Hvad er en encyklika?
Pave Frans offentliggjorde den 24. oktober den nye Dilexit nos (Han har elsket os). Teksten er udgivet som en encyklika – d.v.s. som en læreskrivelse med høj prioritet. Selve ordet encyklika er af græsk oprindelse og blev i sin tid brugt, når fyrster bekendtgjorde nye love og forordninger. I dag bruges ordet kun om dokumenter, paven rundsender.
Som regel skrives en encyklika på latin, og titlen er taget fra dokumentets indledning. Der findes to kategorier af encyklikaer:
Den vigtigste og største kategori er skrivelser adresseret til alle troende i Den katolske Kirke – undertiden også til alle mennesker af god vilje, hvis skrivelsen handler om almenmenneskelige emner. En mindre gruppe – kaldet encyklikale breve - er adresseret til mennesker i et bestemt land og formuleret på landets eget sprog. Det drejer sig for eksempel om skrivelser som Non abbiamo bisogno (1931) og Mit brennender Sorge (1937) begge fra Pius XI´ s pontifikat, der udtrykker kritik af fascismen og nazismen.
Dilexit nos er pave Frans´fjerde encyklika efter Lumen Fidei (2013), Laudato sì (2015) og Fratelli tutti (2020). Lumen Fidei regnes dog ikke som et selvstændigt arbejde, da størstedelen er skrevet af Benedikt XVI, som ikke nåede at blive færdig med den, før han abdicerede som pave.
Ordet encyklika som det bruges i dag stammer fra Benedikt XIV (1740-1758), der bruger ordet i Ubi primum om biskoppernes pligter, der udkom kort tid efter han var blevet pave. Denne pave skrev i alt 44 encyklikaer.
Det kan en encyklika handle om
De encyklikaer, der er kommet i tidens løb, handler om meget forskellige emner inden for Kirkens tros- og morallære, pastorale, sociale og politiske emner og emner af almen karakter. Inter Caetera (1748) kritiserede overdreven karnevalsfejring, Nobilissima Gallorum Gens (1884) handlede om forholdet mellem kirke og stat i Frankrig, Catholicae Ecclesiae (1890) handlede om slaveri og Custodi di quella Fede (1892) handlede om frimureri. I nyere tid er tendensen færre skrivelser. Paul VI (1963-1978) udgav kun én skrivelse - Humanae vitae, Johannes Paul II (1978-2005) 14 og Benedikt XVI tre.
Kendte encyklikaer
Til de mest kendte encyklikaer hører „Rerum novarum“ (1891) – Leo XIIIs første skrivelse om sociale emner „Pacem in terris“ (1963) - Johannes XXIII´s skrivelse om den truede verdensfred, Humanae vitae“ (1968) om familieplanlægning, „Evangelium vitae“ (1995) om menneskelivets hellighed af Johannes Paul II og „Deus caritas est“ (2005) af Benedikt XVI om den kristne forståelse af kærlighed. „Laudato si'“ (2015) af pave Frans er den første skrivelse, der kæder miljø- og sociale problematikker sammen.
Kilder: Vatikan-Lexikon, Hrsg. Niccolò del Re, Augsburg 1998, La Croix International.