Syvende fastemeditation
Roberto Pasolini OFMCap
Vor tid har skabt en illusion om, at vi er udødelige. Denne illusion får sin næring af fremskridtet og velstanden, der leder os til at ignorere grænserne for den menneskelige tilværelse. Også Kirken har nogle gange svært ved at finde et udtryk, så den kan aflægge et troværdigt vidnesbyrd om Guds rige. Denne fjernelse af døden viser sig i manglen på evne til at leve roligt ventende, og den kommer til udtryk i hyperaktivitet og konstant nærvær alle de steder, vi presses til at være. Frygten for døden har gjort det vanskeligt at stå over for definitive valg ved at forstærke manglen på engagement og illusionen om altid at kunne omgøre de beslutninger, der er taget.
Vores samtid har slettet de ritualer og ord, der engang hjalp med at konfrontere dødens overgang med fornuft og mod. I dag reduceres det at dø ofte til et mediefænomen eller et teknisk problem for lægevidenskaben. Denne fjernelse af døden forhindrer os i at forstå dybden i det kristne liv og håb. Den hellige Frans af Assisi, der kaldte den ”søster død”, byder på et radikalt alternativ: at acceptere menneskelivets endelighed som en del af vejen til evigheden.
Synden forstået som en mislykket brug af friheden affødes ofte af forsøget på at flygte fra livets usikkerhed. Alligevel er den eneste sande modgift kærlighed levet på en konkret og dyb måde som den hellige Johannes ord vidner om: ”Vi ved, at vi er gået fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene” (første Johannes brev 3,14) At elske lige til det sidste betyder at acceptere grænsen og forvandle den til en mulighed for at give sig selv hen uden reservationer.
Kristus eliminerede ikke døden; men han gik igennem den for at vise os, at man kan være i den og at den er en forvandling. Inkarnationen er ikke blot et svar på synden, men en radikal kærlighedsgestus med hvilken Gud har involveret sig i vores liv. Markusevangeliet understreger paradokset ved en Gud, der frelser gennem korset og ved afsløringen af, at selv om vi er af evighed, er vi ikke udødelige.
Paulus fortæller galaterne om risikoen ved at vende tilbage til en tro, der bygges på angsten og på loven i stedet for på tilliden til Guds frie gave. Johannes formaner til at skelne mellem ånderne ved at anerkende inkarnationen, ikke som en ide´, men som en konkret måde at leve virkeligheden på. Inkarnationen beder os om at blive ved med at stå fast i tilliden til, at virkeligheden trods dens vanskeligheder er det sted, hvor Guds rige findes. At leve som Guds børn og som søskende indbyrdes er et valg, der skal fornyes hver dag i visheden om, at kærlighed indtil døden ikke blot er mulig, men allerede er bevidnet af mange generationer af mænd og kvinder. Denne kærlighedens hymne kan også vi intonere med vores liv.
Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
