Beniamino Zancheddu möter påven Beniamino Zancheddu möter påven  

Beniamino, fårehyrde fra Sardinien og uskyldig fængslet i 33 år, møder pave Frans

Han blev arresteret som 26-årig og løsladt som 60-årig. Nu udgiver han en bog om sit liv.

Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

Pave Frans modtog fredag den 23. august Beniamino Zuncheddu i privataudiens i biblioteket i det apostoliske palads. Beniamino Zuncheddu er en sardisk fårehyrde, der har siddet 33 år i fængsel, anklaget for et tredobbelt mord i 1991, fortæller Vatican News. I november sidste år omstødte appelretten i Rom dommen, og Zuncheddu blev løsladt efter at sagens kronvidne, Luigi Pinna, havde trukket det vidneudsagn tilbage, der i sin tid fældede Zuncheddu.

Zuncheddu har sammen med sin advokat Mauro Trogu skrevet en bog med titlen Io sono innocente - ”Jeg er uskyldig”. Fredag gav han paven et eksemplar af bogen. Han har siddet i tre forskellige fængsler og nogle gange delt en lille celle med 10 personer. Det var umenneskeligt, siger han; men mens han fik denne erfaring, var han i stand til at hjælpe dem, der havde det værre end ham. Han hentede styrke til at stå det igennem ved at have tillid til Gud og ved at tænke på sin familie. Zuncheddu har tilgivet Pinna, der som eneste overlevende i den såkaldte Sinnai-massakre pegede på ham som tredobbelt morder, men 33 år senere trak sine anklager tilbage, fortæller Vatican News.

Hvordan var Deres liv i fængslet, spurgte dagbladet Corriere della Sera Zuncheddu i et interview den 22. juni i år.”Alle dagene var ens, år efter år. To timers frisk luft om dagen, fjernsynet var altid tændt, den uendelige spillen kort. Vi var 11 i cellen, tre i hver af de tre køjesenge, to på gulvet. Kun ét badeværelse. Der var ikke noget rigtigt vindue – kun et hul med gitter for. Det var meget hårdt. Jeg så unge mænd, der skar pulsåren over på sig selv. Jeg opførte mig godt hele tiden. Efter 11 ½ år gav de mig som belønning for god opførsel mulighed for at komme ud i tre dage. Men tænk lige på hvad det betyder at leve sådan et liv, når man ved, at man er uskyldig. Det er til at blive vanvittig af; men det blev jeg aldrig. Jeg betragter mig som en overlever”, udtaler Beniamino Zuncheddu.

At retssagen mod Zuncheddu blev genåbnet skyldes først og fremmest hans families mangeårige støtte og en meget målrettet indsats fra hans advokat, men også støtte fra aktivisten Irene Testa, der i over 20 år har kæmpet for forbedringer i det italienske retssystem og daværende rigsadvokat i Cagliari, Francesca Nanni, fortæller Corriere della Sera.

28 augusti 2024, 09:33