Pave Frans til ordensfolk: kærlighed, ikke akademiske grader tæller

Oversættelse – Lisbeth Rütz Vatikanstaten

Hjerterne skal være fredfyldte og ”urolige” på samme tid, for et hjerte, der er ”roligt” kan være trægt til den opgave, det er at vidne om Guds kærlighed. Alt sammenfattes til sidst i ”den endelige eksamen”, som Matthæus-evangeliet fortæller om. Det er en eksamen, hvor det drejer sig om den kærlighed, vi har vist mod dem der lider mest og ikke akademiske titler, en eksamen hvor dørene ikke slås op for nogle ”udvalgte”, men for alle uden at der gøres forskel. Endnu en gang trækker pave Frans horisonten op for det gudviede liv over for en varieret gruppe af ordensfolk, der har været til generalkapitler i deres respektive religiøse institutter. Det drejer sig om de dominikanske missionssøstre af Sankt Sixtus, søstrene fra Jesu hellige Hjertes Selskab, søstrene fra fremstillingen af den allerhelligste Maria ved templet og Vokationistfædrene.

Skelnen, formation, kærlighed

Pavens refleksioner havde skelnen, formation og kærlighed som omdrejningspunkt. Hvad enten den drejer sig om de ”højtidelige øjeblikke i de store valg” eller ”de mere almindelige øjeblikke med hverdagens små beslutninger”. Det at skelne - siger paven-  tillader os at følge vores kald gennem ”et anstrengende arbejde, hvor vi lytter til Herren, os selv og andre”. Dette arbejde består i meditation, ”tålmodig venten” og også ”mod der fører til forståelsen af Guds vilje, som giver forslag til dit hjerte, men aldrig bruger tvang”. En proces der kræver finfølelse og – siger pave Frans – er helt nødvendig – ikke bare for en gudviet.

Vores verden har i den grad brug for at genopdage det velgørende og smukke i at tage en bestemmelse, specielt hvad angår de definitive valg, der er bestemmende for en afgørende vending i det liv, som valget af et kald er. Den har behov for fædre og mødre, der hjælper specielt de unge til at forstå, at frihed ikke er at stå i al evighed foran en korsvej, mens man laver små ”udflugter” til højre og til venstre uden nogensinde virkelig at vælge en vej.

I fred, men også i uro

Hvad angår formationen, siger paven igen til ordenssøstrene og fædrene, at det drejer sig om en ”vej hvor man vokser i en hellighed, der omfavner hele eksistensen”, en vej, der er præget af både personlig og fælles bøn, af det sakramentale liv, af tilbedelse hvis vigtighed pave Frans utallige gange tidligere har fremhævet og som vi næsten har tabt sansen for i dag. I øvrigt - forsætter han-  ”kun hvis man ydmygt og vedvarende vedkender sig, at man er ”under dannelse” kan man håbe på at være en, der er god til at danne andre”. Og her kommer henstillingen til at være ”bevidste om hjertets uro”, for en ting er at have et ”roligt” hjerte, en anden ting er som det er rigtigt at fremhæve – at ”være i ro, men alligevel urolige”.

Jeres mission er i dag helt afgjort af en profetisk karakter i en social og kulturel kontekst, der karakteriseres af en konstant hvirvelstrøm af informationer, men som til gengæld er fattig på relationer mellem mennesker. I vores tid er det nødvendigt med opdragere, der kærlighedsfuldt kan gøre sig til ledsagere for de mennesker, der er dem betroet.

En modgift til smid væk kulturen

Kærlighed bliver givet fra et blik – det som ”konstant holder sig de fattiges ansigt for øje”. Våg, er anbefalingen fra pave Frans for at ”impulsen til generøsitet og kærlighed uden egoisme altid kan være levende og pulserende i jeres forsamlinger. Det er takket være kærligheden, at I er i Kirken”. Kapitel 25 hos Matthæus om den endelige dom er det, som en kristen og en gudviet altid bør have som målestok.

Herren vil ikke spørge os: ”Hvad har du studeret? Hvor mange akademiske grader har du taget? Her er den effektive modgift til at overvinde smid væk kulturen i os selv og rundt om os: I må ikke smide folk ud, I må ikke udvælge mellem folk efter verdslige kriterier: hvor vigtige de er, hvor mange penge de har… væk med alle disse verdslige kriterier. Smid ikke væk, men modtag, omfavn og elsk alle”. .