Pave Frans: lad os bygge en troværdig kirke op uden at give efter for pessimismen

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

“Jo mere Kirkens medlemmer lever fællesskabet, jo mere vil Kirken være et troværdigt vidne om Evangeliet. Den skal skabe lejlighed og rum til, at enhver kan nærme sig troen og finde et gæstfrit fællesskab, der forstår at lytte og gå i dialog og som fremmer en god måde at være sammen på”. 

I Notre Dame-basilikaen i Quebec fra 1600-tallet, hvor de jordiske rester af den hellige Saint François de Laval ligger begravet, standsede paven i stilhed i nogle øjeblikke. Pave Frans bad vesper sammen med biskopper, præster, seminarister og pastorale medarbejdere fra hele Canada. Og i prædikenen ved denne anden og sidste begivenhed i den frankofone provinshovedstad bad han igen om undskyld. Ikke blot om undskyld for misbrug på kostskolerne, som også katolikker er skyldige i, men også misbrug, som katolske præster stod bag.  

Aldrig mere misbrug i Kirken

” Aldrig mere”-  "Nunca más", sagde pave Frans med eftertryk.

Jeg tænker især på det seksuelle misbrug, der blev udøvet mod mindreårige og sårbare personer, skandaler der kræver stærk handlekraft og en nødvendig kamp. Jeg ville gerne sammen med jer endnu en gang bede alle ofrene om tilgivelse. Den smerte og den skam, vi føler, bør blive en anledning til omvendelse: aldrig mere!

Paven gentog sit ”aldrig mere” - også for at tage afstand fra den koloniseringsmentalitet, der førte til det, som han i de seneste dage har defineret som ”en historie om smerte og foragt, som har såret Canada.

Jeg tænker på vandringen mod helbredelse og forsoning med søskende fra den oprindelige befolkning. Aldrig mere bør det kristne samfund lade sig besmitte af den idé, at den ene kultur er den anden overlegen, at det er legitimt at bruge tvang overfor andre. Lad os ikke tillade at nogen ideologi fremmedgør vores folk for at dominere dem.

Glæden ved troen er ikke en ”billig ” glæde

Paven holdt sin prædiken på spansk. Han talte til de canadiske præster om hengivenhed og ømhed, om nærhed og denne ”troens glæde” der fødes af bevidstheden om, at ”Gud er nær”.

Det drejer sig altså ikke om ”den billige glæde som verden af og til foreslår os ved at narre med gøgl og blændværk”. Endnu mindre er det en glæde, der er ”forbundet med rigdom og sikkerhed, ikke engang med overbevisningen om at det i livet altid vil gå os godt, at der ikke vil være nogle kors og problemer at slæbe rundt med”. Den kristne glæde, understregede pave Frans, er snarere ”forbundet med en erfaring af fred, der bliver i hjertet - også når vi er skydeskive for prøvelser, for vi ved, at vi ikke er alene, men ledsages af Gud og at Han ikke er ligeglad med vores skæbne”.

Men i dag er der dem, der ”truer fredens glæde og risikerer at formørke den”, sagde han. Det er ”sekulariseringen”, der i nogen tid ”har forandret livsstilen for kvinder og mænd i dag ved næsten at opgive Gud”. Han er næsten ”forsvundet i horisonten”. Men pas på – for som paven siger ”når vi betragter den kultur, vi befinder os i – dens sprog og dens symboler”, så risikerer man ”at blive taget til fange af pessimisme og vrede og at give efter for negative domme eller unyttige former for nostalgi”.

Det er alt sammen et spørgsmål om det blik, man har på tingene– et ”negativt blik” på den ene side – på den anden side ”det blik der skelner”. Det negative blik - forklarer pave Frans - ”fødes ofte af en tro, der idet den føler sig angrebet forstår sig selv som en form for rustning, der skal bruges til at forsvare sig mod verden”.

Med bitterhed anklager man verden og siger:”Verden er ond, synden hersker” og risikerer således at klæde sig i en ”korstogsånd”. Lad os være opmærksomme på dette, for det er ikke kristent. Det er ikke Guds måde at gøre det på.

En god made at se verden på

”Herren, der afskyr verdslighed, har en god måde at se verden på”. Hvis vi alligevel anlægger et negativt blik, ”vil vi lukke os inde i os selv, vi vil græde over vores tab, vi vil klage hele tiden og falde ind i en tristhed og pessimisme, som aldrig kommer fra Gud”.

“ Hvis vi giver efter for det negative blik på verden og dømmer på en overfladisk måde, risikerer vi at komme ud med et forkert budskab, som om der bag kritikken af sekulariseringen fra vores side var nostalgien efter en sakral verden, et samfund, der hører andre tider til, hvor Kirken og dens tjenere havde mere magt og social relevans. Dette er et forkert perspektiv”.

Tre udfordringer

Hvad angår udfordringer, nævnte paven tre. Den første er at   “gøre Jesus kendt” i ”vor tids åndelige ørkener, som dannes der, hvor der er sekularisme og ligegladhed”. Man kan ikke kommunikere om troens glæde ” ved bare at gentage nogle forskellige former for praksis eller gentage pastorale former fra fortiden”. ”Det er nødvendigt at finde nye veje for at forkynde hjertet i Evangeliet for dem, der endnu ikke har mødt Kristus”, sagde pave Frans.

Den anden udfordring er vidnesbyrdet”, sagde han til biskopper, præster og kommende præster. ”I er hovedpersonerne i og opbyggerne af en anderledes kirke: ydmyg, sagtmodig, barmhjertig, der følger med i de processer, der sker og som beslutsomt og roligt arbejder med inkulturation, som værdsætter enhver kulturel og religiøs forskellighed”.

Kirken, et gæstfrit fællesskab

Til slut den tredje udfordring: “Broderskab”.  Hvad betyder det helt konkret at leve et kristent fællesskab, der er en ”skole i menneskelighed” – og at knytte bånd til dem, der ikke ”er nogle af vores”, til dem der ikke tror, til dem, der har forskellige traditioner og skikke? At ”fremme broderlige relationer til alle, til brødre og søstre fra den oprindelige befolkning, til enhver søster og bror, som vi møder, fordi Guds nærvær afspejles på alles ansigter”.  Derfra kommer paven med en sidste anbefaling:” lad os ikke lukke inde i nostalgi”- lad os se fremad.