Her gik Kristus ind til sin lidelse

Paolo Ondarza – Vatikanstaten

Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Traditionen identificerer de 28 trin på Den hellige Trappe i Rom som dem, Jesus gik op ad, før han blev dømt til døden. Mange troende tager til Rom for at gå op ad trappen på knæ og få fuldt aflad for sig selv eller en afdød. I sanktuariet, der passes af passionisternes ordenssamfund findes også pavernes private kapel, kaldet "Sancta Sanctorum". Her er der relikvier af stor værdi.

Kun få skrift fra Laterankirken ligger den bygning, hvor man finder Den hellige Trappe. Indtil det 14. århundrede, hvor paven blev fordrevet til Avignon, lå her pavens officielle residens. Bygningen indeholder de 28 trin, som ifølge traditionen fandtes i Pontius Pilatus´prætorium (provinsguvernørens residens). De blev ifølge overleveringen transporteret til Rom af den hellige Helena, der var mor til kejser Konstantin. Hun blev anset for at være den første kristne arkæolog, og under sin første rejse til Det hellige Land mellem 327 og 328 forsøgte hun over alt at genfinde stederne fra Jesu liv.

Fra 1854 har det været passionisternes kongregation, der efter Pius IX s bestemmelser skal tage sig af dette sted ”in perpetuum” – til evig tid. Passionisternes karisma er at ”fremme ihukommelsen af Herrens lidelse”, “den guddommelige kærligheds største og mest strålende værk”, som kongregationens grundlægger, den hellige Paul af Korset sagde.

Der ventes en million besøgende i jubelåret

I klosterstilheden ved siden af trappen fortæller Fader Leonello Leidi: “Generelt kommer vi i løbet af et år op på over en halv million besøgende. I år regner man med en million”, siger han og viser de forskellige planlagte initiativer i jubelårets kalender. Imellem alle aktiviteterne ligger fejringen af korsvejen og den internationale messe hver fredag eftermiddag undtagen i juli og august.

Trappen blev flyttet på en nat

“Sanktuariet – forklarer fader Leidi – går tilbage til pave Sixtus V´s tid. Han grundlagde det i 1590 med bullen Cum rerum singolarum. Et år før havde paven - som krønikerne beretter - bedt sin betroede arkitekt Domenico Fontana om på en eneste nat at flytte Den hellige Trappe fra nordsiden af patriarkatets gamle bygning til det sted, hvor den ligger i dag mellem fire andre trapper. Vi har sikre underretninger om, at fra år 1000 er disse 28 trin af pilgrimmene blevet identificeret som dem, Kristus gik op ad flere gange, da han kom for dommeren og blev dømt til døden i prætoriet i Jerusalem”.

Knæ satte aftryk på Den hellige Trappe

Gammel tradition byder, at man kun kommer op ad Den hellige Troppe på sine knæ. Det tydelige tegn på at generationer af pilgrimme er gået ad den vej er aftrykkene i marmortrinene, der i 1724 blev dækket af nøddetræ under pave Innocens XIII. ”Det er meget anstrengende at komme op ad trappen på den måde”, indrømmer fader Leidi; ”denne asketiske øvelse vil være et tegn på en bodshandling, en identificering med Kristi lidelse”.

Jesu bloddråber

På det første, det elvte og det sidste trin viser sanktuariets rektor os nogle små glasruder, og gennem dem skimter man kors af messing og marmor: ” I følge en tradition, der udviklede sig i middelalderen, faldt der på nogle trin nogle dråber af Kristi blod efter at han var blevet pisket”.

Disse pletter, der i dag er usynlige, retter pilgrimmene stadig deres fromme opmærksomhed mod.  De standser her, de lægger hovedet eller religiøse genstande der”. Der er talrige bønner, krucifikser, rosenkranse, små billeder eller fotografier af elskede mennesker som man beder om en speciel nådegave for. De er blevet fundet under det dække af træ, der blev fjernet i anledning af de restaureringsarbejder, der blev afsluttet i 2020. I dag opbevares de af passionistfædrene i et glasskrin indrettet dertil.

En bodshandling alle har adgang til at gøre

Finansieret af 'Patrons of the Arts in the Vatican Museums', er der på en af de fire trapper blevet installeret en trappelift for også at give personer med motoriske vanskeligheder lejlighed til at gennemføre deres pilgrimsrejse og få den fulde aflad, der i sanktuariet gives på de sædvanlige betingelser (aflæggelse af skriftemål, kommunion, credo og en bøn i pavens intention) hver eneste dag  - også efter jubelåret.

Kunsten støtter troen

75 bibelske scener på i alt 1.700 kvadratmeter malet af 12 forskellige malere hjælper til fordybelsen på vej op ad de to sidetrapper. Her beordrede pave Sixtus V i det 16. århundrede, at der skulle males en  Biblia Pauperum, der skal hjælpe pilgrimmen til at fordybe sig i frelseshistorien. Omkring Den hellige Trappe findes der 33 fresker med Kristi lidelseshistorie. De skal gøre det lettere at fordybe sig i Kristi lidelseshistorie og frelseshistorien.

Bonifatius VIII dekreterede det første jubelår

Efter at være steget op af trappen på knæ når man til sanktuariets hjerte,  "Sancta Sanctorum". Det var pavens private kapel, oprindeligt en del af patriarkatets bygning og blev første gang nævnt i  Liber Pontificalis fra det ottende århundrede. Fader Leidi beskriver kapellet som "det tidligste Sixtinske Kapel". Det var udgangspunktet for “den procession, der førte den nyvalgte pave til tronbestigningen i San Giovanni basilikaen". “Vi kan forestille os  siger rektor for sanktuariet, at på dette sted fik Bonifatius VIII ideen om det første jubelår i 1300".

Pavernes private kapel

Gennem en massiv bronzeport kommer man ind i kapellet, der er dekoreret med udsmykninger i gotisk stil og fresker udfærdiget af den romerske skole og bestilt af pave Nikolaus III. Den kosmatiske gulvbelægning, der består af en mosaik af porfyr, granit og farvet marmor ligger under vores fødder som et kostbart tæppe. Stenene kommer fra gamle monumenter fra kejsertiden.

Et billede der ikke er malet af menneskehånd

Inde i kapellet fanges blikket af en gammel ikon af Kristus på tronen. Ikonen er dækket af kostbare sølvplader. Ikonen kan dateres til mellem afslutningen af det 5. og begyndelsen af det 6.  århundrede. Den æres som  “den allerhelligste Frelser", der er titlen på Laterankirken, som ligger i nærheden. Dele af mysteriet om ikonen e,r hvem der malede den, hvor den stammer fra og hvordan den kom til Rom. I følge en gammel legende skal den være påbegyndt af evangelisten Lukas og malet færdig af engle. Den kaldes “acheropita”,eller  “ikke malet af menneskehånd”.

Sancta Sanctorum

I århundreder begav paverne sig påskemorgen ind i "Sancta Sanctorum" for at overvære ' Anastasis, åbningen af de låger, der dækkede over ikonen, en ritus der mindede om Kristi udgang af graven. Om natten den 14. august - vigilien til festen for Marias Optagelse i Himlen, blev billedet af Den allerhelligste Frelser ført i procession gennem Forum Romanum til Santa Maria Maggiore basilikaen, hvor den ved daggry mødte ikonen “Salus Populi Romani”.

Det karolingiske alter

Under det imponerende Kristusbillede står der et alter fra den karolingiske tid, hvor kun paven kan fejre messen: alteret fremtræder som et skrin, der er lukket med bronzedør, omgivet af et massivt jerngitter og lukket med et meget indviklet låsesystem. På bronzeportene fra det 13. århundrede er afbildet helgenerne Peter og Paul til minde om de to apostles hoveder, der engang opbevaredes her. Indeni er der et skrin af cyprestræ fra Leo III s tid. Det indeholder talrige relikvier fra helgener i Kirkens første århundreder. Relikvierne kan føres tilbage til Kristi liv: lige fra Vor Herres sandaler til hovederne af de to helgener Agnes og Prassede. De blev opbevaret i kostbare relikvieskrin og middelalderlige skabe. Fra 1905 har de været udstillede i Vatikanets apostoliske biblioteks museum for sakrale genstande. I dag indgår de i Vatikanmuseerne.

På væggen over for døren, der fører ind til kapellet, er der i et relikvieskrin af træ og krystal et stykke træ, som traditionen identicerer med en del af den spisesal, hvor Jesus befandt sig Skærtorsdag under den sidste nadver.

Stilhed og mystik omgiver den, som går ind på dette sted, der karakteriseres ved en hellig og tidløs atmosfære.  “Non est in toto sanctior orbe locus” . “Et helligere sted end dette findes ikke på hele jorden”, står der i en kartouche på væggen.