Niende fastemeditation
Roberto Pasolini OFMCap
Det evige liv er en gave, der er her allerede; men tit har vi svært ved at forstå en fundamental side af den – nemlig hvile. Lige fra vi var små, har vi været vant til at høre bønnen: ”Giv dem den evige hvile o Herre og lad det evige lys lyse for dem. De hvile i fred. Amen”. Ideen om en evighed baseret på den evige hvile kan synes skuffende, som om livet sluttede med en uendelig søvn. Men denne opfattelse fødes ud af noget, der er dybt tvetydigt. Vi ser kun hvilen som mangel på aktivitet, mens den i den bibelske vision er en tilstand af fylde og tilfredsstillelse.
Gud selv har hvilet, da Jesus, efter korset, blev lagt i graven. Dette øjeblik er ikke en steril uvirksomhed, men afslutningen på et værk, som en gammel prædiken om påskelørdag fortæller: ” Gud døde i kødet og steg ned for at ryste dødsriget”. Dette lærer os, at selve det at standse op ikke betyder at være til ingen nytte, men at kunne omfavne tiden i tillid, uden at forfølge en hektisk og steril aktivitet.
I dag er hvile en forsømt luksus. Vi lever i et samfund, der pålægger os altid at være aktive, være i et netværk, være produktive. Og dog, jo flere lejligheder vi har til det, jo mindre lykkes det os virkeligt at finde hvile. Lignelsen om tjeneren, der efter at have arbejdet ikke forventer sig en belønning, men accepterer, at han har gjort det, han var kaldet til at gøre, lærer os en vigtig hemmelighed. Så længe vi lever med at være besatte af det resultatet der skal komme ud af det, vil vi aldrig finde hvile. Kun den der roligt accepterer sin egen grænse kan endelig standse op i fred.
Sand hvile er ikke mangel på aktivitet, men frihed. Det er en tilstand, hvor vi ikke mere skal bevise noget, fordi vi lader os favne af Guds kærlighed. ”For den der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine” (Hebræerbrevet 4,10). At leve hvilen godt betyder at træne sig selv til det evige liv ved at lære at leve uden frygt, give slip på det overflødige og stole på det faktum, at Gud allerede er til stede i vores værk.
Den sande hvile er indre fred, den måles ikke i resultater, men i evnen til at tage imod det, Gud giver os. Den er ikke flugt, men en måde at lære at leve mere intenst, uden ængstelse. Den er ikke passivitet, men en aktiv tillid der gør os fri til at elske. ” Frygt findes ikke i kærligheden. Den fuldendte kærlighed fordriver frygten” (Johannes’ første brev 4,18). Ved afslutningen er det evige liv ikke en fjern målstreg, men en virkelighed, der allerede nu vokser inden i os. Allerede nu er vi kaldede til at leve den.
Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
