Pave Frans: tro er ikke opium for folket, men møde og tjeneste

Isabella Piro – Vatikanstaten

Oversat og redigeret af Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

”Indbegrebet af menneskelighed” som han oplevede i Buenos Aires barakforstæder og ”hjertesåret”, som besøget i Irak gav ham, da han besøgte landet i 2021, er med i to uddrag af pave Frans’ selvbiografi ”Spera” ”Håb”, som han har skrevet sammen med Carlo Masso. Uddragene blev i anledning af pavens 88 års fødselsdag offentliggjort den 17. december i dagbladene la Repubblica, Corriere della Sera og New York Times.  Den fulde tekst, der er redigeret af forlaget Mondadori, bliver udgivet den 14. januar i mere end 100 lande i hele verden.

Barndommen i Flores- kvarteret

”Når nogen siger til mig, at jeg er en pave fra slummen, beder jeg altid om at være værdig til det”, siger pave Frans og gennemgår i hukommelsen det, som ”det komplekse, multietniske, multireligiøse og multikulturelle mikrokosmos” - Flores-kvarteret, hvor han levede sin barndom i Buenos, Aires repræsenterer. Her var ”forskelle noget normalt”, og man respekterede hinanden, mindes pave Frans, der husker grupper af venner, som var katolikker, jøder og muslimer uden at der blev gjort forskel mellem dem.

Vor tids ”Maria Magdalene-skikkelser”

Paven mindes mødet med nogle prostituerede. Han ser dem som et billede på ”den mørkeste og den tungeste side af livet”, som han lærte at kende allerede som barn i marginaliserede sider af det argentinske samfund. Efter at være blevet biskop fejrede pave Frans messe for nogle af disse kvinder, som i mellemtiden var begyndt på et nyt liv. ”Jeg har været prostitueret overalt, tilstår én af dem – Porota – over for ham. Jeg tjente penge – så forelskede jeg mig i en ældre mand. Han var min elsker, og da han døde, ændrede jeg mit liv. Jeg har en pension nu. Jeg går ud og bader gamle mænd og kvinder på plejehjemmene. De har ingen, der tager sig af dem. Jeg går ikke så meget til messe, og jeg har gjort alt muligt med min krop. Men nu vil jeg tage mig af de kroppe, der ikke interesserer nogen”. Pave Frans beskriver hende som ”en nutidig Maria Magdalene”. Porota ringer til ham en sidste gang fra hospitalet, før hun dør for at få de syges salvelse og kommunionen. ” Hun kom herfra på en god måde”, skriver paven - som ” tolderne og skøgerne” - der går forud for os ind i Guds rige (Mt. 21,31) Og jeg holdt meget af hende. Også i dag glemmer jeg ikke hendes dødsdag, så jeg kan bede for hende”.

Venskabet med ”fader Pepe”

Også mindet om de indsatte, der lavede tøjbørster, er med sammen med historien om, hvordan venskabet opstod med don José de Paola, kendt som “fader Pepe”. Han var sognepræst i Virgen de Caacupé i Villa 21 og blev støttet med den kommende paves lytten og nærhed i et øjeblik, hvor han kæmpede med en kaldskrise. I disse områder ude i byens periferier, dér hvor ”staten har været fraværende i 40 år” og hvor narkomisbrug er ”en svøbe, der gør desperationen mange gange større”, netop dér gentager paven med eftertryk, i ”disse periferier, der for Kirken mere og mere bør være et nyt centrum, er der en gruppe af lægfolk og præster, der lever og vidner om evangeliet hver dag blandt dem, der er kasserede af en dræbende økonomi”.

Rejsen til Irak og ”hjertesåret” i Mosul

Fra periferiernes drama til dramaet i et Irak, der var ødelagt af konflikt, skifter pave Frans´ blik ikke. Det er altid fuldt af opmærksomhed og omsorg for en såret menneskehed. Fra dette historiske besøg, der fandt sted fra den 5. til den 8. marts 202, det første, en pave har aflagt i landet, husker pave Frans det ”hjertesår”, som Mosul repræsenterer. ”Den er en af de ældste byer i verden- siger han – og den bugner af historie og traditioner, som gennem tiderne havde set forskellige civilisationer holde deres indtog. Og den var et tegn på fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer i det samme land – arabere, kurdere, armenere, turkmenere, kristne, syrere. Men jeg så den som en ruinhob efter de tre års besættelse af Islamisk Stat, som havde valgt den som sin faste bastion”. Og da paven fløj hen over byen i helikopter, lignede byen ”et røntgenbillede af hadet, en af de stærkeste følelser i vor tid”.

Krigens forgiftede frugter

Fra denne rejse husker pave Frans den vanskelige kontekst, den blev organiseret i. Den skyldtes både den hårdnakkede covid-19 pandemi og sikkerhedsspørgsmålet. ” Den var blevet mig frarådet af næsten alle ….. men, skriver han, jeg følte det var min pligt” at rejse til Abrahams land – ”der hvor både jøder, kristne og muslimer kommer fra”. Pave Frans lægger ikke skjul på, at han fik informationer fra de britiske efterretningstjenester om to attentater, der blev forberedt under hans besøg i Mosul. En af attentatmændene var en kvinde, der var forsynet med flydende sprængstof, en anden var ombord på en varevogn. Begge var de blevet standsede og dræbt af det irakiske politi, før deres forehavende lykkedes. ”Også dette slog mig meget – understreger pave Frans. Også dette var krigens forgiftede frugt”.

Formaningen om at prioritere fornuft, ikke konflikter

Mit i al dette had så paven dog en stråle af håb i mødet med storayatollah Ali al-Sistani for tre år siden den 6. marts. Det var et møde, som Den hellige Stol ”havde forberedt i årtier”, og som fandt sted i en broderlig atmosfære i al-Sistanis hjem: ” det var en sigende gestus i Østen – og den siger mere end erklæringer og dokumenter, fordi den betyder venskab og tilhørsforhold til den samme familie – forklarer han. Det gjorde min sjæl godt og fik mig til at føle mig beæret”. Om ayatollahen husker paven især ”den fælles opfordring til stormagterne om at give afkald på krigerisk sprogbrug og i stedet prioritere fornuft og visdom”. Og så tog han en sætning med sig ”som en kostbar gave: menneskelige væsener er søskende enten gennem religionen eller ved at stå på lige fod som skabte”.

Udover bogen ”Håb” vil pave Frans´ liv også blive fortalt i en film baseret på Life. Min historie i Historien, en selvbiografi, der blev skrevet sammen med Fabio Marchese Ragona og udgivet i marts i år af forlæggeren HarperCollins.

Humoristisk sans – en medicin mod narcissisme

Også New York Times har offentliggjort et uddrag af selvbiografien, hvor pave Frans taler om forholdet mellem tro og humor. " Uundgåeligt har livet sine triste blikke, der er del af enhver vandring mod håb og omvendelse. Men det er vigtigt at undgå nyde melankolien ligegyldigt hvad, ikke at lade den forbitre sit hjerte. ", siger paven, der husker, at på trods af, at nogle præster i Kirken er ”mere hovmodige end glade”, ”tenderer vi mod at have sans for humor og endda have et godt repertoire af replikker og sjove historier”. Og her citerer pave Frans nogle anekdoter angående Johannes XXIII og Johannes Paul II. Sidstnævnte blev under de indledende møder til et konklave bebrejdet, at han besteg bjerge, svømmede og cyklede (” jeg mener ikke, det er aktiviteter, der passer til din rolle”) Til slut svarede han medbroderen: “Men ved du ikke, at i Polen dyrkes disse aktiviteter i det mindste af 50% af kardinalerne?” Og dengang var der i Polen kun to kardinaler.

"Ironi er en medicin", der hjælper til med "at overvinde fristelsen til narcissisme", hævder paven i en passage fra teksten, der blev offentliggjort i New York Times. Den slutter med en lille anekdote om pave Frans selv, der da han kom til New Yorks lufthavn på en apostolisk rejse insisterede over for chaufføren i den ventende limousine på selv at sidde bag rattet. Og da han bliver stoppet, vender politibetjenten, der beder ham om dokumenter, tilbage, bleg i ansigtet for at fortælle sin chef, at inde i vognen må der være en, der er ”virkelig vigtig”. Og fordi politibetjenten udelukker, at det kan handle om borgmesteren, guvernøren og præsidenten, svarer han på sin chefs spørgsmål: ”Og hvem kan være vigtigere end præsidenten”? med: ” Hør nu her chef, jeg ved ikke præcist hvem det er, men alt hvad jeg kan sige Dem, er, at det er paven, som kører bilen”!