Synoden reflekterer over kvinder og lægfolk. De, der føler sig ekskluderede, skal inddrages

Salvatore Cernuzio -  Vatikanstaten

Oversat og redigeret af Lisbeth Rütz Vatikanstaten

Der var hilsener til pave Frans og alle dem, der hedder Francesco eller Francesca den 4. oktober på festen for den hellige Frans. Til stede var 351 personer i aula Paolo VI. De hørte på sammenfatninger på forskellige sprog fra fem borde, og der dukkede fælles spørgsmål op om synodalitet ” ikke som teknik, men som stil”. Tematikker som kvindens og lægfolks rolle og ”aktiv lytten” over for personer ”der ikke følger Kirkens lære” kom op. I ”en verden af forældreløse” kan Kirken være familie for ”dem der ikke har familie”, blev der sagt under den daglige pressekonference af Paolo Ruffini, præfekt for dikasteriet for kommunikation og Sheila Pires, der er henholdsvis præsident og sekretær for synodens informationskommission.

Ikke alle karismer skal være tjenester

Flere gange blev billedet af Kirken som Kristi Legeme brugt. Den forener i én krop mange tjenester og karismer. I den forstand blev temaet med kvindens og lægfolkets rolle brugt: ”Det er nødvendigt at skelne; alle karismer er vigtige, men ikke alle skal nødvendigvis være tjenester”.

Kvindernes rolle og bidrag til Kirken

Fra nogle grupper blev der bedt om at reflektere ”uden tilgange bygget på ideologi og fordomme” og over, om nogle spørgsmål ” føres frem af modestrømninger eller ideologier eller af en virkelig skelnen i Kirken”.  Det blev i denne sammenhæng fremhævet, at ”kvindens værdighed gives til enhver troende i dåben”. Hvad angår kirkelige vielser af kvinder, bad man om at ”uddybe studiet af nogle former for tjenester som for eksempel ”den tjeneste at bringe trøst” og ”ikke formindske understregningen af kvindernes bidrag i fortiden og nutiden”.

Synodemedlemmerne efterspurgte ligeværdighed for alle døbte og ”inklusion af kvinder, lægfolk og unge i beslutningsprocesserne i det kirkelige liv”.

Lægfolk, sprog, de fattiges ansigt

Nogle borde gjorde opmærksom på, at under nogle punkter i Instrumentum Laboris nævnes lægfolk kun få gange- f. eks. når familien kaldes ”huskirke”. Det er nødvendigt at uddybe forbindelsen mellem lokalkirker og lokale kulturer. Der blev bedt om at udskifte ”nogle formuleringer der er affødt af et europæisk og vestligt perspektiv”, og der blev opfordret til at” tage udgangspunkt i pastorale erfaringer og realiteter, fordi livet er mere vigtigt end teorien”. Der blev også bedt om større fokus på fattige og misbrugsofre.

Mere end 30 indlæg

Efter at de fem sammenfatninger var blevet forelagt i forsamlingen, var der plads til frie indlæg.  I alt 36 indlæg understregede lægfolks vigtighed, for af deres vitalitet vil ”Kirkens fremtid og Kirken i fremtiden” afhænge. Et indlæg så det som ”en lakune”, at ”kvinden kun ses som trøster og ikke som en der kan prædike eller det faktum at hun ikke kan lede en organisation”. Det blev gentaget, at ”der er kvinder, der hører Guds kald og beder om at blive ordinerede”. Og der blev bedt om kvindelig deltagelse i studiegruppen om tjenester og karismer.

Dialog og lytten

I forskellige indlæg blev understreget vigtigheden af ” at udvikle en synodal spiritualitet, aktiv lytten, nærhed, støtte uden fordomme - også over for den der er anderledes og som vi ikke føler os tilpas sammen med”.  ”Man lytter ikke til de andre for at finde ud af, om de er tilstrækkeligt intelligente eller enige med mig, men for at forstå om de, der taler, har ting, jeg kan lære noget af”. Nogle af synodefædrene- og mødrene efterspurgte en større dialog med kulturer, filosofier, religioner. Med udgangspunkt i temaet ” Vi giver mere plads i teltet”, blev der bedt om større lytten til ”personer der lever i fattigdom og lidelse og personer der føler sig udelukkede af samfundet og Kirken”. D.v.s. fraskilte, marginaliserede og Lgbtq+ fællesskaber.

”I Kirken er der hverken en boss eller undersåtter. Der er kun en lærer, og vi er alle søskende”, blev der sagt med en hentydning til klerikalismen.

Ordstyrernes indlæg

Ved ordstyrernes bord fulgte der indlæg fra fire gæster: kardinal Cristóbal López Romero, ærkebiskop af Rabat (Marokko) og præsident for den nordafrikanske bispekonference, monsignor Antony Randazzo, præsident for Oceaniens katolske bispekonference, og biskoppen af Nanterre (Frankrig), Matthieu Rougé,  og ”twitternonnen” fra Nicaragua, Xiskya Lucia Valladares, der er ekspert i sociale medier og digital evangelisering.

Erfaringer fra bispedømmer, nationer og kontinenter

Alle fire ordstyrere fortalte om erfaringer med synodalitet inden for deres områder: sogne, bispedømmer, nationer, kontinenter. Først fortalte kardinal Lopéz Romero om sine erfaringer fra Afrika med ”én eneste ordenssøster, der skabte en bevægelse med udveksling, refleksioner, synodalitet”. Som søster ”udrettede hun mere end mange bispekonferencer”, sagde han. Han fortalte om synodale møder i Marokko, hvor der var kommet deltagere fra flere end 100 lande, hvad der resulterede i ”en stor rigdom, men også nogle vanskeligheder med at leve fællesskabet”.

Monsignor Rougé talte om ”synodale praktikker” i Nanterre, men koncentrerede sig først og fremmest om den store synode i Vatikanet: ”Vi er meget lykkelige over at kunne mødes. Dette hænger sammen med den intensitet, vi oplevede første samling med. Hver eneste af os kom med sin tvivl og ængstelse, men med metoden ”samtale i Ånden”, levede vi en dyb åndelig erfaring, som vi har forsøgt at dele i vores bispedømmer”. Pavens ord: ”synoden er ikke et parlament », havde været til hjælp. ”Sidste år sagde han det to gange, i går kun en gang, fordi han tænkte, at det har vi allerede forstået”, smilede biskoppen.

De skrøbelige lande i Oceanien

Monsignor Randazzo flyttede blikket til landene i Oceanien. Han betegnede området som enormt og meget skrøbeligt og nævnte bl.a. områder som Papua Ny Guinea, som paven besøgte for kort tid siden, Solomon Øerne og de forskellige øgrupper i Stillehavet. Han talte om den store glæde hos den lokale befolkning over, at paven havde taget sig tid til ”at komme den lange vej fra Rom for at komme til et af de skrøbeligste områder på jorden – et område, der er meget rigt på naturlige resurser”. Han kritiserede ”grådigheden” hos nogle af de rige lande, som kommer for at presse aftaler om udnyttelse af de enorme resurser i området igennem – aftaler den lokale befolkning ikke får glæde af. Han talte om synodalitet som noget, indbyggerne i disse områder kender til gennem deres traditioner for respektfuld dialog og rådslagning. ”Jeg er ikke særlig tilfreds, når jeg hører tale om networking. Det er et sprog for forretningsfolk. Vores sprog er fællesskab, at være sammen. Vi forsøger at blive så sofistikerede, at vi risikerer at udelukke mennesker”

Den ”sande skandale” er udelukkelse af kvinder

Med hensyn til ordination af kvinder bemærkede Randazzo: ”Det er et lille mindretal – en vestlig stemme - der er fikserede på dette punkt”. For ham var den virkelige skandale, at ”kvinderne så mange gange ignoreres i Kirken” eller endnu værre ”marginaliseres, er ofre for vold, også i hjemmet og udelukkes fra arbejde”.

Vigtigheden af digital mission

Sr. Xiskya understregede det påtrængende behov for digital mission i en tid, der er præget af nye teknologier og AI. Missionærer fra 67 lande har på synoden delt erfaringer med hinanden om digital mission. Den er vigtig for at ledsage de mennesker, ”der er langt væk fra Kirken, men søger sandheden og går sårede rundt ude i verden – også på grund af de dårlige erfaringer, de har med Kirken”.

Møde de problemer der er

Også kardinal Lopéz Romero talte om rigdommen i den synodale proces: ”Vores Kirke er endnu for europæiseret, vestlig”. Han nævnte som eksempel en afrikansk biskop i et bispedømme med talrige kald og dåb. ”Han bebrejdede en europæisk biskop, at han ville belære ham, når hans egne kirker var tomme”. ” Vi europæere må lære at være ydmyge; men afrikanerne må heller ikke prale, for succes afhænger ikke alene af tal. Vi må hjælpe hinanden med at leve evangeliet”. Tålmodighed og opgivelse af at feje ting ind under gulvtæppet var vigtige for ham.

Reaktionerne på Fiducia Supplicans

Netop fra Afrika kom der afvisende reaktioner på skrivelsen Fiducia Supplicans der introducerede muligheden for velsignelse af personer af samme køn. Kardinalen fra Marokko understregede om dokumentet, at ”det burde være kommet synodalt; den kom ikke fra synoden, men fra dikasteriet for troslære. Min bispekonference utrykte sig på en anden måde; vi blev ikke konsulteret. Det afrikanske kontinents bispekonference udtrykte sig uden at have konsulteret med hele Afrika”, sagde Lopez, der nævnte, at præsidenten for den afrikanske bispesynode havde bedt om undskyldning. Også dette er synodalitet, og det er ikke nemt at lære, konkluderede kardinalen.