Mongoliet modtager pave Frans på hans 43. apostoliske rejse
Salvatore Cernuzio – udsendt af Vatican News til Ulaanbaatar (Mongoliet) Redigeret oversættelse til dansk v. Lisbeth Rütz
En let brise lagde en dæmper på den stærke hede, da pave Frans landede i Mongoliets hovedstad. Lokale medier i Mongoliet lægger vægt på pavebesøgets ”historiske” karakter. Pavens besøg varer fra den 1. til den 4. september og er hans 43. apostoliske rejse.
Afdæmpet, men venlig modtagelse
Medierne kører konstant med informationer om pavebesøget og gør det ikke-katolske, buddhistiske flertal i befolkningen mere og mere nysgerrigt. Det er svært at finde bannere og plakater om pavebesøget sådan som det ellers er skik under et pavebesøg, og der er heller ikke så mange mennesker som der plejer at være, når paven kommer. Modtagelsen af paven er afdæmpet; men den er dybtfølt med en følelse af taknemmelighed – især fra den lille katolske flok: ”Vi modtager paven som en kær slægtning, vi ved skal besøge vores hjem”, siger nogle Consolata-missionærer. Også i den internationale Djengis Khan lufthavn synes der at være stilhed ved ankomsten. Paven selv inviterede til at reflektere over det i flyet undervejs fra Rom med ord, som den nye kardinal Giorgio Marengo, apostolisk præfekt i Ulaanbaatar, en af de første, der modtog paven, siger, han værdsatte meget.
Pavens ankomst
Charge´ d´affaires ved det apostoliske nuntiatur, monsignor Fernando Duarte Barros Reis, og den protokolansvarlige var de første, der modtog paven i flyet. Paven kom derefter ned med elevatoren. Her blev han modtaget af udenrigsminister, fru Batmunkh Battsetseg.
En ung kvinde klædt i en rød deel (nationaldragten af silke og bomuld) bød paven på et bæger tørret yoghurt – en traditionel ret tilberedt af yakoksens mælk. Yakoksen er sammen med køer, geder og heste blandt de almindeligste dyr i Mongoliet. Paven berørte skålen med hånden og tog et stykke yoghurt. Der var ingen taler, kun æresvagt med militærfolk i den traditionelle røde, blå og gule uniform. Monsignor José Luis Mumbiela Sierra, biskop af Den allerhelligste Treenigheds bispedømme i Almaty i Kazakhstan, var med i sin egenskab af præsident for den centralasiatiske bispekonference.
Paven og ministeren kom derefter til Viploungen for en kort samtale. Derefter blev pave Frans kørt til det apostoliske præfektur i Ulaanbaatar syd for byen i Khan Uul distriktet, der er blandt de vigtigste industriområder i regionen. I denne fire etagers bygning af orangefarvede mursten, hvor der de forudgående dage var blevet ophængt et blåt velkomstbanner, vil pave Frans residere, mens han er i Mongoliet. Han vil kun opholde sig i hovedstaden. Den officielle velkomstceremoni vil finde sted lørdag den 2. september på Sukhbaataar pladsen, hvor regeringspalæet ligger. Her vil paven mødes med de civile myndigheder. Ved ankomsten til præfekturet blev paven mødt af en gruppe gamle og syge og nogle børn, der modtog ham ved indgangen og overrakte ham blomster.
Telegrammer til myndighederne i de lande man fløj over
Udover at sende telegram til den italienske præsident Sergio Mattarella under den 9 en halv time lange flyvning sendte paven telegrammer til de andre lande, man fløj hen over. I budskabet stilet til den kroatiske præsident Zoran Milanovic´ mindedes han præsidentens visit i Vatikanet i 2021 og påkaldte Guds “overstrømmende velsignelse” og “fredens og glædens gaver” over landet. Over for talsmanden for præsidenten for Bosnien og Herzegovina, Zelimko Komšić, forsikrede paven om sin forbøn, og han påkaldte “ den Almægtiges velsignelser af enhed, broderskab og enighed” over nationen. “Bønner for fred og for nationens enhed” blev også udtrykt i et telegram stilet til den serbiske præsident Aleksandar Vučić, og “fred og velstand” blev ønsket til præsidenten af Montenegro, Jakov Milatović. Et ønske om “enhedens, glædens og fredens gaver” blev ledsaget af den pavelige velsignelse over Bulgarien gennem telegrammet til præsident Rumen Radev. I sit budskab til den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan og hele folket forsikrede pave Frans om sine bønner, idet han påkaldte “de guddommelige velsignelser af broderlig harmoni og fred” over nationen.
Til Georgiens præsident, Salome Zourabichvili, sendte pave Frans Guds velsignelse over nationen og dens borgere og en bøn om, at Gud vil give alle “enhedens og samdrægtighedens gaver” til landet. “Gid nationen må blive velsignet af fred og broderskab”. “Jeg påkalder med glæde de guddommelige velsignelser over jer alle, skrev pave Frans i telegrammet til den azerbaianske præsident Ilham Aliyev.” . Mens man fløj over Kazakhstanb blev der til præsident Kassym-Jomart Tokayev sendt biskoppen af Roms bønner for “at den Almægtige må give nationen overvældende velsignelser”.
Til Kinas præsident Xi Jinping, sendte pave Frans “ en hilsen i dette øjeblik, hvor vi flyver over Deres land med kurs mod Mongoliet". “Idet jeg forsikrer Dem om mine bønner for nationens vel - læser man - påkalder jeg over jer alle Guds velsignelse om enhed og fred”.