Paven advarer mod ideologier i Kirken og i verden

VATICAN NEWS Oversættelse ved Lisbeth Rütz

Matteo Bruni:

Tak Deres Hellighed for disse intense dage hvor vi mødte dette lille folk, der er så rigt på kultur i et kæmpemæssigt land, som De kaldte det. Mongoliet har også et levende kristent samfund, der med frisk energi vidner om sin tro. Journalisterne har haft muligheden for at vise deres interesse og har nogle flere spørgsmål, som de ville stille Dem.

 «God dag til alle og tak for Jeres selskab. Tak for det arbejde I har leveret. Vis med medierne også dette folks kultur og historie. Mange tak”

Jargalsaikhan Dambadarjaa (The Defacto Gazete):

Mange tak Deres Hellighed for at have besøgt Mongoliet. Mit spørgsmål er: hvad var Deres vigtigste formål med dette besøg. Jeg ville også gerne vide, om De er tilfreds med det resultat, der er opnået.

« Jeg fik ideen til at besøge Mongoliet, mens jeg tænkte på det lille katolske samfund. Jeg tager ud på disse rejser for at besøge de katolske samfund og også for at komme i dialog med folkenes historie og kultur, med det, som er den store mystik, der ligger i et folk. Og det er vigtigt, at evangelisering ikke forstås som proselytisme. Proselytisme indskrænker altid. Pave Benedikt har sagt, at troen ikke vokser frem gennem proselytisme, men gennem tiltrækning. Evangeliets budskab går i dialog med kulturen. Der er en evangelisering af kulturen og også en inkulturation af evangeliet..

For de kristne udtrykker med deres kristne værdier også kulturen i deres eget folk. Dette er det helt modsatte af, hvad der ville være religiøs kolonisering. 

For mig gik rejsen ud på at lære dette folk at kende, at komme i dialog med dette folk, at tage imod kulturen i dette folk og følge Kirken på dens vandring med megen respekt for kulturen i netop dette folk. Og jeg er tilfreds med resultatet”

Ulambadrakh Markhaakhuu (ULS Suld Tv)

I dag kan en civilisationskonflikt kun løses gennem dialog som De, Deres Hellighed har sagt. Kan Ulaanbaatar være en platform for international dialog mellem Europa og Asien?

«Ja, det tror jeg. Men I har en meget interessant ting, der også er fordelagtig for denne dialog, og jeg tillader mig at kalde den “den tredje nabos mystik”. Den får jer til at gå fremad i en politik med den tredje nabo. Tænk på at Ulaanbaatar er hovedstaden i et land, der er meget langt væk fra havet. Og vi kan sige, at Jeres land ligger mellem to stormagter Rusland og Kina. Og for jer ligger denne mystik i at gå i dialog med “de tredje naboer” - ikke af foragt for de to, for I har gode forbindelser med disse to, men af bekymring for universalitet for at vise jeres værdier til hele verden og også for at modtage de andres værdier, så det kan bringe jer sammen i dialog. Det er mærkeligt, at i historiens løb blev dette at opsøge andre lande altid blandet sammen med kolonialisme eller med at trænge sig ind for at dominere.  Jeg kan vældig godt lide dette udtryk med den tredje nabo. Det er jeres rigdom”.

 Cristina Cabrejas (EFE)

I går sendte De et budskab til det kinesiske folk og til katolikkerne, og De bad katolikkerne om at være gode borgere efter at landets myndigheder ikke havde givet biskopperne lov til at komme til Mongoliet. Hvordan er forholdet til Kina i dette øjeblik? Og er der nyheder om kardinal Zuppis rejse og om missionen i Ukraine?

«Kardinal Zuppis mission er en fredsmission, som jeg har tiltrådt. Og han lavede en plan, som forudså besøg i Moskva, Kyiv, De forenede Stater og også Peking. Kardinal Zuppi er en mand, der står for dialog og universelle visioner. Han har erfaringer med sig fra arbejdet i Mozambique i bestræbelser for fred, og derfor sendte jeg ham. Forholdet til Kina er meget respektfuldt, ja, meget respektfuldt. Personligt nærer jeg stor beundring for det kinesiske folk. Kanalerne står åbne - m.h.t. udnævnelse af biskopper er der en kommission, der i nogen tid har arbejdet med den kinesiske regering og med Vatikanet. Der er mange eller rettere nogle katolske præster eller katolske intellektuelle, der ofte er blevet inviteret ud på de kinesiske universiteter for at afholde kurser. Jeg tror, vi må gå videre for at forstå hinanden mere og at de kinesiske borgere ikke tror, at Kirken ikke accepterer deres kultur og værdier og at Kirken er afhængig af en anden stormagt. Den er godt på vej fremad på venskabets vej  - den kommission der ledes af kardinal Parolin. De gør et godt stykke arbejde - også på den kinesiske side. Vi er på vej fremad med forholdet.. Jeg har stor respekt for det kinesiske folk. 

Gerard O'Connell (America Magazine)

Deres Hellighed. Forholdet mellem Vietnam og Den hellige Stol er meget positivt i dette øjeblik.  For nylig har man taget et betydeligt skridt fremad. Mange vietnamesiske katolikker beder om, at De kommer på besøg som De har gjort det i Mongoliet.  Hvilke andre rejser har De på programmet?

«Vietnam er en af de meget smukke erfaringer som Kirken på det seneste har gjort med dialog. Jeg ville sige, at der ligesom ligger en sympati i dialogen. Begge parter har haft god vilje til at forstå hinanden og søge veje til at komme fremad. Der har været nogle problemer; men i Vietnam ser jeg, at disse problemer før eller senere overvindes. For kort tid siden talte vi helt frit med Vietnams præsident. Jeg er meget positiv, hvad angår forholdet til Vietnam – i årevis har man lavet et godt stykke arbejde.  Jeg husker, at der for fire år siden kom en gruppe af vietnamesiske parlamentarikere – der var en smuk, meget respektfuld dialog med dem. Når en kultur åbner sig - så er der mulighed for dialog. Hvis der er lukkethed eller mistro, så er dialog meget vanskelig. Døre er blevet åbnet for dialog med Vietnam, med nogen mere end med andre; men der er åbnet og man går langsomt fremad. Der har været nogle problemer; men det er blevet løst. Mht. en rejse til Vietnam – hvis ikke jeg kommer - så kommer Johannes XXIV. Det er sikkert, at han vil komme, for det er et område, der fortjener at komme frem – som har min sympati. Af andre rejser er der Marseille og så er der nogen i et lille land i Europa og vi ser på, om vi kan gøre det. Men jeg må sige det som det er – for mig er det ikke så nemt som i begyndelsen at tage på en rejse – der er nogle begrænsninger mht. at gå, og det begrænser, men vi får se”.

Fausto Gasparroni (ANSA)

Deres Hellighed, for nylig har der været diskussioner om Deres udtalelser til unge katolske russere angående Moder Rusland, arven efter personer som Peter den Store og Katarina II. Det er udtalelser som – lad os sige det på den måde - har irriteret for eksempel ukrainerne meget. De har også haft konsekvenser på det diplomatiske område og man har set på dem som en forherligelse af russisk imperialisme og en slags garanti for Putins politik. Jeg ville gerne spørge om, hvorfor De har følt, at disse udtalelser var nødvendige, om De har vurderet det opportune i at udtale Dem sådan, om De ville gentage dem og – for også at være klar, om De kan sige os hvad De tænker om imperialistiske styreformer og specielt den russiske?

«Lad os lige se på hvordan det blev gjort – det var en dialog med unge russere. Og ved slutningen af dialogen kom jeg med et budskab til dem – et budskab som jeg altid gentager: at de skal tage deres arv på sig. Det første punkt: tag jeres arv op. Det samme som jeg siger overalt. Og også med denne vision forsøger jeg at skabe dialog mellem bedsteforældre og børnebørn. Jeg siger det samme overalt, og det var budskabet. Et andet skridt for at gøre arven tydelig. Jeg kom faktisk med ideen om det smukke Rusland, for den russiske arv er meget god, den er meget smuk. Jeg tænker på litteraturens område, på musikkens område indtil vi kommer til Dostojevskij, der i dag taler til os om en moden humanisme. Han tog denne humanisme på sig, der udviklede sig i kunsten og litteraturen. Det ville være det andet plan, hvor jeg talte om arven – ikke? Det tredje var måske ikke så vellykket; men idet jeg talte om det store Rusland - ikke så meget i geografisk som i kulturel forstand-  kom jeg i tanke om det, de lærte os i skolen: Peter I, Katarina II. Og så kom dette tredje element, som måske ikke er helt rigtigt. Jeg ved det ikke. Det må historikerne sige til os. Men det var en tilføjelse, som jeg kom i tanke om, fordi jeg havde studeret det i skolen. Det som jeg sagde til de unge russere var, at de skulle tage deres arv på sig, hvilket vil sige at de ikke skal købe den andre steder. Tage deres arv på sig. Og hvilken arv har det store Rusland givet – den russiske kultur har en meget stor skønhed og dybde, og den skal ikke udslettes på grund af politiske problemer. I har haft mørke år i Rusland; men arven har altid været der tæt på. Så taler de om imperialismen. Og jeg tænkte ikke på imperialismen da jeg sagde det. Jeg talte om kulturen, videregivelsen af den er aldrig nogensinde imperialistisk – den har altid noget med dialog at gøre. Det er sandt, at der findes imperialistiske styreformer, der vil påtvinge andre deres ideologi. Her standser jeg: når kulturen bliver destilleret og forvandlet til ideologi, så er det ikke godt. Man bruger kulturen, men destillerer den til ideologi. Det er nødvendigt at skelne mellem når det er et folks kultur og hvornår det er ideologier, der dukker op gennem nogle filosoffer, nogle politikere i det folk. Og det gælder for alle - også Kirken. I Kirken kommer der nogle gange ideologier ind, der løsriver Kirken fra det liv, der kommer fra rødderne og bevæger sig opad. De løsriver Kirken fra Helligåndens indflydelse. En ideologi er ude af stand til at inkarnere sig, den er kun en ide´. Men ideologien indtager sin plads og bliver til politik - sædvanligvis bliver den til et diktatur,  ikke? Den bliver en mangel på evne til dialog til at bevæge sig fremad med kulturerne. Og de imperialistiske styreformer gør dette. Imperialismen konsolideres altid på basis af en ideologi. Vi må også i Kirken skelne mellem doktrin og ideologi. Den sande doktrin er aldrig ideologisk, aldrig. Den er rodfæstet i Guds hellige, trofaste folk. Ideologien er i stedet løsrevet fra virkeligheden, løsrevet fra folket. Jeg ved ikke, om jeg har besvaret spørgsmålet. 

Robert Messner (DPA)

Goddag. Jeg har et spørgsmål hvad angår Dres opdatering af Laudato si’. Kan man forstå den som en demonstration af solidaritet med de aktivister der kæmper for beskyttelse af miljøet som “sidste generation”, dem som laver spektakulære protester? Måske er der også et budskab i denne opdatering til de unge aktivister, der går på gaden?

«Lad mig sige lidt generelt: jeg udtaler mig ikke om disse ekstremister. Men de unge er bekymrede. En dygtig italiensk videnskabsmand – vi mødtes på Akademiet – greb ind og sluttede således: “ jeg vil meget nødigt, at mit lille barnebarn, der blev født i går, kommer til at leve i en så grim verden om 30 år. Og i den forstand kan jeg lide, at de kæmper så godt. Men når der kommer ideologi eller politisk pression ind i det eller man bruger det til det formål, så går det ikke. Min apostoliske exhortation vil udkomme på den hellige Frans´dag den 4. oktober, og den er en revision af det, der skete ved COP i Paris, det møde der måske var det mest frugtbare indtil nu. Der er nogle nyheder om nogle COP og nogle ting, der endnu ikke er blevet løst, og det er bydende nødvendigt at løse dem. Det er ikke så stort som Laudato si’, føre Laudato si’ videre i nye ting og også en analyse af situationen.  

Etienne Loraillère (KTO Tv)

De ønsker en synodal kirke, i Mongoliet og i verden. Oktobersamlingen er frugten af Guds folks arbejde. Hvordan kan man medinddrage de døbte i hele verden i denne etape? Hvordan kan man undgå ideologisk polarisering? Og kan de døbte offentligt tale og dele det som de lever i, så man kan vandre sammen med dem? Elle vil hele processen være hemmelig?

 «De har talt om, hvordan man kan undgå ideologisk pression. På synoden er der ikke plads til en ideologi, der er en anden dynamik. Synoden er dialogen mellem de døbte, mellem Kirkens medlemmer om dialogen med verden om de problemer som i dag berører menneskeheden. Men når man kommer i tanke om at slå ind på en ideologisk vej, ja så slutter synoden. Der er ikke plads til ideologi – der er plads til dialog. Til at mødes som brødre og søstre og konfronteres med Kirkens doktrin. Gå fremad. Jeg vil godt understrege, at synodalitet ikke er noget, jeg har opfundet, det var den hellige Paul VI, der gjorde det. Da Det andet Vatikankoncil sluttede, opdagede man, at i Vesten havde Kirken mistet den synodale dimension. Østkirken har den. Derfor skabte han sekretariatet for bispesynoden, som i disse 60  år bragte refleksionen videre på en synodal måde med fortsatte fremskridt. Det var kvintessensen af den beslutning, den hellige Paul VI tog. Jeg underskrev og offentliggjorde et dokument om, hvad synoden er, og man gik videre med det dokument. Og nu er det kommet videre. Det er modnedes mere, og derfor tænkte jeg, at det var meget godt at holde en synode om synodalitet, som jo ikke er et modefænomen. Det er faktisk en gammel ting. Østkirken har altid haft den. Men hvordan skal man leve synodaliteten og leve den som kristen og som jeg sagde før uden at blive fanget af ideologier. Processen hvor man mødes i en forsamling – det er en ting, vi bør vogte på i det synodale klima. Dette er ikke et TV- program, hvor man taler om alt. Nej. Der er et religiøst øjeblik, der er et øjeblik, hvor man udveksler på det religiøse plant. Tænk på at i de synodale introduktioner vil hver tale tre – fire minutter, der vil være tre møder og så tre – fire minutters stilhed til bøn. Så tre mere og bøn igen. Uden denne bønnens ånd er der ikke synodalitet, der er politik, parlamentarisme. Synoden er ikke et parlament. Om hemmelighedskræmmeri: der er et departement der ledes af doktor Ruffini som er med her og som vil lave pressemeddelelserne om, det gå med synoden. Under en synode er det nødvendigt at vogte over det religiøse og friheden hos de personer, der taler. Derfor vil der være en kommission, der præsideres af doktor Ruffini, som vil informere om, hvordan synoden skrider fremad..

Antonio PELAYO (Vida Nueva)

Hellige Fader, De har nu talt om synoden, og vi er alle enige med Dem om det faktum, at denne synode vækker megen nysgerrighed og megen interesse. Desværre kommer der også megen kritik af den fra katolske miljøer. Jeg vil gerne referere til en bog med forord af kardinal Burke. Her står der, at synoden er Pandoras æske, hvor alt det der kan skade Kirken vil slippe ud. Hvad tænker De om det synspunkt? Tror De, at det vil blive modbevist af virkeligheden, eller vil det være bestemmende for synoden?

Jeg ved ikke, om jeg allerede har sagt det en gang. For nogle måneder siden ringede jeg til et Karmel-kloster.“ Moder - hvordan har nonnerne det?” Det var et Karmelkloster, der ikke var italiensk. Og priorinden svarede mig. Og til sidst siger hun til mig:” Deres Hellighed, vi er bange for synoden”. “Men hvad sker der – siger jeg i spøg - vil I sende en søster til synoden?”. “Nej, vi er bange for, at den ændrer Kirkens doktrin”. Og det er det, hun siger. Der er denne ide´.. Men hvis du går ned til disse ideers rødder, så vil du finde ideologier. Sådan er det altid, når man i Kirken vil fravige den fælles vej, det som altid skaber adskillelse er ideologi. Og de anklager Kirken for det ene og det andet; men de anklager den aldrig for det, der er sandt – nemlig at den er syndig. De forsvarer “en doktrin”, der er en doktrin som destilleret vand, den smager ikke af noget og det er ikke den sande katolske doktrin, som er i Credo. Og som mange gange forarger ligesom ideen om at Gud blev til kød og blod forarger, at Gud blev menneske, at Guds Moder bevarede sin jomfruelighed. Dette forarger.

Cindy WOODEN (CNS)

God dag Deres Hellighed, jeg ville gerne følge op på den franske kollegas spørgsmål om synoden og information. Mange trofaste lægfolk har brugt meget tid og bedt meget. De har været involverede i at lytte og tale. De vil vide, hvad der sker under synoden, mens man er samlet. Og De har talt om deres erfaring med synoden med ordensfolk, hvor nogle havde sagt om synoden, at man ikke kunne “tage dette op”, “man kan ikke sige dette”. Vi journalister har heller ikke adgang til samlingen og til møderne. Hvordan kan vi være sikre på, at det der præsenteres for os som “det substantielle” er sandt? Er der ikke en mulighed for at være lidt mere åben over for journalisterne?

Men kære, den er meget åben, rigtig meget åben! Der er en kommission ledet af Ruffin, som hver dag vil komme med meddelelser, men mere åben - det ved jeg ikke,  og det er godt, at denne kommission er meget respektfuld over for indlæg fra ethvert medlem og vil forsøge ikke at komme med sladder, men at sige ting om den synodale vej, som er konstruktive for Kirken. Hvis du vil, hvis nogen vil, at nyhederne skal være: nogen blev vred på den anden af den ene eller den anden årsag, så er det politisk sladder. Kommissionen har en opgave, der ikke er nem, nemlig at sige: i dag reflekteres der på denne måde og den skal viderebringe den synodale ånd, ikke den politiske. Et parlament er noget andet end en synode. Glem ikke at synodens hovedperson er Helligånden. Og hvordan skal man videregive dette? Derfor bør man videregive den måde, det skrider fremad på i Kirken.

Vincenzo Romeo (RAI TG 2)

Goddag Deres Hellighed. De er periferiernes pave, og særligt i Italien lider periferierne meget. Vi har haft nogle episoder, der bekymrer meget med vold, forfald... for eksempel i Napoli, hvor præsten don Patriciello ligefrem har inviteret Dem til at tage hen. Det er også sket i Palermo... Hvad kan man gøre? De besøgte det, vi kalder villas miserias i Buenos Aires, så De har erfaringer med dette. Også vores statsminister har besøgt en af disse periferier. Man diskuterer meget. Hvad kan man gøre? Hvad kan Kirken og statsinstitutionerne gøre for at overvinde dette forfald og virkelig sikre, at periferierne bliver en del af et land og ikke isolerede?  

«Med dette taler du om periferierne som barakbyerne: man må bevæge sig fremad, tage derhen og arbejde der, som man gjorde i Buenos Aires med præsterne, der arbejdede dér i et team af præster med en hjælpebiskop i spidsen. Vi bør være åbne over for dette, regeringerne bør være åbne, alle verdens regeringer bør være det, men der er periferier som er tragiske. Jeg vender tilbage til en skandaløs periferi, som man forsøger at tildække - rohingyaerne. De lider, de er ikke kristne, de er ikke muslimer; men de lider, fordi de er blevet forvandlet til periferi, de er blevet jaget væk. Vi bør få øje på de forskellige former for periferi og også lære, at periferien er der, hvor den menneskelige realitet er mest tydelig og mindst sofistikeret. Der er også hæslige øjeblikke som jeg ikke vil idealisere, man forstår det bedre. En filosof sagde engang en ting, der slog mig meget: “Virkeligheden forstår man bedre af periferierne”. Der forstår man virkeligheden. Vi bør komme i dialog med periferierne, og regeringerne bør skabe sand social retfærdighed sammen med de forskelige sociale periferier og også med de ideologiske periferier. Den bør gå i dialog, fordi mange gange er det forfinede ideologiske periferier, som fremprovokerer de sociale periferier. Periferiernes verden er ikke nem. Tak”.

06 september 2023, 11:41