Pave Frans: slutdokumentet fra synoden bør tages imod som et læredokument

Alessandro Di Bussolo – Vatikanstaten

Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Slutdokumentet i bispesynodens 16. generalforsamling, der blev godkendt af pave Frans den 26. oktober, ”er en del af Peters efterfølgers ordinære læreembede, og jeg beder om, at det modtages som udtryk for dette”. I ledsagenoten til dokumentet, der blev underskrevet på Krist Konges Fest, understreger paven, som det blev sagt i anledning af godkendelsen, at dokumentet ikke er ”normativt i snæver forstand” og at der ”i anvendelsen af det vil være behov for forskellige medieringer”. Men ”dette betyder ikke, at det ikke fra nu af skal involvere kirkerne i at tage valg, der hænger sammen med det, der udtrykkes i dokumentet”.”Selve dokumentet repræsenterer med nogle nye træk faktisk en form for udøvelse af autentisk belæring fra biskoppen af Rom”. Det svarer til, hvad pave Frans sagde i oktober 2015 om synodalitet, som er ”den passende fortolkningsramme for at forstå den hierarkiske tjeneste”.

Fællsskab, deltagelse og mission

Paven bekræfter, at den synodale vandring, igangsat af ham i oktober 2021, hvor Kirken lyttende til Helligånden blev kaldet til ”at uddrage sin egen erfaring og identificere de skridt, der skal tages for at leve fællesskabet, virkeliggøre deltagelsen og fremme den mission, som Jesus Kristus har betroet den”, fortsætter i lokalkirkerne og gør slutdokumentet til sin dyrebare ejendom. Det er en tekst, der er blevet ”stemt igennem og vedtaget af forsamlingen i alle dens dele”. Dokumentet er også godkendt og underskrevet af pave Frans, og med sin underskrift har han bestemt dens offentliggørelse ved at slutte sit ”mig” til forsamlingens ”vi”.

Temaer i de ti studiegrupper

Med tanke på hvad der blev erklæret den 26. oktober understreger paven igen, at ”der er behov for tid til at nå frem til valg, der omfatter hele Kirken og at ”dette i særdeleshed gør sig gældende for de temaer, der er betroet de ti studiegrupper, som andre kan tilslutte sig med henblik på de nødvendige diskussioner”. Og han understreger igen ved at citere det, der er skrevet i den postsynodale exhortation Amoris laetitia, at “ikke alle doktrinære, moralske eller pastorale diskussioner bør løses med indgreb fra læreembedet”. Netop som man også “ i ethvert land eller region kan finde løsninger, der er mere inkulturerede, idet man er opmærksomme på traditionerne og på de lokale udfordringer”.

Råd til de lokale kirker

Pave Frans tilføjer, at slutdokumentet indeholder råd, der ”allerede nu kan lyttes til i de nationale kirker og i kirkegrupperingerne ved at være sig de forskellige kontekster bevidst, ved at være bevidst om det, der allerede er gjort og det som står tilbage at gøre for stadig bedre at lære og udvikle stilen i den missionerende kirke”. I den rapport, som forudsættes til visita ad limina (biskoppernes aflæggelse af besøg i Rom for aflæggelse af rapport red.), skal enhver biskop sørge for at referere, hvilke valg der er blevet taget i den lokalkirke, der er ham betroet og i henhold til hvad slutdokumentet anviser samt hvilke vanskeligheder, man er stødt på og hvad frugterne har været”.

Nu skal handling følge på ord

Pave Frans konkluderer, at opgaven med at ledsage denne ”aktualiserende fase” i den synodale vandring er betroet til synodens generalsekretariat samt dikasterierne i den romerske kurie. Og han gentager endnu en gang, som han sagde den 26. oktober, at Den katolske Kirkes synodale vandring ”har brug for, at de ord, vi deler, ledsages af handlinger”.  Hans slutbøn er: gid Helligånden, den Opstandnes gave, må støtte og lede Kirken på hele dens vandring”.