At ”se” andre

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Mandag den 7. oktober ved indledningen til synodens anden uge præsenterede Jean-Claude Hollerich, ærkebiskop af Luxemburg og generalordstyrer for synoden, relationer – et nøgleord for det andet modul i Instrumentum Laboris. Han udtrykte et ønske om, at de troende måtte arbejde for fred ved at arbejde med relationer.

Benediktineren Maria Ignazia Angelini tog tråden op, og med en meditation over dagens tekst fra Lukas 10, 25 – 37 – lignelsen om den barmhjertige samaritan, forsøgte hun at sige noget om relationer mellem mennesker.

”I lignelsen over samaritaneren finder vi implicit - som et symbolsk spor - et kort over den synodale vandring. Den har i relationerne sit bærende netværk. Det er relationer, hvor det før det kommer til at ”gøre” noget drejer sig om at ”se”. Det at se er basis for den synodale spiritualitet: ”Ubi amor ibi oculus”, hvor der er kærlighed, åbner der sig en ny vision”.

Jesus forklarer den skriftkloge, at der først sker noget gennem relationen. ” Netop i dag i en mørk time for hele verden er der broderkrige, hvor man vender blikket bort for ikke at se Himlen. Man er viklet ind i en spiral uden udgang – en spiral der lader mennesket ligge tilbage på jorden ”halvdød” (Lukas 10,30)

Manden, der var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko, var en samaritaner, som jøderne ikke ville have noget at gøre med (Johannes 4,9). Men han kunne ikke bare gå forbi den “halvdøde”, der lå i vejkanten.

” Måske i dag – Evangeliet er inspirerende! – må missionen opdage, hvordan man får blik for saligheden ved at se med medynkens øjne. Mission under den åbne himmel, på det åbne hav: uden beskyttelse men ikke uden et kriterium: omvendelse til barmhjertighed.”

Moder Angelini citerede fra instrumentum Laboris: ”det er i relationerne – til Kristus- med Kristus, med de andre, i fællesskabet – at troen gives videre” - relationer der kan svare på den guddommelige kærlighed, der vedvarende møder dem og som de er kaldede til at vidne om i de konkrete kontekster, de befinder sig i … en omvendelse i relationerne, som igen giver os alle en ny orientering for vores prioriteter og handlinger” (Instrumentum Laboris, 21)

Moder Angelini fandt det vigtigt i den synodale kirke at genopdage kvindernes tjenester.

”Kirkefædrene så det straks: i lignelsen fortælles historien om menneskeslægten – det ”menneske” , der stiger ned fra Jerusalem, er Adam. Men på samme tid fortæller historien om Jesus, hans ”nedstigen” indtil han identificerer sig gennem sin moderlige med-liden i vores ynkelighed. Og olien gives for at give skønheden tilbage til vores ansigt og vinen for at opmuntre hjertet. Men denne samaritan gør ikke sig selv til herre over os: nogle leder han, andre samler han, han overgiver dem, skaber et net af relationer, der er vævede ind i en kultur, der giver væk for intet.  Og således taler lignelsen om os, om Kirken der afbildes som “pan-docheion”(herberg) (Lukas 10,34): det sted, hvor der tages mod alle. Den er det sted, hvor vi får omsorgen for intet. Vi provokeres således til i sandhed at være synodal kirke”

Moder Angelini fortalte om den fristelse, der ligger i bare at gå videre som præsten og levitten (Lukas 10, 31, 32) De er et billede på ligegyldigheden over for andre i et komplekst, globaliseret samfund.

Lignelsen har en åben slutning – vi ved ikke, hvad den lovkyndige vil gøre. Virkelig at se den anden omvender hjertet, giver os et nyt syn på verden og skaber en ny kultur.

 ”Det åndelige menneske er ham, der ” ser” den anden i hans store skrøbelighed, halvt død. Og grebet af medlidenhed standser han op i sine gøremål, han gør sig til den mands næste. Som den eneste ”arving”, Jesus, og som Faderen, der afslører sig i ham. I lyset fra dette evangelium kan vi forsøge med troens øjne at læse den krise, vi gennemgår og den evangeliserende mission, Kirken har. For det er vigtigt og afgørende, at vi reflekterer over at være kirke i dag i den kultur, der omgiver os. For også Kirken er såret og trænger til barmhjertighed”.

” Vores menneskelige natur er rodfæstet i relationer. Derfor kommer der før eller senere et øjeblik for enhver af os, hvor vi må vælge, om vi skal standse eller gå videre. Og – når vi standser – vælge om og hvordan vi skal præge verden og kulturen. Med udgangspunkt i de relationer der gives os. Velsignede af olie i overflod og vin, pakdyret, pandocheion (herberget).”