Paven: jubelåret er en anledning til at reflektere over håbet i disse krigstider

Pave Frans

Oversættelse –Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

Jubelåret 2025, det hellige år som jeg ønskede skulle have temaet ”Håbets pilgrimme” som motto, er en velegnet lejlighed til at reflektere over denne fundamentale og helt afgørende kristne dyd. Især i tider som dem vi lever i lige nu, hvor vi ser brudstykker af Den tredje Verdenskrig udspille sig omkring os, kan det forlede os til at antage holdninger af mørk trøstesløshed og slet skjult kynisme.

Men håbet er en gave, en opgave for enhver kristen. Det er en gave, fordi det er Gud der giver os det. At håbe er faktisk ikke bare en optimistisk handling som for eksempel når vi nogle gange ønsker os, at vi består en universitetseksamen (”Lad os håbe at vi klarer det”) eller vi ønsker os godt vejr til at tage på tur en forårssøndag (”Lad os håbe det bliver godt vejr”). Nej, at håbe er at vente på noget, der allerede er blevet os givet: frelsen i Guds evige og ubegrænsede kærlighed. Denne kærlighed, denne frelse som får vores liv til at smage af mere og som er det hængsel, verden holder sig oprejst ved på trods af alle de onde handlinger og de nederdrægtigheder, der skyldes vores synder som mænd og kvinder. At håbe er altså at tage imod denne gave, som Gud hver dag tilbyder os. At håbe er at smage underet ved at være elsket, søgt efter, ønskede af en Gud, der ikke har skjult sig i sin uigennemtrængelige himmel, men er blevet kød og blod, historie og dage for at dele vores skæbne.

Håbet er også en opgave, som de kristne har pligt til at dyrke og lade bære frugt til gavn for alle vores brødre og søstre. Opgaven er at blive ved med at være trofast over for den gave, vi har modtaget, som Madeleine Delbrêl netop vidnede om. Hun var en fransk kvinde i det tyvende århundrede, der var i stand til at bringe evangeliet ud i både de geografiske og de eksistentielle periferier i Paris, der var så prægede af afkristning i midten af det forrige århundrede. Madeleine Delbrêl skrev: ”Det kristne håb anviser os denne snævre linje, denne grænse, hvor vores kald kræver, at vi vælger hver dag og hver time at være trofaste mod Guds trofasthed mod os”. Gud er trofast mod os - vores opgave er at svare på denne trofasthed. Men læg mærke til: det er ikke os, der skaber denne trofasthed; den er en gave fra Gud, som virker i os hvis vi lader os forme af kraften i hans kærlighed, Helligånden der agerer som inspirationens åndepust i vores hjerte. Det er altså vores opgave at bede om denne gave: ”Herre, giv mig at være dig tro i håbet!”.

Jeg sagde, at det at håbe er en gave fra Gud og en opgave for de kristne. Og for at leve håbet er der brug for en “mystik med åbne øjne”, som den store teolog Johann-Baptist Metz sagde det: at kunne skelne håbstegn overalt – at det mulige bryder ind i det umulige, at nåden bryder frem, hvor det så ud ti,. at synden havde eroderet enhver tillid væk.  For nogen tid siden fik jeg lejlighed til at føre dialog med to ekceptionelle vidner om håb, to fædre: en israelsk Rami og en palæstinensisk Bassam. De mistede begge en datter i den konflikt, der i alt for mange år har været tæt på at få det hellige land til at forbløde. Men på trods af det, som udtryk for deres smerte, deres lidelse over tabet af deres to små døtre -  Smadar og Abir – er de blevet venner, ja brødre: de lever tilgivelsen og forsoningen som en konkret, profetisk og autentisk gestus. At møde dem har givet mig så meget håb. Den forsoning de lever som enkeltindivider er en profeti om en endnu større forsoning. Den udgør et uovervindeligt håbstegn. Og håbet åbner horisonter, som vi slet ikke kan forestille os Jeg inviterer læseren af denne tekst til en simpel, men konkret gestus: om aftenen før man går i seng og gennemgår de ting der er sket i løbet af dagen og de møder man har haft så led efter et håbstegn i den dag, der nu går mod enden. Et smil som I ikke havde forventet fra nogen, en gavmild gestus, I lagde mærke til i skolen, en venlighed på arbejdspladsen, en hjælpende gestus selv om den var nok så lille: håbet er netop en ”barnlig dyd” som Charles Peguy skrev. Og det er nødvendigt at blive som børn igen, med deres øjne der undrende betragter verden for at møde den, kende den og værdsætte den. Lad os øve os i at genkende håbet. Så vil vi forstå hvor meget godt der er i denne verden. Og vores hjerte vil blive oplyst af håb. Så kan vi være fyrtårne om fremtiden for dem, der omgiver os.