Pavens besøg i Kazakstan: en lille flok fortæller pave Frans om livet i Evangeliets lys

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Nye horisonter der befrier fra fordomme, evnen til at sætte sit eget ego til side, taknemmelighed over et kald, der fører til, at man ser den anden som en gave og præstekaldet som en medfølelsens tjeneste. Dertil kommer også en tak til paven for hans arbejde for fred i verden. Det var nogle af de vidnesbyrd, der kom op på mødet med biskopper, præster. diakoner, gudviede, seminarister og pastorale medarbejdere ved katedralen for Vor Frue af den stedsevarende Hjælp i Nur Sultan, hovedstaden i Kazakstan under pavens 38. apostoliske rejse.

Præster for en lille flok

Ruslan Rakhimberlinov, præst fra bispedømmet Karaganda og ny rektor for det biskoppelige seminarium “Maria, Kirkens Mor” viste sin og alle de tilstedeværende troendes glæde over “at dette historiske besøg i landet har ladet en drøm blive til virkelighed”. Idet han mindede om, at Kazakstan er en multietnisk, multikulturel og multireligiøs nation, forklarede han, at mennesker føler behov for at have en præst tæt på, “ der fejrer eukaristien, forvalter sakramenterne, kan sige et godt ord i en prædiken, er i stand til at forstå og støtte i vanskelige øjeblikke og til at glæde og opmuntre når der er brug for trøst. Vores kirke her i Kazakstan, tilføjede han, er en lille flok i Kristus; men jeg er sikker på, at i denne situation er der muligheder for at bygge Guds rige op og vidne om Evangeliets glæde, mens man overvinder vanskeligheder og hindringer”.

Tak til paven, der bringer budskab om fred

Miroslava Galushka, der er gift med en græsk-katolsk præst fra den apostoliske administration for katolikker af den byzantinske ritus i Kazakstan og Centralasien, sagde i sit vidnesbyrd, at hun var “Herren taknemmelig” for at hendes mand for godt ti år siden “svarede på Helligåndens kald og besluttede at forlade sit hjemland for at tjene i Kazakstan og dele livet med de mennesker, som Herren får ind på den kristne trosvandring, hvor de støttes af Guds kærlighed og evangeliets glæde”. Paven blev takket for “at være kommet til Afghanistan som en fredsbringer. Jeg rakker Dem for bønnerne og for alle de anstrengelser, som de gør for at få freden tilbage til mit fødeland Ukraine”.

Lægfolk og det bidrag de kan give til samfundet

“Jeg er eneste barn af fraskilte forældre. Jeg har ingen erfaring hverken om en far som opdrager eller en forenet familie. Derfor voksede jeg op spærret inde i mit eget jegs egoisme og rodfæstet i overbevisningen om, at man har ret til at gøre alt”. Sådan begyndte Kirill Boreychuk sin fortælling. Han talte på vegne af lægfolk og familier i Kazakstan. “Det kristne liv består for os i apostelen Paulus sammenfatning: Vi skal ikke leve for os selv. Jeg vil ære Herren vor Gud, sagde han, for at have kaldt mig til at leve det rette kristne liv i Den katolske Kirke, der åbner nye horisonter for mig og befrier mig for de fordomme, jeg fik som barn og voksen”. “Mens vi lærer af Kirken at gå fra den menneskelige egoisme til den ubetingede ægteskabelige kærlighed bliver vi klar over – konkluderede han, vores opgave med at bidrage som en sund celle til samfundslivet i vores land”.

Oversat fra italiensk: ”Kazakhstan, davanti a Francesco la vita del Vangelo di un piccolo gregge” ved Andrea De Angelis, Vatikanstaten.