Decentralisering og stramning

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Den 16.7. er et nyt motu proprio Traditionis Custodes (traditionens vogtere) trådt i kraft. Formålet med dokumentet er at regulere rammerne for fejring af den ekstraordinære ritus – kaldet den traditionelle messe. Dokumentet kan ses både som en stramning og en decentralisering i forhold til tidligere praksis. Forhistorien er flg.: i 1988 lempede den hellige Johannes Paul II og senere i 2007 lempede også Benedikt XVI på adgangen til at fejre den gamle messeform, der var gældende i Kirken indtil 1969, hvor Paul VIs missale trådte i kraft. Johannes Paul II og Benedikt XVI gav ”med faderlig omsorg" begge tilladelse til messefejring efter Missale Romanum i den udgave, der blev autoriseret af den hellige Johannes XXIII i 1962. De ville derved ”styrke den kirkelige enhed med de katolikker, der føler sig forbundne med nogle tidligere liturgiske former”, siger dokumentet.

Mange forsøg på brobygning

Der har været mange forsøg på at bygge bro mellem Pius Xs Broderskab og Rom siden bruddet i 1988. I 2014 mødtes daværende præfekt for Troslærekongregationen, kardinal Ludwig Gerhard Müller, med Fellay, lederen af Pius Xs broderskab, med henblik på ”fuldstændig forsoning”. I september 2015 i barmhjertighedens år gav pave Frans alle troende tilladelse til at skrifte hos selskabets præster. Senere blev tilladelsen videreført. I sommeren 2016 meddelte Vatikanets forhandler, at Fellay havde accepteret forslaget om, at broderskabet kunne blive et personalprælatur lige som Opus Dei.

Fellay udtalte i januar 2017, at en forening var ”undervejs”. I april samme år pålagde Vatikanet biskopperne at anerkende vielser i Pius Xs Selskab for at føre selskabet tilbage til fuld enhed med Rom. Men efter at italieneren Davide Pagliarini er blevet valgt i 2018, har der været mindre spillerum for forsoning.

Ecclesia Dei opløses

I januar i år opløste pave Frans kommissionen Ecclesia Dei, der blev grundlagt i 1988 af den hellige pave Johannes Paul II, da ærkebiskop Marcel Lefevbre, grundlæggeren af Pius Xs Selskab, trodsede Rom og bispeviede fire mænd. Dette blev af Rom stemplet som en ulovlig og skismatisk handling. Kommissionens fornemste opgave blev at føre Pius Xs Selskab og de troende, der følte sig knyttet til det, tilbage til fuldt fællesskab med Den katolske Kirke. Fra januar er kommissionens opgaver overført til Troslærekongregationen.

Troslærekongregationen tog i 2020 initiativ til at gennemføre en verdensomfattende spørgeskemaundersøgelse, hvor biskopperne skulle besvare, hvilke erfaringer, der lokalt var høstet med fejring af den ekstraordinære messe siden 2007.

Pave Frans erklærer i Traditionis Custodes, at han har reflekteret over biskoppernes svar i undersøgelsens resultater og lyttet til Troslærekongregationens opfattelse. Bag de nye stramninger ligger ifølge dokumentet den konstante søgen efter kirkens enhed.

Decentralisering

Med Traditionis Custodes bliver Paul VIs missale fra 1969 kaldet Ordo Novus det eneste anerkendte udtryk for den romerske ritus´ lex orandi – dvs et forpligtende udtryk for Kirkens liturgiske liv.  Den lokale biskop får kompetencen til at vurdere behovet for og autorisere brugen af Missale Romanum efter den gamle form i sit bispedømme (art. 2).

Det bliver hans ansvar at sikre sig, at grupper, der i hans bispedømme fejrer messen efter den ekstraordinære ritus, anerkender gyldigheden og legitimiteten af de liturgiske reformer fra Vat II (art. 3, § 1)

Biskoppen skal udpege steder og dage, hvor de lokale, der ønsker at fejre messen efter den gamle ritus, kan samles til eukaristifejring – det kan dog ikke længere være i sognekirker (art. 3, § 2). Det kræves også, at der til skriftlæsningerne bruges oversættelser, der er autoriseret af de lokale bispekonferencer.

Artikel 3 § 4. siger, at biskoppen skal udnævne en præst, der har ansvaret for den traditionelle messefejring og for sjælesorg for mennesker, der ønsker at fejre den traditionelle messe. Dokumentet nævner udtrykkeligt, at gode latinkundskaber ikke er nok. Den pastorale og åndelige omsorg for de troende er lige så vigtig.

Ifølge artikel 3 § 5 skal denne præst sikre, at grupper til traditionel messefejring også virkelig er til gavn for medlemmernes åndelige vækst. Han skal vurdere, om grupperne skal bevares eller evt. lukkes.

Ifølge artikel 3 § 6 skal præsten se til, at der ikke dannes nye grupper til traditionel messefejring.

Præster, som præstevies efter at dette motu proprio er trådt i kraft, skal søge hos den lokale biskop om lov til at fejre den ekstraordinære ritus.

I følgebrevet til verdens biskopper skriver pave Frans, at både pave Johannes Paul II og Benedikt XVI tillod muligheden for at bruge Pius V s udgave af Missale Romanum (redigeret af den hellige Johannes XXIII i 1962) for at overvinde det skisma, der var opstået mellem Kirken og den skismatiske Lefebvre-bevægelse.

Intentionen med Benedikt XVIs motu proprio Summorum Pontificum (2007) var, at den gamle og den nye messeform skulle fejres til gensidig berigelse. Men svarene på spørgeskemaundersøgelsen vedr. brugen af den gamle messe har imidlertid overbevist paven om nødvendigheden af et indgreb, siger dokumentet.

Der har, siger følgebrevet, i grupper, der dyrkede den traditionelle liturgi, været en voksende afvisning ikke blot af Det andet Vatikankoncils liturgiske reform, men også af selve koncilet. Grupper af troende afviser Kirken og dens institutioner for at have forrådt ”den sande kirke” og ”den sande tradition”. Denne attitude står, siger følgebrevet, i modsætning til tanken om, at Kirken er et fællesskab af alle troende og virker derfor splittende. Ifølge Sacrosanctum Concilium – koncilets konstitution om liturgi – er messen ”ikke blot en privat handling – men en fejring af Kirken som enhedens sakramente”.

Dokumentet påpeger, at den romerske ritus mange gange gennem tiden er blevet forandret og tilpasset tidens behov. Den er ikke bare noget, der skal bevares, men også noget, der skal fornyes ”gennem en trofast fastholdelse af traditionen”. Dokumentet kræver også, at der holdes opsyn med eventuelle fejludviklinger inden for den ordinære liturgi.

Dokumentet ophæver alle instrukser, som er gået forud for ”Traditionis Custodes”.