Justitia et Pax: Krigen i Gaza er ikke en ”retfærdig krig” Justitia et Pax: Krigen i Gaza er ikke en ”retfærdig krig”  (AFP or licensors)

Justitia et Pax: Krigen i Gaza er ikke en ”retfærdig krig”

Katolikker i Det hellige Land protesterer over misbrug af et begreb i katolsk troslære: ”Det bruges mere og mere som et våben, der retfærdiggør volden i Gazastriben”.

Vatican News Oversættelse: Lisbeth Rütz Vatikanstaten

"Som katolikker i Det hellige Land, der deler pave Frans´ vision om en fredelig verden, er vi indignerede over den kendsgerning, at de politiske aktører i Israel og udlandet bruger teorien om ”retfærdig krig” til at trække den igangværende krig i Gaza i langdrag og legitimere den”. Sådan lyder alarmen fra kommissionen Justitia et Pax i et dokument udsendt af pressebureauet Fides. Dokumentet er udsendt for at bestride berettigelsen af og protestere mod upassende brug af et udtryk som ”retfærdig krig”, der anvendes i den katolske troslære, ”hvilket får os kristne til at slå alarm, fordi udtrykket bruges mere og mere som våben for at retfærdiggøre den vold, der udøves i Gaza”.

Katolsk lære

Doumentet fra Justitia et Pax kommissionen i Det hellige Land gentager de uomgængelige betingelser for at definere en krig som ”retfærdig” set fra katolsk troslære. Det er betingelser, der også anføres i paragraf 2309 i Den katolske Kirkes katekismus. Ifølge katolsk troslære er det at ty til våben kun legitimt som svar på en aggression, der har forvoldt skade og alvorlig og vedvarende uretfærdighed og når alle andre måder at forebygge skader og gøre en ende på dem har vist sig ikke at kunne praktiseres og har været ineffektive. Den væbnede reaktion skal i øvrigt have et rimeligt succesperspektiv og bør ikke forvolde ødelæggelser og lidelser for uskyldige personer, der er større end det onde, der skal elimineres.

Øjeblikkelig våbenhvile og løsladelse af gidsler

Efter ”Hamas´ og andre militante gruppers frygtelige angreb den 7. oktober mod militære anlæg, beboelsesområder og en musikfestival i Sydisrael og efter den krig, Israel på katastrofal vis har svaret igen med” - læser man i Justitia et Pax- dokumentet fra den 30. juni - har ”højtstående repræsentanter for Den katolske Kirke begyndende med pave Frans´ uophørlige appeller vedvarende bedt om en øjeblikkelig våbenhvile og løsladelse af gidslerne. Katolske moralteologer fra hele verden har også understreget, hvordan hverken Hamas´ angreb den 7. oktober eller Israels ødelæggende svar i form af en krig opfylder kriterierne for ”retfærdig krig” ifølge katolsk troslære”.

Proportionsmæssig brug af magt

Som det allerede er blevet bemærket; i den nye voldseksplosion i Det hellige Land gør ”manglen på formulerede mål fra Israels side det umuligt at måle, om der er ”seriøse succesperspektiver”. Især bør retfærdige krige skelne klart mellem civile og kombattanter - et princip der i denne krig er blevet ignoreret af begge parter med tragiske resultater. Retfærdige krige bør også indebære en proportionsmæssig brug af magt, noget som man ikke let kan sige om en krig, hvor antallet af palæstinensiske ofre overgår Israels med titusinder og hvor et overvældende flertal af de palæstinensiske ofre er kvinder og børn”.

”Retfærdige krige” findes der meget få af

Dokumentet, der er skrevet af Justitia et Pax kommissionen i Det hellige Land og bragt af Fides, understreger, at anvendelsen af teorien om ”retfærdig krig”: ” har ført til den antagelse, at ”retfærdige krige” kun kan findes i meget sjældne tilfælde. Det er især sandt i en kontekst, hvor udviklingen af nutidens våbenindustri er i stand til at forårsage død og ødelæggelse i ukendt omfang”.
Teksten citerer også ord og konstante appeller fra pave Frans, der allerede den 11. oktober 2023 - fire dage efter de palæstinensiske angreb i Sydisrael - havde ”fremhævet den israelske ret til selvforsvar efter Hamas´ angreb, idet han også udtrykte sin bekymring over ”den totale belejring, som palæstinenserne i  Gaza lever under, og  hvor der også har været mange uskyldige ofre”.

Proportionalitet

Nogen kræver, understreger dokumentet fra Justitia et Pax, at ”krigen følger reglerne om ”proportionalitet”, idet de hævder, at en krig, der fortsætter til den bitre ende, kunne redde israelernes liv i fremtiden, når man i den anden vægtskål lægger de tusinder af mistede palæstinensiske liv, der er gået tabt i den nuværende situation. På denne måde privilegerer man sikkerheden for hypotetiske personer i fremtiden over andre menneskers liv. Der dræbes hver dag. Kort sagt, manipulationen med sproget i teorien om retfærdig krig angår ikke bare ordene: den har følelige og fatale konsekvenser”.

Vidnesbyrd om kærlighed, dialog, forsoning

“Selv om vi kun er et lille samfund i Det hellige Land – bemærker dokumentet fra kommissionen Justitia et Pax – er vi som katolikker en integreret del af dette lands identitet. Vi vil gøre det klart, at vi og vores teologiske tradition ikke skal bruges til at retfærdiggøre denne vold. Det vidnesbyrd, vi kommer med, er ikke et krigens vidnesbyrd, men et vidnesbyrd om forvandlende kærlighed, om frihed og lighed, om retfærdighed og fred, om dialog og forsoning”. 

 

05 juli 2024, 11:08