Jesu ydmyge selskab. Våbenet indeholder også en stjerne, symbolet på jomfru Maria, og nardus-blomsten, der i spansk ikonografi er et tegn på den hellige Josephs kyskhed. På våbenskjoldet står også pavens motto:  Miserando atque eligendo.

Ordene er et citat fra en prædiken af den hellige Beda til festen for evangelisten Matthæus den 21. september og er taget fra sætningen: “Vidit ergo Jesus publicanum, et quia miserando atque eligendo vidit, ait illi, ‘Sequere me’.” En oversættelse af denne passus kunne være: Jesus så tolderen og siden han så ham og havde medlidenhed med ham sagde han: Følg mig.

06 september 2024, 11:41