Ved Paulus´ grav begynder den romerske kristendom

Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

I de første år efter 2000 kommer der en fornyet interesse omkring Paulus af Tarsus. Sensationelle opdagelser afdækker det ældste portræt af folkenes apostel i Santa Tecla katakomberne i Rom. Efterfølgende dukker en sarkofag af ubehandlet marmor op under det pavelige alter i basilikaen San Paolo fuori le Mura. Disse ting kan føres tilbage til forfatteren af tretten epistler i Det nye Testamente.

Det videnskabelige fund

Dybt berørt bekræfter pave Benedikt XVI ved slutningen af Paulus-året den 29. juni 2009 fundet. Den daværende pave meddeler resultaterne af den videnskabelige undersøgelse ved graven 2.000 år efter Paulus´ fødsel. En speciel sonde, der blev ført ind i sarkofagen, afslørede spor af et kostbart stykke linned farvet med purpur, gennemtrukket med guldtråde og et blåt klæde med hørtråde, røde røgelseskorn og spor af protein og kalk. I øvrigt er der fundet meget små fragmenter af knogler. Disse sidste er blevet undersøgt med kulstof 14-metoden af eksperter, der ikke kendte til deres oprindelse – og de er blevet daterede til at være fra mellem det 1. og det 2. århundrede. “ Det synes at bekræfte den enstemmige og uimodsagte tradition, at det drejer sig om de jordiske rester af apostlen Paulus”, kommenterer Benedikt XVI med bevæget stemme.

En grav der aldrig blev åbnet

Femten år efter denne meddelelse går vi hen til graven ledsaget af fader Lodovico Torrisi, novicemester i abbediet ved San Paolo fuori le Mura, der siden det 8. århundrede er blevet styret af benediktinermunke.  “Graven er aldrig blevet åbnet”, forklarer han, ”for vibrationerne, der ville komme ved at fjerne låget, kontakten med lyset og ilten ville kunne ødelægge det, der er tilbage af Paulus´ legeme”.

Ved foden af altret under det meget smukke ciborium (beholder til opbevaring af hostier), der blev udfærdiget i 1285 af den berømte billedhugger Arnolfo di Cambio ses stenene i den sarkofag, der blev fundet i 2006 af forskerne. En svag flamme brænder uden ophør, dag og nat for at vise stedets hellighed. Ved siden af ses en urne af bronze og glas, der indeholder kæden fra apostlens romerske fængsel. Kæden har befundet sig i basilikaen fra det 4. århundrede og er blevet båret i procession hvert år den 29. juni ved højtideligheden for helgenerne Peter og Paul.

Gennem et gitter ser man under gadeniveau en marmortavle sammensat af to stykker på 2,12 x 1,27 meter. På dem er indhugget inskriptionen PAULO APOSTOLO MART, og der er tre åbninger – en rund og to kvadratiske. Pladen går tilbage til mellem det 4. og det 5. århundrede og vidner om den kult, der lige fra begyndelsen var knyttet til dette sted, endnu før der blev bygget en kirke. Hullerne havde den funktion, at man kunne få kontaktrelikvier ved at føre stofstrimler gennem dem og berøre graven.

Martyriet uden for murene

“ Halshugningen af den hellige Paulus ”, fortæller fader Lodovico Torrisi, “skete meget tæt på det sted, hvor han er begravet. Det skete cirka tre kilometer fra basilikaen ved Acque Salvie, hvor abbediet Tre Fontane står i dag. Her blev Paulus ført hen fra det mamertinske fængsel, hvor han sad som fange. Historikerne har endnu ikke fundet ud af, hvorfor martyriet skete her”.  Han blev halshugget uden for den aurelianske bymur, på en lokalitet, hvor luften var kendt for at være usund,  i nærheden af vejen til Ostia mellem 65 og 67 under kejser Nero.

Abbediet Le tre Fontane

Da hovedet faldt ned på jorden, hoppede det tre gange, og ifølge traditionen sprang tre kilder frem ved et mirakel. Den første var varm, den anden lunken, den tredje kold. På den vej, der løber langs abbediet, er der for kort tid siden blevet rekonstrueret et stykke brolægning som den, der var i det gamle Rom, for at minde om den vej, helgenen gik før sin henrettelse. En indskrift i marmor på facaden til kirken San Paolo al Martirio, bygget i det 5. århundrede og renoveret i 1599 af arkitekten Giacomo Della Porta, og nu del af bygningskomplekset meddeler: “S. Pauli Apostoli martyrii locus ubi tres fontes mirabiliter eruperunt” (Stedet for den hellige Paulus´martyrium, hvor tre kilder på mirakuløs vis sprang frem) Inden i kirken ses tre bygninger konstrueret over hver af kilderne med ens afstand, men på forskellige niveauer. Fra 1950 efter urbaniseringen og den følgende forurening af jordlagene er der blevet lukket for kilderne, og man er holdt op med at uddele vand til de troende.

Sværdet

Efter at han var blevet taget til fange af jøderne, var Paulus kommet til Rom år 61 for at blive dømt dér som romersk statsborger. Da han var født som jøde med navnet Saulus, nød han som alle indbyggerne i Tarsus, hans hjemby i Cilicien i det nuværende Sydtyrkiet, godt af sit romerske statsborgerskab. Efter at være flyttet til Jerusalem var han blevet en betroet mand i synedriet (den øverste jødiske domstol) og derefter en hårdnakket kristenforfølger. Hans omvendelse fandt sted på vejen til Damaskus i 36.

“ Den hellige Paulus ” - siger fader Lodovico -  fremstilles med sværdet for at vise, hvordan Paulus forsvarede Guds ord. For at forsvare Evangeliet døde han derefter ved sværdet en grusom død som dyrebar forkæmper for evangeliet”.

Peters og Pauls hoveder

“ Det siges, at man efter halshugningen af en romersk, kristen matrone tog sig af hendes lig, anbragte det i en sarkofag og begravede det ved Via Ostia”, tilføjer fader Torrisi. I følge de beretninger, vi har, hed denne kvinde Lucina: to mil fra Acqua Salvie ejede hun et begravelsessted, der lå på en hedensk begravelsesplads med 5.000 grave. Udgravningerne har bekræftet, at denne begravelsesplads eksisterer med nicher og grave til fattige og frigivne slaver. Paulus´ hoved blev genfundet senere og opbevares over ciboriet i Laterankirken sammen med hovedet af Peter, der er begravet i grotterne under Vatikanet. I følge Martyrologium Romanum blev de to dræbt samme dag.

Deres jordiske rester er anbragt sammen -  også fordi de under forfølgelserne begge blev anbragt i katakomberne på et sikkert sted ved San Sebastiano katakomberne. Det dokumenterer nogle graffiti og ex voto-tavler, der er fundet ved udgravningsstedet på Via Appia. Efterfølgende blev de jordiske rester af Roms to skytshelgener ført tilbage til de steder, hvor de først var blevet begravet.

Ved begyndelsen til Roms kirke

Paulus´ begravelsessted blev med det samme pilgrimsmål for de troende, der søgte dertil i bøn og hyldest til helgenen og byggede en cella memoriae (mindested).  Lige fra de første år besluttede talrige døbte at lade sig begrave på arealet omkring begravelsesstedet, og fra at have været hedensk blev stedet gradvist en kristen gravplads.

“Mange valgte at anbringe deres grav nær apostlens”, siger abbeden for benediktinerklosteret og viser os de mange indskrifter på latin, græsk og hebraisk på muren i klostergården i abbediet San Paolo fuori le Mura, der blev skabt og dekoreret af Pietro Vassalletto.

“Under de forskellige genopbygningsarbejder, udgravninger eller arbejder med afstivning af fundamenterne blev der fundet mange rester her af hedenske og kristne grave. Sandsynligvis drejede det sig om mennesker med en vis social betydning. Den romerske kristendom fødes i netop denne zone”. Blandt de mest værdifulde stykker håndværk, der blev fundet på dette område i 1838, er ”den dogmatiske sarkofag” fra det 4. århundrede, der i dag opbevares på Vatikanmuseerne, særlig betydningsfuld.

De tre basilikaer

Da der blev givet religionsfrihed med ediktet i Milano år 313, ville kejser Konstantin ære folkenes apostel ved at sætte en basilika som monument over den første grav. Basilikaens grundrids er endnu i dag synlig ved foden af det pavelige alter. Helgenens lig blev først lagt i en kobberkiste. Kirken, der i begyndelsen ikke var særlig stor, blev derefter udvidet af kejserne Theodosius, Arcadius og Valentianus II og blev således en meget stor basilika med fem skibe. Den blev kendt som den ”theodosianske” eller som ”de tre kejseres basilika”.

De hovedværker der overlevede ildebranden

Mellem det 12. og 13. århundrede kom store kunstnere som for eksempel Pietro Cavallini på byggepladsen. Hans fresker gik desværre tabt. Arnolfo di Cambio er skaberen af det ciborium, der overlevede branden sammen med Vasallettos bemærkelsesværdige stage til påskelyset. I juli 1823 ødelagde en brand fuldstændig Theososius´ basilika.

Branden og genopbygningen

Årsagerne til branden var ukendte; men forklares af nogle med en fakkel, som håndværkerne måske ikke så godt nok efter, da de arbejdede med at reparere taget.  Dagen efter katastrofen gik romerne i store flokke ud for at se, hvad der var tilbage af kirken. Scenariet var skræmmende og hjerteskærende at se på. Et fremtrædende vidne, den franske forfatter Stendhal, beskrev det som ”et af de mest storslåede syn”, han nogensinde havde set: ” jeg fik et indtryk af streng og trist skønhed, som Mozarts musik. Endnu var de smertefulde og frygtelige spor fra ulykken tydelige: kirken var endnu fyldt med sorte, forkullede, rygende bjælker; søjlerne, der var revnede i hele deres længde, truede hvert øjeblik med at falde”.

Den 25. januar udsendte Leo XII med encyclikaen “Ad plurimas” -  en appel til de troende angående kirkens genopbyggelse: den skulle komme til at blive genopbygget på samme måde ved genbrug af de dele, der blev forskånede for ilden. Det skete for at bevare den kristne tradition fra de første århundreder, og den blev indviet af Pius IX den 10. december 1854. I San Paolo fuori le Mura opstod i disse år den mest imponerende byggeplads i den romerske kirke i det 19. århundrede. Den basilika, der kom ud af det, er præcist den samme, som den, vi kan se i dag.

Den hellige Paulus og folk fra alle lande

Ikke bare katolikkerne, men hele verden besvarede Leo XII´s appel. Blokke af malakit og lapislazuli blev givet af zar Nicolaj I, lige som der kom søjler og vinduer af den fineste alabast fra kong Fouad I af Ægypten. Det viste sig ved den lejlighed, at Paulus fra Tarsus var et universelt referencepunkt for både troende og hedninge. De marmorpaneler, der sidder på murene i absis, minder om, hvor mange personer, der samledes om denne kristne gigant. Her er indskrevet navnene på de mange kardinaler og biskopper, der var til stede, den dag, kirken blev indviet. De var i Rom til proklamationen af dogmet om den uplettede undfangelse. De fejrede det sammen med Peters efterfølger og symbolsk under alle pavernes blikke – de paver der er portrætteret i de store medaljoner, som dekorerer sidevæggene i kirkerummet.

Apostlen for de kristnes enhed

Som bekendt blev Paulus apostel for hele den dengang kendte verden: I Arabien, Lilleasien, Makedonien, Cypern, Grækenland grundlagde han talrige kristne menigheder. Symbolsk for folkenes apostels pilgrimsrejse er relikvien af den stav, han brugte under sine rejser. Den opbevares i dag i basilikaens museum.

“Paulus æres af alle verdens folk, hvad enten de er kristne eller ej”, tilføjer fader Lodovico Torrisi. “Han er en figur, der er fundamental for de kristnes enhed”. I basilikaen er der gudstjenester og økumeniske begivenheder. Til dette sted knyttes episoder og ting, der er særlig betydningsfulde set fra dette perspektiv. Her, i abbedens lejlighed, meddelte Johannes XXIII den 25. januar 1959, at han agtede at sammenkalde til Det andet Vatikankoncil.

I 2006 opfyldte Benedikt XVI i øvrigt Johannes Paul II´s ønske om at give to ringe fra de kæder, apostlen var lænket med, til patriarken af Athen, Christodoulos.

Den hellige Paulus og jubelåret

På vejen frem mod de kristnes fulde fællesskab har den hellige port i basilikaen en central plads. Den vil blive åbnet den 5. januar: “ den er yderst vigtig. Den blev fremstillet i Konstantinopel og skænket til kirken i 1070. Oprindelig var den anbragt ved hovedindgangen. Branden beskadigede den og reducerede dens dimensioner. Den blev således flyttet til en sideindgang. ”Med henblik på jubelåret-  konkluderer fader Lodovico – ønsker vi os, at troende, pilgrimme og turister fra hele verden på en smuk måde vil få en dyb erfaring af omvendelse og tro og kontakt med Herren gennem apostlen Paulus´ vidnesbyrd”.